Forfatter svarer på kritik: Før eller senere kommer etnicitet til at handle om biologisk nedstamning

Snarere end kærlighed til fædrelandet bliver biologi igen etnicitetmarkør, skriver historiker og forfatter Michael Böss

Michael Böss er samfundsforsker, historiker og forfatter til bogen "Nationalitet", der har været omtalt her i Kristeligt Dagblad.
Michael Böss er samfundsforsker, historiker og forfatter til bogen "Nationalitet", der har været omtalt her i Kristeligt Dagblad. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

I sin i øvrigt rosende anmeldelse af min lille bog ”Nationalitet” den 22. oktober giver ph.d. Christian Egander Skov den et lille minus for, at jeg ”slipper lidt for nemt omkring den vanskelige debat om forholdet mellem det etniske og det nationale”. For, som han fortsætter, ”selvom det nationale overskrider det etniske, så har det nationale i mange tilfælde en klar etnisk dimension eller etniske rødder”. Det skyldes, at ”de moderne nationale identiteter, der bygger på forestillingen om folkesuverænitet, er typisk vokset ud af etniske identiteter”.

Den kritik vil jeg gerne forholde mig til, da den er meget vigtig for den aktuelle debat om, hvad det vil sige at være dansker. Debatten er så meget mere vigtig at tage, fordi der i dag findes et politisk parti, Stram Kurs, der hævder at forsvare en ”etnisk nationalisme”.

Det er korrekt, som Skov skriver, at det nuværende Europas nationale identiteter og forestillingen om folkesuverænitet historisk set har rødder i middelalderens etniske grupper. Det skriver jeg også i bogen: ”De fleste nutidige stater bygger (...) på et etnisk flertal, som har præget det nationale samfunds værdier og offentlige kultur.” Men samtidig gør jeg opmærksom på, at etnicitet ikke er noget klart og præcist begreb.

I begrebet ligger, at der er tale om en gruppe med fælles nedstamning og en høj grad af kulturel homogenitet. Men den antropologiske forskning viser, at grænserne mellem etniske grupper til alle tider og i alle samfund ud over verden, hvor vigtige de end er, er ustabile og langtfra altid markerer en opdeling mellem folkegrupper med store kulturelle forskelle. Et aktuelt eksempel til at illustrere det med, er det ”britisk-protestantiske” Nordirland. Her har man netop afskaffet et abortforbud, som var lige så strengt som det, man for et par år siden afskaffede i det ”katolsk-protestantiske” Irland. I spørgsmål om sociale værdier har nordirske protestanter altid udvist stor lighed med deres katolske medborgere, selvom de har hver deres etnicitet. Den vigtigste forskel mellem dem, er, at de identificerer sig med hver deres stat, henholdsvis Storbritannien og Republikken Irland.

Etniske grupper er også mere sammensatte og mindre homogene, end det ofte påstås. Når vi i Danmark taler om ”etniske danskere” er det misvisende, fordi der blandt os danskere findes efterkommere af længst assimilerede indvandrere fra Holland, Frankrig, Polen og Tyskland, sådan som vores mangeartede efternavne vidner om. Og hvad med de slesvigske/sønderjyske etniciteter? Selv stammer jeg på fædrene side fra Sønderjylland, og længere tilbage bar de et efternavn, som ikke havde nogen klar etnisk oprindelse: Christensen Bøss. Efter indlemmelsen af Slesvig i Preussen i 1864 valgte den ældste søn at overtage sine svigerforældres gård i Ørsted ved Randers. Han valgte altså at blive borger i den danske stat.

I hertugdømmerne var etnicitet aldrig noget entydigt. I takt med den danske helstats opløsning og skabelsen af nationalstater var det ikke så meget et spørgsmål om etnicitet, som om hvilken stat den enkelte følte sig mest forbundet med, der blev afgørende. Nationaliteten blev for mange vigtigere end etniciteten. Men naturligvis var de forbundet. En tysktalende sønderjyde kunne opfatte sig som dansker og i 1920 stemme sig ”hjem” til Danmark.

Nationalitet blev altså på et tidspunkt vigtigere i Europa end etnicitet, også selvom staterne i udgangspunkt hvilede på etniske flertal. Forskellen mellem nationalitet og etnicitet er nemlig forholdet til staten: en nation kræver en stat. Men staten skaber også en nation. Det gør den ved at give sine borgere statsborgerskab, skabe nationale myndigheder og institutioner som skoler, museer og nationalparker. Og desuden ved at pleje det liberale demokrati og retsstaten. Derved har den ofte held med at gøre etniske mindretal nationale. For det nationale er en ”paraply”, der kan rumme flere etniske grupper, mens det er langt, langt sværere for en stat at rumme mere end en nation. Tænk bare på Spanien og Catalonien eller på Canada og Quebec.

Forskellen mellem etnicitet og nationalitet er ikke en subtil ”akademisk” forskel, men en skelnen, der er uhyre vigtig for vores fremtid som dansk nation. For mig selv handler min nationalitet om mit forhold til den danske stat og dens historie samt de mennesker, jeg deler den med. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg er blodsbeslægtet med vikingerne. Men det forhindrer mig ikke i at se dem som en del af en national fortælling, jeg forbinder mig med.

Før eller senere kommer etnicitet til at handle om biologisk nedstamning og genetik snarere end om kærlighed til fædrelandet og solidaritet med dem, man deler det med. Derfor opfatter jeg mig ikke som ”etnisk dansker”, men blot som ”dansker”.

Michael Böss er forfatter og tidligere lektor ved Aarhus Universitet.