Forfatteren Jonas Eika har udløst endnu en diskussion om dansk flygtningepolitik. Debattører har indtaget deres vante positioner og gentaget, hvad de har sagt mange, mange gange før, og det er ærgerligt, for det flytter opmærksomheden væk fra noget af det væsentligste i talen.
Det er nemlig værd at huske, at forargelsen over Jonas Eika ikke blot opstod på grund af det, han sagde, men fordi han ødelagde festen for toppolitikerne. Nu skulle de lige til at have det noget så hyggeligt, og så stod han der og var pinlig. Han burde have holdt en anden tale, burde han, og så kunne alle have klappet og uimodsagt brugt alle hånde fraser om kunstens, ytringsfrihedens og litteraturens store betydning. Fraser er det rette ord her. For vore ledende politikere mener jo ikke noget med deres rosende ord om kunstens værdi. Hvis de gjorde, ville de arbejde langt mere seriøst på at støtte dansk kunst og kultur, de ville fordoble kunststøtten, revidere biblioteksloven og læse bøger, men det gør de ikke. Det hele er bare pyntegrønt på deres talebobler, og de bliver fortørnede, når der pludselig står en forfatter foran dem og giver litteraturen betydning. For det er, hvad Jonas Eika gør.
Jeg har læst hans noveller, og de skildrer en verden, hvor alt, hvad vi kalder normalt, er gået i opløsning. Danske Bank er sunket i et hul i jorden. Der spekuleres i luftige pengestrømme uden grundlag i reelle værdier. Turismen fungerer på en bund af obskøniteter. Her er der virkelig tale om den faldne jord, og naturligvis kan man ikke forvente af en sådan forfatter, at han pludselig ifører sig en sproglig smoking og lader som ingenting, bare fordi han er sammen med politikere og kulturpinger. Når han får ordet, taler han ud fra den virkelighed af misbrug og bedrag, der har frembragt hans tekster, men han gør mere end det. Midt i dette mørke løfter han en drøm om et fællesskab i kærlighed, hvor vi skal udgøre ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie. Det står han på scenen og siger, om end med lidt andre ord, men det er, hvad han mener.
Han siger også, at han tror, at der i litteraturen ”findes en drøm om et sprog, der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog, der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme”.
Jeg synes, det er flot sagt, men jeg ved også, at andre mennesker har sat livet til, fordi de havde den slags drømme. Det taler de faktisk om i kirken hver søndag. Jeg forstår ikke, at folk, der kalder sig kristne, kan forarges over den mand.
Egon Clausen er forfatter.