Prøv avisen
Debat

Psykolog: Børn trives bedst, når de ikke kun får, men også mangler

"Når forældre, der oplever problemer, får nye handlemuligheder og problemer mildnes og løses, begynder barnet at gengælde dem positivt, og det får dem til igen at føle kærlighed for det," skriver psykolog Lars Rasborg i et debatindlæg. Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

Lars Rasborg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Forældrekærligheden er ikke betingelsesløs, selvom det kan se sådan ud i relativt uproblematiske forhold mellem forældre og børn, skriver psykolog Lars Rasborg

Der er en udbredt forestilling om, at forældreskabet og familielivet er omgærdet af idyl. Her i avisen tog psykolog Johanne Schwensen et vigtigt skridt med sin kronik den 13. september, hvor hun gav sin personlige beretning om ikke at være fuldstændig forgabt i sit spædbarn, sådan som det ellers hedder sig, at man skal være.

Jævnligt bekræfter forældre dette for mig gennem fortællinger om, hvor svært det er for dem at føle kærlighed for deres barn og at vise det kærlighed, når det ikke gengælder, men hver dag volder dem store vanskeligheder og gør dem irriterede og vrede.

Forældrekærligheden er ikke betingelsesløs, selvom det kan se sådan ud i relativt uproblematiske forhold mellem forældre og børn. Jeg vil her skitsere nogle forhold, der piller ved idyllen og ambitionerne i forældreskabet.

Et barn trives bedst, når det ikke kun får, men også mangler. Når det veksler mellem at blive tilfredsstillet, falde til ro og være i alvorlig og glædesfuld aktivitet – og at blive frustreret, skrige og være uroligt. Nogle af barnets almindelige og sunde frustrationer skyldes indre ubalancer, som opstår, når det for eksempel er sultent. Andre kommer udefra – fra forældrene, som ikke altid er der straks og på den måde, som barnet har behov for eller ønsker. Som det for eksempel er tilfældet, når barnet skriger af sult, og der går et vist tidsrum, før forældrene er klar til at give det mad.

Det er godt, at det er skidt, før det bliver godt. For mens barnet venter på maden, mærker det for alvor sin sult. Måske oplever det, at hele verden vælter, som det kunne vises i en tegnefilm. Når barnet så endelig får mad, falder det til ro. Verden bygger sig op igen, som når tegnefilmen afspilles bagfra, og barnet får sine første erfaringer med at komme igennem vanskeligheder – og gøre det sammen. Det er fundamentalt for livet, som barnet har foran sig.

Nogle gange bare græder og græder barnet, selvom forældrene prøver både det ene og det andet. Forældrene får fornemmelsen af, at frustrationen er for stor for barnet. Verden er faldet sammen, og den lader sig tilsyneladende ikke bygge op igen.

Men på et tidspunkt holder barnet op med at græde. Forældrene fandt måske aldrig ud af, hvad der var galt. De kunne ikke være til hjælp. Måske led barnet, måske udsatte de det for et mikrosvigt. Men sandsynligvis var det en hjælp, at forældrene holdt ud og var sammen med barnet og fornemmede dets tilstand.

Det bedste er langt fra perfekt, kun tilstrækkelig godt, som børnelægen Donald Winnicott har formuleret det. De fleste voksne mennesker kender det formentlig fra sig selv: Den bedste hverdag er ikke fyldt af medgang, men veksler mellem medgang og modgang, mellem frustration og tilfredsstillelse. Det knytter stærke bånd i parforhold, venskaber og blandt kolleger at blive et problem for hinanden og at komme igennem vanskelighederne sammen.

Udfordringen for forældrene er at tage imod barnets udstrakte hånd. At vove at tro på, at de kan læne sig lidt tilbage og tage tingene, som de kommer, og se på barnets reaktioner, om det passer.

De fleste forældre har brug for at være væk fra barnet og foretage sig ting, som det ikke er en del af. Indimellem er de væk lidt for længe, og også det kan frustrere barnet og indebære mikrosvigt. Men også det kan barnet komme igennem.

Derudover har forældre, ligesom alle andre, nogle personlige skævheder, og det kan skabe selvtvivl: Bliver jeg en god forælder? Eller vil min depressive tilbøjelighed belaste og begrænse mit barn? Eller min utålmodighed, mit temperament, min konfliktskyhed?

Svaret er sandsynligvis et ja. Men i mange tilfælde er det muligt til en vis grad at udfordre sin skævhed, at overskride sig selv. Derudover er udfordringen at stå ved sin skævhed frem for skamfuldt af skjule den og tale til barnet om, hvordan den måske kan påvirke det.

Med årene bliver barnet derved mere bevidst om, hvad det er under indflydelse af, og det modvirker, at det for eksempel behøver at tage sin mors eller fars usikkerhed til sig, som var det en naturlov, at man skal nærme sig verden tøvende.

Endelig kan forældre i en del tilfælde skabe modvægt til egne skævheder ved at sørge for, at barnet også møder mennesker og kommer i miljøer, som ikke har de samme skævheder, men nogle andre.

Forældre kan ikke altid forudsige, hvordan de vil reagere på livsændringer, og blandt disse er det en af de helt store at få et barn. Ikke så sjældent oplever nyblevne forældre uforudsete følelsesmæssige reaktioner, som bestemt ikke er velkomne. For eksempel tristhed, lammende, depressive følelser, angst eller tab af frihed. Det er forskrækkende og strider desuden imod omgivelsernes forventninger om, at det er positivt at blive forældre.

De forhold, jeg her har fremhævet, piller ved idyllen og ambitionerne, som forældreskab og familieliv ofte er omgærdet af.

I bogen ”Gådefulde menneske” (2018) skriver jeg, at forældre ikke elsker deres barn, fordi de har udvalgt det blandt mange mulige, som en ven eller partner, men fordi det er deres. Barnet elsker heller ikke sine forældre som udvalgte blandt mange mulige, men fordi det var dem, der tog sig af det, og som det derfor i sin hjælpeløshed overgav sig til.

Barnets hjælpeløshed og forældrenes hjælp er således det, der knytter det første bånd. Båndet fremtræder som et kærlighedsbånd, men om det bliver det, afhænger blandt andet af, om forældrene, foruden en trang til at hjælpe barnet, også kan bære at frustrere det og fejle samt det, at de ikke nødvendigvis er forgabt i barnet, har visse skævheder og også har brug for at foretage sig ting, som barnet ikke er en del af.

Når forældre, der oplever problemer, får nye handlemuligheder, og problemer mildnes og løses, begynder barnet at gengælde dem positivt, og det får dem til igen at føle kærlighed for det. Men det fordrer, at forældrene kan bære den mere barske version af, hvad forældreskab vil sige, som jeg her har beskrevet, og at de ligesom barnet oplever, at de kan komme igennem noget svært sammen.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog.