”Hvor er de konservative henne i den kulturpolitiske debat?”. Spørgsmålet har vi i baglandet forsøgt at svare, så godt det kunne lade sig gøre i krydsfeltet mellem på den ene side fornuften i at bevare landet på borgerlige hænder, og på den anden side det nærmest umulige i at forklare fornuften i kulturministerens maniske besættelse af at kaste alle kulturens bolde op i luften ledsaget af meningsløse besparelser og useriøse omstruktureringer.
Vores usynlighed er dog på vej til at opløse sig, og derfor kan man på vor hjemmeside læse en frisk tekst, som jeg tillader mig at fremhæve med egne suppleringer, der forhåbentlig styrker forståelsen og genskaber respekten for, at vi fortsat er garanter for et kulturliv i Danmark, der passer arven, udvikler indholdet og forædler værdierne.
Især handler det om at respektere, bevare, forny og formidle den fælles kulturarv. Kulturarv forstås som historierne om, hvem vi er, og hvor vi står. Den handler om det, vi elsker, og det, vi længes efter, når tidsånden er på afveje. Kulturarven er vores fælles logbog og kompas, som er rundet af vores erfaringer med tidernes skiftende vilkår og udfordringer. Har man god kontakt til og forståelse for eget lands kulturarv, står man også bedre rustet til at forstå andres med de forskelle og ligheder, der er i en verden, som alt andet lige hænger sammen på godt og ondt.
Vi mener selvfølgelig stadigvæk, det er vigtigt, at flest mulige danskere har adgang til kunst og kultur. Det betyder, at blandt andet formidling, billetpriser, praktisk og digital adgang skal styrkes, så flest mulige vitterligt er flest mulige, der får adgang – også borgere, som er svage eller syge og derfor afskåret fra kulturens vitaminer.
Men vi er også kritiske i vurderingen af kulturens vilkår. Derfor foreslår vi, at der skabes bedre historisk indsigt. Den er nemlig en forudsætning for, at man som et moderne menneske kan agere i sin samtid. Det handler om, at man med en stærk historisk indsigt bliver klogere på dem, man møder i sin hverdag – hvad enten det handler om generationsskifteproblemer i landbruget eller at finde erhvervsmuligheder i forbindelse med det kommende venskabsår mellem Danmark og Tyskland. Fundamentet for historisk indsigt grundlægges i børnehaven og skolen. Det gælder naturligvis for den unge generation, men også som vigtig ”vedligeholdelsestræning” for forældre og bedsteforældre, der både er opdragere og kulturforbrugere.
Derfor skal folke- og musikskolelæreruddannelsen opkvalificeres til at spille sin gamle nøglerolle. Undervisernes værktøjskasse af kulturbegreber og forståelse af kunstarter skal beriges, så alle kulturaspekter integreres i flest mulige fag i folkeskolen. Musik skal inspirere til at lære de matematiske formler. Dans skal løsne forbehold over for kringlede regler i fysik, og billedkunst skal understøtte nysgerrigheden ved at studere naturens og biologiens liv og love.
Kulturministerens ønske om at smide kulturens virksomheder ud af velfærdsstaten ved hjælp af fastholdelse af omprioriteringsbidraget og brutale beskæringer af medieområdets vigtige public service-aktører har skabt usikre vilkår for kulturens virksomheder. Derfor vil vi afskaffe det forhadte omprioriteringsbidrag, som har smadret økonomien på landets museer og statslige kulturarvsinstitutioner. Derfor vil vi også arbejde for bedre og mere respektfuldt samarbejde med de selvejende museer som eksempelvis ARoS, Arken og Louisiana, samt de mange mindre – men vigtige – aktører rundtom i det kunst- og kulturhistoriske landskab.
”Vi er lige her!” – mere synlige og ikke alt for støvede af at have været stille i en periode. Sådan noget gør mig stolt af at være konservativ.
Pernille Weiss er folketingskandidat og kandidat til Europa-Parlamentet (K).