Forsker: Sag om Jehovas Vidner handler ikke kun om tro

Ruslands forbud mod organisationen Jehovas Vidner er næppe bare religiøst begrundet, skriver Johan de Mylius, der er forsker og dr.phil

Når den fængslede dansker missionerede for Jehovas Vidner, var han i Ruslands øjne at anse for en agent for USA, skriver Johan de Mylius, der er forsker og dr.phil.
Når den fængslede dansker missionerede for Jehovas Vidner, var han i Ruslands øjne at anse for en agent for USA, skriver Johan de Mylius, der er forsker og dr.phil. Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix.

DET ER RETSSAGEN mod og fængselsdommen i Rusland til en dansker, som har missioneret for Jehovas Vidner, der har medført et heftigt fokus i danske medier, specielt TV 2, på dette trossamfund.

Men som altid, når gemytterne kommer op på de høje nagler, rodes der rundt i sagens egentlige substans. Handler dette her i bund og grund om trosfrihed? Hvis ja, så kan vi jo igen, igen bryste os af vores åbne og demokratiske samfund.

Men der er to ting, man bør have for øje:

For det første er Ruslands forbud mod organisationen Jehovas Vidner næppe bare religiøst begrundet. Under det, der siges, ligger – ligesom når det gælder Scientology, der også er forbudt i Rusland – at det er en amerikansk styret organisation. Hovedsædet og med det den øverste dømmende og finansielle myndighed for Jehovas Vidner befinder sig i New York. Når den fængslede dansker missionerede for Jehovas Vidner, var han i Ruslands øjne at anse for en agent for USA.

Dertil kommer, og det gælder også alle andre steder, hvor Jehovas Vidner har vundet indpas, at det er en organisa- tion, der udøver stærk social kontrol. Det er primært det, der er det kontroversielle. Ikke trossamfundet som sådant.

Kritikken i Danmark af Jehovas Vidner adskiller sig i bund og grund heller ikke fra kritikken af radikale muslimske samfund, hvor religiøs lovgivning overtrumfer den verdslige retstilstand. Det er parallelle myndigheder, der er problemet.

Og så er der naturligvis også spørgsmålene om lukkede, alternative samfund, om hemmeligholdelse og ikke mindst om pengestrømme ud af landet – i dette tilfælde til hovedkontoret i New York.

Det hele handler slet ikke kun om tro, heller ikke når det drejer sig om Ruslands ageren i sagen om Jehovas Vidner.

Johan de Mylius er forsker og dr.phil.