Det forpligter, når 75 procent af et lands befolkning vælger et livslangt medlemskab og ovenikøbet betaler for det. Præster, medarbejdere og menighedsråd sidder ikke med hænderne i skødet. Det ved jeg alt om. Der knokles hårdt, længe og med masser af energi. Men om indsatsen når ud til gavn for majoriteten af medlemmerne, er tvivlsomt.
Det er Tordenskjolds soldater, der får langt størstedelen af opmærksomheden. I mit sogn er medlemsandelen 70 procent, hvoraf de to procent er faste kirkegængere og dem, der stort set deltager i alle aktiviteterne. Andre otte procent ser vi jævnligt i kirken eller ved vores arrangementer. Shopperne udgør omkring 30 procent. Det er dem, der fylder kirken til bristepunktet juleaften, og som vi ser en gang imellem til en koncert eller lignende.
De resterende 30 procent er passive medlemmer. De kommer aldrig i kirken eller til arrangementerne. De hører aldrig fra os, men de betaler ikke desto mindre trofast ved kasse ét hvert år. Lad os håbe, de bliver ved med det. Man skal være stærk i troen for gennem hele livet at betale for et medlemskab, man ikke gør brug af. Men er de stærke i troen? Næppe. Ellers så vi dem vel i kirken? Vi har en forpligtelse over for alle medlemmerne! Også dem, vi aldrig ser.
Imidlertid er der jo ikke plads i kirken, hvis alle mit sogns 7000 medlemmer skulle finde på at gå i kirke på søndag! Heldigvis er kirkegang ikke en forudsætning for at være kristen, men da det er fra alter, prædikestol og sognegårds møder, at præster, medarbejdere og menighedsråd møder menigheden, kan det kun være minoriteten, der nås på den måde. Det skal gøres anderledes. Vi skal i højere grad møde medlemmerne, hvor de er: i hjemmet, i skolen, på fodboldbanen, på gaden, i bilen, på de sociale medier, i mailboksen og i telefonen. Men det er ikke nok at møde dem. Der skal skabes dialog.
Kirkens metode er monolog. Hver søndag slår vi dørene op og er spændte på at se, hvem der kommer. Fra alter og prædikestol fortæller præsten det, han har tænkt sig at sige den dag. Han forventer ikke svar, tager afsked med menigheden i døren og håber på at se dem igen næste søndag. Menighedsrådet sætter en annonce i avisen og fortæller ad den vej, at der er et foredrag i sognegården på onsdag, og håber så på, at der kommer nogen til arrangementet. Vi døber en masse børn og håber på, at de tilmelder sig konfirmationsforberedelsen, når den tid kommer.
Efter konfirmationen vinker vi atter farvel i kirkedøren og krydser fingre for, at vi ser dem, når de skal giftes. Og vi vier unge par i kirken og håber på, at de dukker op igen, når deres nyfødte barn skal døbes. Men kan vi regne med, at de gør det? Nej! Og det er samtidig ringe medlemsservice! Når forældrene med dåben melder barnet ind i folkekirken, fællesskabet og troen, skal vi starte en dialog, der aldrig ender. En livslang dialog, som følger og støtter sognebarnet gennem livets rejse. En dialog uden huller.
Kirketællinger og kirkestatistik har åbnet vores øjne for, hvor flittige vi er i sognene, hvor mange arrangementer vi stabler på benene, og hvor mange mennesker der hvert år går igennem tælleapparaterne. Idérigdommen er stor, og sammenlagt er det imponerende. Folkekirken er uden sammenligning Danmarks største eventmaker. Det kan vi glæde os over, for det er udtryk for, at vi gør noget rigtigt.
Eller næsten rigtigt.
Der er nemlig en bagside af medaljen. Kirketællingerne har flyttet fokus væk fra medlemmet og troen og over på at få gode idéer til spændende arrangementer, som sælger billetter. Det vil sige, at succesen af arrangementerne, koncerterne, foredragene, pastagudstjenesterne og så videre er blevet et mål i sig selv. Det må de aldrig blive. Arrangementerne skal være trædesten på medlemmets livsrejse sammen med kirken og kristendommen.
Hver gang vi møder et medlem ved vores arrangementer, er det en anledning til at indlede den dialog med medlemmet. Det vil sige at blive enige om, at vi kan e-maile hinanden, sende sms til hinanden, ringe til hinanden, mødes hos medlemmet eller hos kirken. I praksis vil det sige, at vi efter stillegudstjenesten i kirken står ved udgangen og indsamler e-mailadresser og telefonumre, så de positive deltagere kan komme på mailinglisten for kommende stillegudstjenester.
For medlemmer, hvor dialogen allerede er etableret, lader vi arrangementerne være trædesten på medlemmets kristne livsrejse. Det vil sige, at arrangementerne skal udvælges og tilrettelægges, så de fungerer som sådanne. Det betyder, at vi skal tænke på det enkelte medlems rejse gennem livet, hver gang vi tilrettelægger og markedsfører et arrangement. Vi skal spørge os selv, om en aktivitet kan fungere som trædesten til denne rejse, uden at afstanden mellem stenene bliver for stor.
Mange af kirkens arrangementsidéer vil blive frasorteret. Andre vil opstå. Men med dette nye fokus på medlemmet frem for arrangementerne vil vi bane vejen for den naturlige kristne livsrejse, som mange vil finde det naturligt at følge. Det vil være en effektiv anvendelse af vores økonomiske og arbejdsmæssige ressourcer, der ikke kun gavner kirketællingen i morgen, men som sikrer succesen på sigt. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt med en sti, kun få går på. For at nå ud til de mere passive medlemmer af folkekirken skal der mere til. Vi skal skrue op for reklameblusset.
Det kan godt være, at landets menighedsråd set udefra har store budgetter at arbejde med, men hvad er det lige, budgetterne handler om? Langt størstedelen af budgetterne og arbejdsindsatsen i menighedsrådene går til at sikre den danske kulturarv. Vedligeholde bygninger, kirker, kirkegårde. Jeg har kigget 50 kirkeregnskaber igennem, og her er det tankevækkende, at kun tre procent af budgetterne bruges til kommunikation.
En markedsandel på 75 procent med et kommunikationsbudget på tre procent ligner en kommafejl. Men sådan er det, og det skyldes jo, at folkekirken ikke er en hvilken som helst forening, og at troen og loyaliteten er stor. Selv blandt de mange betalende medlemmer, der ikke ses i kirken. Men for at sikre, at alle medlemmerne modtager de tilbud og de henvendelser, de fortjener som medlemmer, og for at sikre, at medlemsprocenten også er 75 procent om 15 år, så skal budgetterne i højere grad bruges på meningsfuld kommunikation med medlemmerne end til asfaltering af parkeringspladser foran sognegårdene. Ingen styrkes i troen gennem en nyrenoveret indkørsel. Det er ordet, der tæller.
Claus Due er næstformand i Humlebæk Menighedsråd og management- og kommunikationsrådgiver.