DEBATINDLÆG ER efter min mening kedelige, hvis de er for personlige; så jeg undskylder over for læseren dette indlægs personlige karakter, men når man bliver udsat for et stort opsat personangreb er det svært at være andet end personlig.
Jeg vil gerne sige tak til Marianne Stidsen for i Kristeligt Dagblad i går omsider at komme med et direkte angreb på mig i stedet for blot at antyde det i forskellige debatindlæg. Jeg er hende faktisk også taknemmelig for en anden ting, som jeg forsøgte at sige direkte til hende ved en privat sammenkomst i sommer; men måske har jeg allerede dengang irriteret hende så meget, at hun ikke hørte det.
Det er fuldstændig rigtigt, at jeg ansøgte rektorstillingen, hvor Jeppe Brixvold fik den, og det er også fuldstændig rigtigt, at jeg blev vred og ærgerlig over bestyrelsens valg (Marianne Stidsen var, som hun også selv skriver, medlem af bestyrelsen) dengang. Jeg har været både elev og lærer på Forfatterskolen og har en del af de erfaringer, Marianne Stidsen bedyrer, at hun ikke har; og de erfaringer dannede grundlag for min utilfredshed.
MEN EFTER mit afslag skete der to ting. For det første sagde bestyrelsesformanden til mig, at man aldrig skal bedømme folk på deres fortid, men kun på deres nutid, og det syntes jeg var så smukt og rigtigt, at jeg trak min vrede til mig. Det andet, der skete, var, at jeg, da jeg var til ansættelsessamtale, var så godt som færdig med min nye roman – mente jeg. Men dagen efter afslaget havde jeg et møde med min redaktør, Sune, som var meget uenig i, at jeg var færdig, og havde en lang og herlig liste med ting, han syntes jeg skulle arbejde videre med i min bog. Så jeg var godt nok glad for ikke pludselig at stå med et fuldtidsarbejde og et stort administrativt ansvar for en skole, men i stedet at kunne sidde og skrive til og skrive fra, skære scener til, gøre personer mere tydelige og levende.
Jeg er overbevist om, at de fem måneders koncentreret arbejde, jeg lagde i en bog, jeg egentlig troede var færdig, var afgørende for den succes, ”Folkets skønhed” fik; og jeg er derfor bestyrelsen og Marianne Stidsen dybt taknemmelig for at vrage mig og for at gøre den gamle talemåde om, at når der lukkes et vindue, åbner der sig et nyt, sand.
I mit indlæg om Forfatterskolen fra i lørdags, som Stidsen svarer på, skriver jeg, at jeg nok aldrig søger stillingen igen; og Marianne Stidsen bruger dette ”nok” som benzin på sit konspirationsteori-bål om, at jeg personligt har fået Jeppe Brixvold fyret for selv at få stillingen.
Jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at jeg skrev under på brevet til bestyrelsen. Hvad Marianne Stidsen ikke ved, er, at jeg mente, det brev burde være offentligt fra starten, for jeg så ingen grund til hemmelighedskræmmeri, jeg ville og vil gerne stå ved min bekymring for skolen. Men det blev der af andre argumenteret meget overbevisende imod, og jeg har respekteret den holdning. At bestyrelsen så fyrer Brixvold, er ikke mit ansvar; men jeg er dybt forbløffet over, at den generelle holdning om, at den sidste, der har noget at gøre med den fyring, er Jeppe Brixvold selv. Både Marianne Stidsen og adskillige journalister vil også gerne provokere mig til at udtale mig om, hvad jeg ved om sagen; men jeg er ikke interesseret i en personsag, kun i skolen, og lader mig ikke provokere. Dette sidste sagt med lidt stolthed, for jeg er normalt nem at provokere, men jeg synes, at personalesager skal ordnes internt, og er tilfreds med den whistleblowerordning, der er oprettet, og ønsker ikke andet.
MEN SÅ VAR DER det lille ”nok”. Jeg undskylder, hvis det skaber forvirring, men det ”nok” er en slags livsmotto for mig. For åh; når jeg ser tilbage, hvor kålhøgen jeg har været i mit liv. Der stod jeg som 18-årig aktivist over for min søster, der havde to små børn, og foragtede hendes opvaskemaskine, fordi den var småborgerlig og dårlig for miljøet; men 10 år efter kyssede jeg min egen første opvaskemaskine velkommen. Jeg skulle i hvert fald aldrig skilles, sagde jeg i mange år; vores forhold var ligesom af en anden kategori, sagde jeg; men i dag giver min eksmand og jeg hinanden highfive på vores skilsmisse og er begge lykkeligere. Jeg skulle heller aldrig have hund, aldrig, aldrig; men Kristeligt Dagblads faste læsere ved, hvordan det er gået! Så derfor dette ”nok”. Jeg kan love Marianne Stidsen og andre interesserede, at jeg ikke er interesseret i stillingen som rektor for Forfatterskolen, jeg vil hellere skrive mine bøger. Men jeg tør simpelthen ikke afvise, at jeg kan have en anden mening om 15 eller 20 år, for jeg elsker at undervise unge forfattere og især, som Kristian Leth også skriver om i et Facebook-opslag, at dele den proces med eleverne, det er pludselig at lære at læse sine egne tekster med et ydre kritisk blik.
Der er faktisk ingen konspiration. Det er heller ikke en kønskamp, som Marianne Stidsen gerne ser. Der er i stedet en problematik omkring, hvordan man leder en kunstskole, og der er jeg uenig, når Jeppe Brixvold skriver, at han mener, at lærere, rektor og elever altid er ligeværdige. Det mener jeg er at være naiv i forhold til den magt, institutionen indstifter. Til gengæld håber jeg, at Jeppe Brixvold, som han også selv har udtrykt ønske om, vil få den samme oplevelse som mig, nemlig at det er en fantastisk oplevelse, at omverdenen fritager en for nogle forpligtelser, man havde eller troede man skulle have – og i stedet kan koncentrere sig om at skrive sin roman færdig, så læserne igen kan kende Jeppe som forfatter og ikke blot som rektor.
Mens vi venter på det, vil jeg foreslå, at læserne printer navnene ud på de seneste mange års forfatterskoleelever og går på biblioteket og låner deres bøger – der er nemlig mange gode ting at hente.
Merete Pryds Helle er forfatter.