Lærer og debattør om voldelige elever: Folkeskolen lider af magtforskrækkelse

Netop nu er der mange beretninger om eskalerende elevvold mod andre elever og mod lærere. Ifølge tidligere lærer og skoledebattør Niels Christian Sauer er årsagerne svækkede fællesskaber, lange skoledage, problemer med inklusion og folkeskolens frygt for at virke autoritær

”Jeg oplever, at der finder en forråelse af miljøet sted i folkeskolen. De nære relationer smuldrer, og det bliver vanskeligere at etablere et klassefællesskab med nogle fælles adfærdsnormer,” siger Niels Christian Sauer. – Foto: Andreas Beck/Ritzau Scanpix

I den seneste tid har der i medierne været en del artikler om vold begået af skoleelever mod andre elever eller lærere. På en enkelt skole i Esbjerg er der på et år indberettet 75 tilfælde af vold mod lærere, og fra en række skoler på blandt andet Nørrebro i København berettes om skoler med så mange utilpassede og voldelige elever, at forældre vælger at flytte deres børn til andre skoler. Hvorfor ser vi al denne vold?

Jeg oplever, at der finder en forråelse af miljøet sted i folkeskolen. De nære relationer smuldrer, og det bliver vanskeligere at etablere et klassefællesskab med nogle fælles adfærdsnormer. Vi har med skolereformen fået en markant længere skoledag. I indskolingen er man gået fra 20 til 30 timer om ugen. Når problemerne accelererer lige nu, kan det skyldes, at man kun kan bære et vist mål af frustration.

Samtidig er den traditionelle klasselærerfunktion afskaffet. I stedet har eleverne kontaktlærere, men der er ikke afsat tid til, at én lærer for alvor kommer til at kende klassen og arbejde med dens relationer. Desuden har vi i en årrække dyrket individet mere og mere med nationale test og individuel målstyring. Det sender et signal til den enkelte om, at fællesskabet kommer i anden række.

Men det er vel ikke dem, der er gode til at tage de nationale test og følge de personlige mål, volden udgår fra?

Nej, men hvis de elever, som har overskud, lærer, at de skal tænke på sig selv først, medvirker det til, at de, der er på randen af overhovedet at høre til, falder ud. Nogle reagerer indad ved at blive deprimerede og pjække fra skole, andre reagerer udad ved at blive aggressive og voldelige.

Er der ikke også bare elever, som ikke kan rummes af skolen, hvis de om og om igen begår vold mod lærere og kammerater?

Jo, der er en del af de elever, som man ikke må kalde inklusionsbørn, der fungerer så dårligt, at de reelt opgiver at gå i skole. Idéen om inklusion er i retorikken en flot hensigtserklæring om, at alle skal inkluderes for at få et bedre skoleliv. Desværre sker der ofte det stik modsatte. Vi ser de fromme hensigter om en inkluderende folkeskole smuldre for øjnene af os. Blandt andet fordi inklusion ikke er sat i verden for at spare penge. Hvis skolen skal kunne inkludere flere, kræver det ofte små klasser og nære relationer, men det er der ikke råd til.

Det er mit indtryk, at problemer med at håndhæve disciplin for at undgå vold er større i den danske skole end for eksempel den britiske. Hvorfor har vi problemer med det i den danske skole?

I alle andre skolesystemer end de skandinaviske er der en fortsat tro på, at hvis læreren skal kunne styre klassen, skal der en vis magtudøvelse til. Det er blandt andet derfor, eleverne skal tiltale læreren med hr. eller fru og efternavn. I Danmark har vi haft 100 års magtmisbrug fra skolens side frem til revselsesrettens afskaffelse i 1967. Det var godt, at vi fik lavet skolen om dengang, men der røg nok for meget autoritet ud med badevandet, og nu er vi i stedet havnet i en situation, hvor folkeskolen er blevet magtforskrækket. Derfor kan vi se skoleledere, der har forspist sig på inklusionsidéen og prædiker, at skolen bare skal være imødekommende og lyttende, uanset hvordan eleverne ter sig.

Hvorfor står den enkelte lærer alene med sine problemer med disciplin, når samarbejde ellers er et mantra i skolen?

Der er en udbredt holdning i skolekredse om, at det kun er svage og dårlige lærere, der har de problemer. Den holdning er direkte sundhedsfarlig. Min vurdering er, at findes to slags lærere. Dem, der har eller har haft et disciplinproblem, og dem, der lyver.

Min egen datter var ude som vikar i en 6.-klasse i Næstved og oplevede, at en elev pludselig gik midt i timen. Da hun spurgte, hvad det var for noget, fik hun svaret: ”Det rager ikke dig!”. Hvordan skal den enkelte lærer kunne styre en flok, der opfører sig sådan? Måske var det, fordi hun var vikar, men der er mange lærere, der må lægge ryg til udsagn som ”Dumme svin” eller ”Fede luder”.

Mangler folkeskolen en sanktionsmulighed over for de voldelige elever? Og hvad kunne det være?

Der er ingen, der forhindrer kommuner i at oprette specialskoler. Faktisk står der i skolelovens paragraf 3, at elever, som har særlige behov for det, har krav på specialpædagogisk støtte. Der står ikke noget om, at det kun gælder, hvis kommunen har råd til det.

Med skolereformen blev store dele af specialundervisningen nedlagt, fordi eleverne nu skulle rummes i almindelige klasser. Men det er kørt helt af sporet. Derfor ser man nu igen, at der oprettes flere specialklasser. Det er ekskluderende, men vi kan ikke forsvare alternativet.