Sognepræst: Politikere trasker rundt i sexisme-sager. Der findes faktisk rigtige krænkelser

Det virker efterhånden fuldstændig grotesk, at man skal se på, hvordan diverse højtuddannede middelklassekvinder koketterer med at være ”seksuelt krænkede”

Rigtige kvinder, børn og mænd bliver gruppevoldtaget, misbrugt, bedøvet og molesteret, tvunget til regulære fornedrelser og slået halvt ihjel i processen. Det er rigtige krænkelser.
Rigtige kvinder, børn og mænd bliver gruppevoldtaget, misbrugt, bedøvet og molesteret, tvunget til regulære fornedrelser og slået halvt ihjel i processen. Det er rigtige krænkelser.

Nu kan det simpelthen være nok.

Når man selv er offer for en rigtig seksualforbrydelse, så virker det ærligt talt efterhånden fuldstændig grotesk, at man skal sidde og se på, hvordan diverse højtuddannede, velbeslåede middelklassekvinder i disse dage koketterer med at være ”seksuelt krænkede” over noget, man aldrig – hvis man ellers er ved sine fulde fem – kan kalde for andet og mere end upassende tilnærmelser. Tag nu bare folketingsmedlem Katrine Robsøe (R), der i stort opsatte artikler i dagbladene og senest i et omfattende Facebook-opslag ”står frem”, som det dramatisk hedder, og hævder, at hun i 2015 blev ”seksuelt krænket” af nu tidligere politisk leder Morten Østergaard (R).

Det radikale folketingsmedlem Katrine Robsøe (R), som oplyser, at hun i 2015 blev "seksuelt krænket" af nu tidligere politisk leder Morten Østergaard (R), har delt flere billeder med hende og Morten Østergaard, som hun blandt andet beskriver som "yndig" og "dejlig"

Men et billede på Facebook viser selvsamme Robsøe i en kælen omfavnelse med ”gerningsmanden” – billedet er blot et af de mange, mange billeder, som hun selv har taget af de to på bilture, med caffe latte-hygge, dele-lakridser og så videre, og delt på sociale medier. Hver gang i tætte omfavnelser. Med stjålne blikke. Og vel at mærke taget efter at de ubærlige seksuelle krænkelser skulle have fundet sted.

I mellemtiden bliver rigtige kvinder og børn og mænd gruppevoldtaget, misbrugt, bedøvet og molesteret, tvunget til regulære fornedrelser og slået halvt ihjel i processen. Dét er seksuelle krænkelser. Og der er faktisk forskel på dét – skulle jeg hilse og sige – og så en småberuset mands hånd på et lår.

Kristian Ditlev Jensen er forfatter og sognepræst i Skagen.