NÅR OPHIDSELSEN over episoden med den danske sang som en ung, blond pige har lagt sig, må det være på sin plads at kigge nærmere på selve teksten og dens definition af det at være dansk. Den har nemlig nogle særdeles problematiske sider.
Faktisk er det underligt, at folk, der kalder sig kristne, kan synge den sang.
Melodien er smuk, men sangteksten er et patetisk opbud af klichéer og beskrivelser af en danskhed, som vi for længst burde have henvist til skrotkammeret.
Billedet af den blonde pige som noget specielt nordisk var muligvis meget uskyldigt i 1924, da sangen blev skrevet, men siden er dette billede blevet besudlet på det forfærdeligste af nazisterne. De var helt vilde med den blonde pige som et symbol på den ariske race.
De var også begejstrede for ”hedenold”, det vil sige den hedenske oldtid, før kristendommen vandt indpas i Norden.
Sangen rummer også nogle stereotyper om det danske land, som for eksempel Sjællands ynde og Jyllands vælde og ”de tvende klange af blødt og hårdt”.
Påstanden om, at jyderne er mere hårde end sjællænderne, er noget romantisk sludder, men værre bliver det, når vi kommer til ordene om ”det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes, det flammer hedest i bjarkemål”.
Det bjarkemål, der henvises til, er et kvad fra den hedenske fortid, og sangen påstår kort sagt, at det egentligt danske, det, ”der inderst er os og vort”, kan findes i den tid, da man tilbad Odin og Thor, og da man brændte bål på de blodige altre, på hvilke man ofrede dyr og mennesker til guderne.
Hvordan kan vore dages danskere, hvoraf mange påstår, at de er noget så kristne, stå og synge en så utilsløret hyldest til en hedensk oldtid?
Man kan undskylde forfatteren Kai Hoffmann med, at han ikke kunne vide, hvilket forfærdeligt misbrug hans billedsprog senere kom ud for. Den samme uvidenhed bør vi andre ikke hengive os til.
Så drop den sang!
Egon Clausen er forfatter.