Indledningsvis vil jeg takke sognepræst Mads J. Jakobsen og biskop Marianne Christiansen for i efteråret at have sat gang i en debat, som jeg har ventet på i 10 år, og som mine kolleger ved tidsskriftet Origo har ventet på i hen ved 30 år.
Som fortaler for intelligent design er jeg uenig med biskoppen, men kan dårligt skælde ud på hende, idet hun blot har den holdning, jeg selv havde, før jeg for cirka 12 år siden blev rokket i min stensikre tro på evolutionsteorien.
Da jeg i sin tid stødte ind i argumenter imod Darwins teori, fremsat af forskere, som støtter intelligent design-hypotesen, begyndte jeg at debattere med evolutionsfortalere på internettet. Jeg var overbevist evolutionist, jeg kom fra samme position som de, men jeg var blevet i tvivl om, hvorvidt teorien var så velfunderet som først antaget.
Da jeg nu begyndte at stille mig kritisk overfor dele af teorien, skete der det for mig forbavsende, at både jeg selv og de forskere, jeg refererede til, blev beskyldt for at være kreationister. Som agnostiker var det en mærkværdig oplevelse at skulle skydes religiøse motiver i skoene, fordi jeg tillod mig at betvivle en videnskabelig teori.
Der var imidlertid et klart mønster i mine debatter med evolutionister: beskyldningen om kreationisme blev altid bragt i spil, når de løb tør for videnskabelige argumenter. Jeg syntes, det var mistænkeligt, at jeg blev afvist med en beskyldning om kreationisme, når jeg for eksempel påpegede det faktum, at ingen kendt naturlig proces kan producere de specifikke informationsbærende basesekvenser i DNA – et fuldstændigt åbenlyst videnskabeligt problem for evolutionsteorien.
Dengang var jeg ikke-troende og havde aldrig mødt en kreationist, og jeg havde kun en svag anelse om, at kreationisme havde noget med biblen at gøre. Det blev dog efterhånden klart for mig, at mine debatmodstanderes brug af ordet kreationist var tænkt som en degraderende betegnelse, på samme måde som ordet ”Jude” har været brugt i 1930’ernes Tyskland, eller ”the n-word” i USA’s sydstater. Betvivler man evolutionen, er man kreationist og dermed utroværdig og en smule dum! (og måske endda ligefrem farlig) er det signal, de tilsyneladende ønsker at formidle.
Evolutionstilhængeres brug af ordet kreationisme må derfor ikke forveksles med ordets egentlige betydning, nemlig troen på skabelse. Alle, der tror på en skabende Gud, kan defineres som kreationister – selv tilhængere af teistisk evolution er kreationister i ordets egentlige betydning. Richard Dawkins’ og andre evolutionsfortaleres brug af ordet som nedladende betegnelse for en person, der ikke tror på evolution, og som derfor ikke er for kvik, er mestendels forstyrrende for en debat, som udelukkende burde baseres på videnskabelige argumenter.
I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. november 2018 advarede Hans Henrik Hjermitslev flittigt imod kreationisme, som åbenbart er noget vældig farligt, der ligesom rabies kan brede sig og få frygtelige konsekvenser for vort samfund og demokrati. Modstandere af intelligent design har hensigtsmæssigt lagt intelligent design ind under kategorien kreationisme, fordi man så ikke behøver forholde sig til de videnskabelige argumenter imod evolutionsteorien, som intelligent design fremlægger. Hjermitslev skriver i sin kronik fra 6. november, at jeg i min bog Exit Evolution promoverer kreationisme, men hvis Hjermitslev havde læst min bog, ville han vide, at jeg promoverer den videnskabelige hypotese intelligent design, som hævder, at visse egenskaber ved levende organismer bedst forklares med intelligens som kausalitet.
