I artikler, lederartikel og læserbreve i Kristeligt Dagblad harceleres denne uge over, at biskopperne ikke indtræder i en ny tænketank med fokus på kristenforfølgelser. Måske det var en idé at læse, hvad der i det offentligt tilgængelige referat fra bispemødet er sagt:
”Biskopperne takker for orienteringen om oprettelse af Tænketank for forfulgte kristne. Biskopperne har modtaget forespørgsel om at indtræde i tænketanken. Biskopperne drøftede henvendelsen og fandt, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd varetager disse interesser, hvorfor henvendelsen oversendes hertil.”
Der er altså ikke tale om afvisning, men omadressering til den folkekirkelige enhed, som i nu over 10 år fagligt har arbejdet hermed som et særligt fokusområde. I Det mellemkirkelige Råd sidder tre biskopper, der livligt og ofte bidrager til samtalerne om indsats på dette vigtige område.
Men det er altså blevet til, at biskopperne ikke vil gøre noget for kristne, der forfølges. Passer det?
I disse dage er det fem år siden, et samlet bispekollegium sendte brev til udenrigsministeren med overskriften ”Vedr. forfølgelse af kristne mindretal”, hvor det siges:
”Folkekirkens biskopper vil med dette brev tilkendegive, at vi ser med stor alvor på de overgreb, kristne trosfæller blandt andet i Mellemøsten og Nordafrika med stigende hyppighed og voldsomhed udsættes for, og som resulterer i, at mange kristne mister troen på, at der er en fremtid for dem i deres hjemland.”
Os bekendt er biskopperne ikke indgået i et politisk paradigmeskifte, hvor det, de i 2014 udtalte, nu skulle være omgjort.
Den alvor, som brevet giver udtryk for, er i Det mellemkirkelige Råd fra 2009 omsat til handling med indsatsområdet ”Trosfrihed – forfulgte kristne”. Det var tænkt som et kortvarigt projekt. Men vi erkendte, at der er tale om et anliggende, der på ingen måde er forbigående, hvorfor der ikke er sat nogen slutdato herfor. Det er blevet en permanent del af rådets arbejde. Ikke mindst på grund af biskoppernes opmærksomhed på sagen og et bredt folkekirkeligt ønske om ikke at slippe den af syne.
”Jamen, der sker jo ikke noget! Der skal gøres meget mere! Biskopperne skal sige noget mere!”, vil nogle sige.
Sagen er, at der sker noget. Vi er et andet sted end i 2014. Om end stadig ved begyndelsen af en vandring, vi ikke kan se enden på. Det mellemkirkelige Råd har sammen med en række andre dygtige aktører arbejdet målrettet og langsigtet på tiltag, som skal komme forfulgte kristne (og alle andre religiøst forfulgte) til gode.
Der er dannet en tværpolitisk gruppe i Folketinget. Der er holdt talrige møder med landspolitikere, hvor der tales for stærkere politisk indsats. En enhed i Udenrigsministeriet er dannet med usædvanlig åbenhed for samarbejde med civilsamfundet og kirken. Den arbejder dygtigt ind i EU-sammenhæng for at styrke en bredere europæisk bevægelse. Danida arbejder nu – et egentligt paradigmeskifte – med en helt anderledes åbenhed for at arbejde med religion i udviklingsarbejdet og giver økonomisk støtte hertil.
Med inspiration fra rådets arbejde har Folkekirkens Skoletjeneste udarbejdet et betydeligt læringsmateriale for hos danske skolebørn at skabe begreb om religionsfrihed. Dette materiale har Undervisningsministeriet inkluderet som ressource til brug for den landsdækkende demokratiuge i folkeskolen.
I 2014 var det tillige et dansk bispeinitiativ at indkalde vore nordiske søsterkirker til på økumenisk basis at samarbejde omkring trosfrihed/forfulgte kristne. Ad snørklede veje førte det til dannelse af Norforb-netværket. Der er 11 medlemmer af dette netværk (herunder de tre skandinaviske folkekirker), foruden en række vigtige internationale partnere. Det har skaffet et tocifret millionbeløb til at udvikle tiltag at bruge ude, hvor det brænder på: fra udvikling af læringsmateriale på mange sprog, der præventivt skal bidrage til undgå forfølgelsessituationer, til udvikling af netværk af advokater i udsatte områder med henblik på disses indsats, når enkeltpersoner og minoritetsgrupper forfølges.
”Jamen, der står ikke ’forfulgte kristne’ som overskrift alle steder,” vil nogle indvende.
Nej, det gør der ikke. Fordi forfulgte kristne lever i samfund, hvor nogle forfølger dem. Skal man bedre forfulgte kristnes situation på sigt, er det derfor afgørende, at bidrage til forandring i de samfundssystemer, der skaber forfølgelsen.
Det kræver en særlig faglighed og anderledes tilgang end den mere elementære diakonale solidaritetsindsats, som der naturligvis også er behov for. Skal der arbejdes for forfulgte kristne igennem politik, diplomati, EU, FN og lokalt i samtale med samfundsledere i diskriminerende samfund, bliver man nødt til at tale mange sprog for at kunne kommunikere det samme anliggende.
Der er ingen magi i at råbe ”forfulgte kristne”. Ved at tro på magien heri kan man bringe sig selv i en situation, hvor man alene råber til sig selv og ligesindede, men bliver ude af stand til reelt at hjælpe forfulgte kristne.
”Men I gør ikke nok,” siger andre.
Nej, slet ikke! Den, der tror, at man kan gøre nok, har slet ikke forstået alvoren og karakteren af det, der her kæmpes med.
Folkekirken og Det mellemkirkelige Råd er totalt afhængige af det store og voksende netværk af enheder og grupper, som på vidt forskellige måder arbejder med tros- og religionsfrihed.
Derfor er den nye tænketank for forfulgte kristne hjertelig velkommen med sit bidrag til helheden. Det mellemkirkelige Råd vil med sit særlige mandat på vegne af folkekirken og biskopperne gøre sit til, at dette initiativ konstruktivt kommer til at spille godt sammen med de mange andre, der har forfulgte kristnes vanskelige situation på hjerte.
Mogens S. Mogensen er formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Birger Nygaard er sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.