EN MOR AMMER, mens hun fører en samtale via sin mobiltelefon. En far mader sit barn, mens han læser mail på sin mobiltelefon. En mor putter sit barn i seng, mens hun sender sms’er. En far holder mobilen og fører barnevognen med en hånd. En mor taler i mobilen, mens barnet løber rundt på legepladsen.
Ja, disse mobiltelefoner eller smartphones, som de kaldes, er vitterlig smarte, idet de klistrer sig til brugerens krop i bogstavelig forstand, og fordi de fungerer som en ekstern disk på brugerens hjerne i overført forstand.
Derfor er det nærliggende at fokusere på disse apparater og spørge om, hvilken indflydelse de har på samspillet mellem barnet og forældrene.
Det er indlysende, at de ovenfor beskrevne velkendte multitask-aktiviteter, som også kan opstå i samspil med tv, pc, tablet eller andre skærme, er typiske eksempler på afbrydelser og forstyrrelser i de følsomme ansigt til ansigt-situationer, som under normale omstændigheder er med til at både stimulere barnets hjernemæssige udvikling og etablere tilknytningen mellem barnet og forældrene.
Dertil kommer den stigende stress hos den voksne, som står med flere opgaver samtidig.
Således kan elektronisk veludstyrede forældre udvikle adfærdstræk, som er mindre hensigtsmæssige, fordi de netop forhindrer eller afbryder eller forstyrrer kontakten til barnet, som for en tid mister den nære kontakt til den distraherede og uopmærksomme voksen.
Det lille barns reaktion i disse tilfælde er nøje beskrevet i det såkaldte still face experiment, hvor et spædbarn, som forgæves prøver at genetablere en afbrudt kontakt med moderen, trækker sig med et håbløst ansigtsudtryk, mens det vender blik og krop væk fra moderen. Men det barn, som kommer til skade, hjemme eller ude, på grund af omsorgspersonens uopmærksomhed under dennes beskæftigelse med mobiltelefonen, bør til gengæld kaste et vred blik mod den pågældende voksne.
Kan det tænkes, at når de ovenfor beskrevne kontaktmæssige kortslutninger præger relationerne mellem børn og deres forældre så meget, at de er med til at skabe de kontaktsøgende og adskillelsesangste børn og dermed de støjende, ukritiske, urolige og umættelige børn med forskellige diagnoser? Når de fleste af disse problembørn er drenge, skyldes det nok, at drenge modner sig langsommere både med hensyn til deres hjerne og personlighed.
Bør konklusionen ikke være et for bud mod smartphones i det lille barns ”rum”
Gideon Zlotnik er børnepsykiater, Hørsholm.