Prøv avisen
Debat

Lærer: Stressede børn og asylsystemet er de vigtigste ting at diskutere på Folkemødet

”Når jeg i morgen stiller mig op foran den store scene, har jeg helt konkrete mål for, hvilke politiske kampe der er vigtige for mig at tage. På flere områder er vi på vej i den forkerte retning, når det gælder vores børn, skriver Maria Fromseier Kjærgaard, som er folkeskole lærer på Born holm. Her ses Sformand Mette Frederiksens partiledertale på Hovedscenen i Allinge til Folke mødet sidste år. – Foto: Ditte Lysgaard Holm/Ritzau Scanpix

Maria Fromseier Kjærgaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når vi ser på fremtidens samfund, er der ingen tvivl om, at børnene nok skal blive udsat for pres. Alt skal gå hurtigere, de skal vælge rigtigt første gang, og de skal så hurtigt som muligt igennem deres uddannelse. Men jeg ser ingen grund til, at vi allerede tidligt i folkeskolen skal presse børnene så meget, at de bliver stressede, skriver lærer og politiker for Socialdemokratiet

I morgen åbner den store scene på årets folkemøde. Det bliver godt nok ikke råbt ”Hva’ så, Roskilde?”, men vi er tæt på. Bornholm er så småt begyndt at summe af liv, og de sidste forberedelser er i gang. Forberedelser til fire dage fyldt med debat, aktiviteter, liv og godt humør.

Jeg selv har deltaget i Folkemødet, siden det første gang blev holdt, og har set og mærket den udvikling, der er sket. Som bornholmer er det lidt med en barndommens spænding, at man går ind i folkemødeugen. Jeg er en af dem, der er vokset op med Folkemødet som bornholmer, som lærer og som politiker.

Men Folkemødet er for mig også meget andet end en stor politisk fest. Det er også tidspunktet for at få sat en lang række politiske dagsordener og tidspunktet for at få taget diskussionerne om værdier og konkrete politiske tiltag.

Når jeg i morgen stiller mig op foran den store scene og venter på åbningen, har jeg helt konkrete mål for, hvilke værdier der for mig er vigtige på årets folkemøde. Hvilke politiske kampe der er vigtige for mig at tage. På flere områder er vi på vej i den forkerte retning, når det gælder vores børn – vores alle sammens fremtid.

Når jeg i min dagligdag som lærer endnu en gang skal præsentere eleverne for en national test, slukkes lyset i børnenes øjne. Jeg oplever, at vi presser børnene for hårdt. Jeg oplever stressede børn, som ikke kan leve op til deres egne forventninger i en test, og jeg oplever børn, der brænder sammen, der græder, og som får angstlignende adfærd.

Når vi ser på fremtidens samfund, er der ingen tvivl om, at børnene nok skal blive udsat for pres. Alt skal gå hurtigere, de skal vælge rigtigt første gang, og de skal så hurtigt som muligt igennem deres uddannelse. Men jeg ser ingen grund til, at vi allerede tidligt i folke skolen skal presse børnene så meget, at de bliver stressede.

I stedet skal vi lade de professionelle i folkeskolen selv afgøre, hvilke evalueringsredskaber de vil bruge, når de står over for lige præcis deres egen klasse. Det kan de professionelle godt håndtere.

Testkulturen er en samfundstendens, som jeg håber Folkemødet i år vil være med til at tage til debat. Det er ikke længe siden, debatten gik på stopprøver i børnehaveklassen i de områder, hvor der er mange børn fra socialt udsatte boligområder.

Testkulturen er blevet en mani, hvor man tror, at en test kan løse alle problemer. Men hvordan ville vi selv have det? Velkommen i børnehaveklassen – du er dumpet. Det er godt at sætte mere fokus på støtte og hjælp til de børn, der har en flersproget baggrund, men en stoptest kommer aldrig til at løse problemet. Børnene bliver gidsler i en integrationsdiskussion i stedet for at blive set som en kæmpe ressource i det danske samfund og i den danske folkeskole.

Ingen børn skal dumpes i børnehaveklassen. I stedet skal der indsættes støtte, så de børn, der har svært ved dansk, kan få den nødvendige hjælp. Og så skal børnehaveklassen også være det rum, hvor man lærer at gå i skole, og ikke et sted, hvor man bliver dumpet og smidt tilbage. Jeg vil ikke have en folkeskole, der stresser børn, eller tester dem for testens skyld.

Jeg vil have en folkeskole, der danner børn, bygger børn op og gør dem klar til resten af livet. En folkeskole, der styrker børnene fagligt og socialt, og en folkeskole, som er tryg for vores børn at være i.

Når jeg ud over at bekymre mig for testkulturen i Danmark ser mig om i det politiske Danmark, er der noget, der bekymrer mig. Med fuldstændig lukkede øjne har vi accepteret, at landets asylansøgere lever under fuldstændig kummerlige forhold. Børn og voksne bliver praktisk talt hegnet inde i et område med et asylcenter, går i et fuldstændig lukket system og må ikke engang lave mad.

De her mennesker er skæbner, som aldrig bliver set. Skæbner, vi fuldstændig bevidst lukker øjnene for.

På Bornholm har vi indtil nu gjort det hele på en ganske særlig måde. For her har asylbørnene gået i en ganske almindelig folkeskole fyldt med danske børn, som på legepladsen og på fodbold banen har løftet en kæmpe integrationsindsats ved bare at være børn sammen med andre børn. Nu bliver vores asylcenter lukket. Ikke fordi der er fred i verden, men fordi vi som samfund har lukket vores grænser.

Jeg ser børn, hvis lys i øjnene bliver slukket, hvor livet pludselig bliver lige meget, fordi systemet behandler dem som id-numre – som dyr – i stedet for at behandle dem som mennesker, der har brug for vores hjælp.

Jeg oplever fortvivlelse og usikkerhed, fordi vores asylansøgere bliver kastet rundt i et system, og i stedet for, at vi gør deres usikre tid i Danmark så god som muligt, så gør vi i stedet deres tid i Danmark så svær, at deres forsøg på at integrere sig og lære dansk er praktisk talt umulig.

Det kan føles tilfældigt, hvem der bliver udvist, og hvem der får lov til at blive, og for mig er der ingen tvivl om, at asylsystemet skal reformeres. For det system, vi har nu, er ikke for mennesker.

Børn, der er stressede, en testkultur, der ikke fremmer noget for vores fælles fremtid, og asylsystemet er noget af det, der i min hverdag bekymrer mig, og noget af det, jeg kommer til at have fokus på til årets folkemøde.

Der er nok at tage fat på. Nok at diskutere. På Folkemødet bliver der ikke taget nye beslutninger eller fastlagt ny politik. Men det er her, der igennem debat fødes nye idéer.

Maria Fromseier Kjærgaard er folkeskolelærer på Bornholm, udvalgsformand i Bornholms Regionskommune for Socialdemokratiet og semifinalist i debatkonkurrencen DM i debat.