DET SKER ikke sjældent, at teologer uden stort belæg påstår, at tidens mest fremherskende teologi er psykologiserende, blød og overfladisk, fordi den efter sigende ”kun” handler om at forkynde kærlighed og helst forbigår al tale om dom og frelse.
Senest skriver sognepræst Maria Louise Odgaard Møller i sin kronik her i avisen den 11. juni, at forkyndelsen i dag tilsyneladende nøjes med at tillægge Gud de egenskaber, ”folketroen” vægter højt: at Gud ser os, følger os og er med os alle dage indtil verdens ende.
At Jesus Kristus skulle gribe ind i vores liv som den, der frelser os fra fortabelse, vil hverken folketroen eller tidens teologi ifølge Maria Louise Odgaard Møller vide af.
Og konklusionen er for Maria Louise Odgaard Møller, at siden hverken folketroen eller de grundtvigske teologer længere tror på frelse (for nogen) og fortabelse (for andre), så giver dåben heller ikke længere mening i teologisk forstand.
Når Maria Louise Odgaard Møller kritiserer folketroens teologi for kun at være optaget af Gud som den rummelige skaber, præsenterer hun os for en sært firkantet teologi, der stiller tingene forstemmende uorganisk op.
Derudover rejser Maria Louise Odgaard Møllers ret forudsigelige indvending for mig at se spørgsmålet om, hvorvidt en verden, hvor kristendommens forkyndere og kirkens medlemmer ikke længere er voldsomt optaget af, hvem der bliver frelst og fortabt i det evige livs perspektiv, virkelig er på teologiske afveje.
Er det rigtigt, at den herskende teologiske tidsånd fornægter livets og Guds og troens alvor? Hænger troens alvor virkelig kun sammen med den forestilling, at vi mennesker pinedød skal være teologisk optagede af – ikke at vi har brug for frelse (for det har vi) – at ikke alle bliver frelst? Er det den Jesus Kristus, vi skal være optagede af? Og er det virkelig at gøre troen alvorlig for mennesker i 2019 at minde om, at alle de mennesker i verden, der ikke er kristne eller ikke er døbt, måske ikke bliver frelst fra evig fortabelse?
Jeg vil gerne anfægte, at begreberne frelse og fortabelse vedblivende skal være et altafgørende omdrejningspunkt for forkyndelsen.
Jeg er overbevist om, at troen og kristendommen kan være – og måske især igen blive – livsvigtig for mennesker, også selvom vi ikke er voldsomt optagede af Gud som den store skelsætter i efterlivet.
Ude blandt de såkaldt folketroende findes der til al held mange, der ikke går i den domsfælde, der klapper, hver gang ikke mindst rethaveriske teologer fristes til at gøre kristendommen til et spørgsmål om først og fremmest adskillelse af frelste og ikke-frelste. Som om det skulle være teologiens fornemste opgave at tænke over netop det spørgsmål.
Der er for mig at se langt alvorligere teologiske problemstillinger at tænke over i dag: at troen ofte mangler et udvidende sprog, at tro alt for let bliver reduceret til ”tro på”, at forandrede livsvilkår ofte fører til teologisk fordømmelse af tiden i stedet for til bevægelse af teologien, at Gud for mange er en påstand, at længslen efter Gud i dag også er en længsel efter en dom, som vi skal tage drønhamrende alvorligt.
DET ER AFGØRENDE VIGTIGT, at den overfladiske teologiske mainstreamkritik af nutidige menneskers forhold til Gud som værende useriøst, fordi frelse og fortabelse i gammelluthersk forstand ikke synes at betyde noget, bliver modsagt.
Troens alvor skal findes andre steder og mærkes i langt dybere lag i mennesket, end der, hvor nogen skal leve, og andre skal dø, for at Gud skal være en ”rigtig” Gud.
Den rigide optagethed af nogens frelse og andres fortabelse bør være en øjenåbner for, at det ikke bare er terapeutiserede mennesker, der tillægger Gud egenskaber, men også teologer, der tænker i adskillelse og modsætninger.
Både teologi og kirke har i disse år brug for, at troens alvor bliver vristet ud af de stivnede og fantasiløse forståelser af, hvad der er mest på spil i troens verden. Hvis Maria Louise Odgaard Møller har bare lidt ret i, at Gud i folketroen er den, der ”ser dig, følger dig, er med dig”, så kunne hun måske overveje, hvorfor netop det at blive set er så vigtigt for mange i dag.
Fra mine samtaler med troende ved jeg, at det at blive set af Gud i første runde lige præcis ikke handler om at blive klappet på skulderen og få at vide, at man er okay. At denne karikatur ofte fremføres, gør den ikke mere rigtig, og de gentagne nedvurderinger af folketroen kan desværre ofte dække over en manglende teologisk evne eller vilje til at se, hvad mennesker i dybeste livsalvor kæmper med i dag.
JEG TROR, AT MANGE AF OS BÆRER en stærk længsel efter at blive set, set rigtigt, dybt, gennemskuende og frem for alt vedvarende, af et blik, der hverken er de andres, den virtuelle virkeligheds eller vores eget i spejlet.
At blive set rigtigt er derfor ikke en lille, ualvorlig ting i teologisk sammenhæng. Det er noget helt grundlæggende. At blive set handler om at få lov til at blive gennemskuet, gennemlyst og dømt af en, der elsker os uforløjet. For mig er oplevelsen af dette blik et genuint udtryk for en endog meget voldsom guddommelig indgriben, og det giver mulighed for opstandelse, netop fordi dommen ikke er det samme som den fordømmelse, Maria Louise Odgaard Møller er så optaget af.
Jeg tror, at mange af os i dag har lettere ved at føle os forkastede og fordømte end taget ubegribeligt til nåde og elskede. Jeg tror, vi længes, ja, næsten skriger efter eller bliver syge af savn efter en Gud, der er større end den nogens frelser-Gud, som nogle teologer fortsat turer frem med. Og jeg håber virkelig, at Gud er mere uudgrundelig, end den Gud, Maria Louise Odgaard Møller vil gøre retfærdig målt med en menneskelig målestok.
Maria Louise Odgaard Møllers småtskårne teologi siger noget om, hvor svært det er for os alle at slippe vores egne forestillinger om, hvem Gud er og skal være for os. Hvad der her føres frem som gedigen teologi er for mig at se ikke andet end en form for kamufleret karmalov, der intet nyt venter fra Gud, kun fra mennesker.
Hvis der er en uskreven lov, der i disse år oplagt kunne tages frugtbart teologisk afsæt i, så er det netop karmaloven. Det er den lov, der kort fortalt fortæller os, at vi skaber verden selv, og at retfærdighed i denne verden slet og ret handler om karma: Vi får, hvad vi fortjener. Der er ingen nåde, ingen indgriben. Der er ingen Gud ud over den Gud, vi selv har skabt. Eller som det hedder i en folkelig frase: ”Det, vi sender ud, får vi tilbage.”
Karmaloven er en blanding af østlige tanker, nyliberal livsanskuelse, gudløshed og gerningsretfærdiggørelse på én frygtelig gang. Og vi lever alle under den lov, uanset om vi vil det eller ej. Vores børn og unge ved præcis, hvad karmaloven går ud på – bare spørg dem.
Karmaloven hersker på de sociale medier, den skriger i de daglige domme, og den dunker inde under diagnoserne. Den er ikke ny, den er lige så gammel som menneskeheden, og den viser sig hele tiden i nye former. Jøderne kendte den, Jesus kendte den, Luther kendte den. Maria Louise Odgaard Møllers kronik viser, at den desværre også findes i en raffineret teologisk version.
Fordi karmaloven er så menneskelig, er den langt lettere at forkynde, end en nådig Gud. Karmatanken kender enhver fra sit eget liv, nåden fatter ingen. Men netop derfor er teologien nødt til at vriste sig ud af sin gammeldogmatiske fiksering på frelse- og fortabelsesspørgsmålet og få øje på det, der virkelig brænder: at mennesker, nu som før, lever og lider under karmaloven, og derfor stadig har brug for Gud.
Iben Krogsdal er ph.d., forfatter og salmedigter.