AMINAH I. TØNNSEN mener i Kristeligt Dagblad den 2. januar, at det er flabet, at jeg i forbindelse med lanceringen af min bog ”Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020” har udtalt, at man ikke kan forestille sig det danske mindretal i Sydslesvig uden Grænseforeningen.
Det er en ”hån mod de tusinder af danske sydslesvigere, der har kæmpet for retten til at være i deres hjemstavn, Sydslesvig. En kamp, der har krævet store ofre for alle involverede”, skriver Tønnsen, hvis far i øvrigt var lærer i Sydslesvig fra 1930’erne.
DET HAR NU IKKE været min hensigt at håne det danske mindretal i Sydslesvig. Min bog beskriver ret nøje, hvordan Grænseforeningen med sine indsamlede penge finansierede betydelige dele af det danske mindretalsarbejde syd for grænsen og efterhånden fik skubbet udgifterne over på politikerne på Christiansborg.
Sådan blev Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig til i 1921, både dengang og i dag en hjørnesten i kulturarbejdet i Sydslesvig.
Sådan fik mindretallet nogenlunde samtidig sit generalsekretariat i Flensborg – dengang en hjørnesten i det politiske arbejde.
Sådan blev den danske skole i Slesvig by til i 1931 og den danske skole i Tønning i 1935.
Alle disse institutioner blev oprettet og betalt af midler, som Grænseforeningens medlemmer over hele landet samlede ind på Dybbøldagen.
Efter Anden Verdenskrig blev Grænseforeningens direkte engagementer i Sydslesvig mangedoblet. I alt oprettede og drev organisationen henved 30 danske skoler. Da skolerne inklusive personale var væltet dygtigt over på finansloven i 1950’erne, kom turen til fritidshjemmene under Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger.
I ALT BLEV DET TIL 17 fritidshjem over hele Sydslesvig – institutioner, som Grænseforeningen sørgede for blev oprettet og dernæst skubbet over på finansloven. I 1970 satte Grænseforeningen kronen på værket med en folkegave, Ungdomskollegiet i Flensborg, som gjorde det muligt for danske sydslesvigere fra det sydlige Sydslesvig at besøge det eneste danske gymnasium, DuborgSkolen.
I hele fire år solgte Grænseforeningens 120.000 medlemmer lodsedler og Dybbølmærker for at virkeliggøre dette gigantiske projekt.
Aminah Inger Tønnsen må give mig ret i, at det er svært at forestille sig et dansk mindretal i Sydslesvig uden alle disse centrale institutioner med deres tilhørende huse og medarbejdere. Jeg håner ikke det danske mindretal i min bog.
De danske sydslesvigere havde det ikke nemt, hverken i 1920’erne, i 1930’erne eller i 1940’erne. De kæmpede selv, men de fik betydelig hjælp fra Grænseforeningen, og uden denne hjælp var de måske bukket under.
Jeg mener, at det ville være urimeligt – og vel egentlig også en hån – at ignorere dette i en bog, der fortæller historien om en af danmarkshistoriens største og mest indflydelsesrige græsrodsbevægelser.
Axel Johnsen er ph.d. i historie og afdelingschef ved Museum Sønderjylland og forfatter til bogen ”Grænsen, folket og staten. Grænseforeningens historie 1920-2020”.