Jeg arbejder sammen med intelligent design-forskere fra hele verden, blandt andet den tyske palæontolog Günter Bechly, den tyske mutationsgenetiker Wolf-Ekkehard Lönnig og biokemikerne Matti Leisola og Ann Gauger fra henholdsvis Finland og USA, samt en række danske biologer. Hverken de eller andre intelligent design-forskere blander biblen ind i deres argumentation imod evolutionsteorien, og som formidler af disse forskeres viden holder jeg mig i min bog ligeledes strengt til de videnskabelige facts. Intelligent design forholder sig kun til empiri, og benytter i sin argumentation den samme metode som evolutionsteorien, nemlig den, som på engelsk kaldes ”inference to the best explanation” (på dansk, ”følgeslutning til den bedste forklaring”) – en metode, som anvendes på teorier, som ikke kan verificeres eller falsificeres gennem eksperimenter.
Er det, som intelligent design-forskerne beskæftiger sig med, kreationisme? Nej, naturligvis ikke, idet man hverken kan bevise Guds eksistens eller Bibelens validitet i et laboratorium. Man kan imidlertid påvise evidens for design, og man kan i høj grad påvise, at mekanismen tilfældig mutation og naturlig udvælgelse er håbløs som forklaring på de ikke-reducerbare molekylære maskiner i cellen, den digitale kode i DNA og som kausal forklaring på den nye genetiske information, som løbende skal genereres for at udvikle organismer fra simple til komplekse, sådan som evolutionsteorien hævder.
Om vi, der promoverer intelligent design eller blot tvivler på evolutionsteorien, kan betegnes som kreationister, er i øvrigt ligegyldigt; det, der er vigtigt, er, om vores argumenter holder vand.
Jeg selv er modstander af kreationisme, hvis vi definerer kreationisme som forsøget på at bevise en bestemt bibelfortolkning med naturvidenskabelige argumenter. Intelligent design kan bruges, som jeg selv gør, i apologetisk øjemed som evidens for skabelse. Ligesom Richard Dawkins bruger evolutionsteorien i sin ateistiske apologetik, kan kristne bruge intelligent design i deres forsvar for troen på skabelse. At definere al videnskabelig kritik af evolution som kreationisme har ingen sandhedssøgende mennesker gavn af.
Jeg kan tilføje, at den måske mest vidende danske intelligent design-fortaler, Leif Asmark, bekender sig til en af østens religioner, hvilket til fulde beviser, at intelligent design ikke er bibelsk kreationisme.
Evolution er en videnskabelig teori og kan og bør som sådan udfordres; det er hele idéen med videnskabelig entreprise. Det er værd at huske på, at en ting som ”settled science” (afgjort videnskab) ikke eksisterer, og det er derfor helt på sin plads, at præster ligesom alle andre kan sætte spørgsmålstegn ved evolutionsteorien – en teori, som apropos er i så akut krise, at 300 ledende biologer med særlig interesse i evolution i 2016 mødtes til konference i Royal Society i London for at diskutere teoriens fremtid. Selvom intelligent design-forskere var udelukket fra deltagelse, var det præcis de problemer, som intelligent design påpeger, der blev diskuteret på konferencen. Det skal i øvrigt bemærkes, at en uofficiel rundspørge viste at 10 procent af deltagerne på konferencen var positive overfor intelligent design.
Biskop Marianne Christiansen er ikke skurken i sagen med den sønderjyske præst. Hun og teologer, der støtter hende, baserer deres kritik på den misforståelse, at evolutionsteorien er et uimodsigeligt faktum, og agerer på den måde blot i overensstemmelse med, hvad vi alle har lært.
Den virkelige skurk er den ensidige fremstilling af evolution, som danskere møder i skolen og i medierne, hvor alle videnskabelige argumenter imod teorien udelades, så teorien kommer til at fremstå som et faktum, og ikke som det den reelt er, en teori, der ikke er understøttet af de empiriske data. Jeg vil hermed gerne efterlyse en åben og saglig debat om evolutionsteorien og så inderligt bede om, at teorien får lov til at blive belyst fra begge sider.
Karsten Pultz er komponist og forfatter til bogen ”Exit Evolution”.