Fredag den 3. maj udkom et nyt seksualundervisningsmateriale til indskoling og mellemtrin ved navn ”Jeg er køn”. Som medforfatter på materialet havde jeg længe set frem til udgivelsen og de reaktioner, det vil afføde.
Derfor var jeg naturligvis ked af at læse, at Sex & Samfund, der leverer størstedelen af det nuværende seksualundervisningsmateriale til folkeskolen, mente, at materialet var problematisk. Lene Stavngaard, Sex & Samfunds nationale chef, udtalte til Kristeligt Dagblad:
”Det går igen i hele materialet, at de har et meget tolerancepræget sprog i forhold til tidligere tiders fordømmelse af seksuelle minoriteter. Men i virkeligheden er fordømmelsen der stadig. Den er bare gemt bag en foregivet tolerance. Den underliggende tone er stadig, at der er rigtigt og forkert i forhold til køn og seksualitet.”
For mig viser udtalelser som denne blot, hvor tiltrængt materialet er: For hvis man ikke må tale om ”rigtigt og forkert” i forhold til seksualitet, hvordan skal vi så lære børn, at sex kræver samtykke, forsigtighed og ansvar? Skal vi ikke lære drenge, at det er ”forkert” at behandle en piges krop som et objekt? Eller at det er ”rigtigt” at lade være med at gå i seng med én, man på forhånd ved, man kommer til at såre, når man smutter dagen efter, selvom personen har følelser for én?
Jeg synes vores tid og de mange krænkelsessager, der er kommet for dagen, har vist definitivt, at begreber som ”rigtigt og forkert” netop har manglet i den seksualmoralske opdragelse.
Lene Stavngaard indvender også, at vi ”behændigt undgår at nævne intersex, som udfordrer den biologiske mand/kvinde-dikotomi”.
Ifølge Intersex Society of North America drejer det sig imidlertid om højst én ud af 1500 barnefødsler, hvor man skal tilkalde en specialist for at bestemme barnets køn. I mine øjne virker det noget overflødigt at inddrage dette i et materiale rettet til de mindste klasser i grundskolen.
Imidlertid vil jeg også udfordre, at interkønnethed skulle repræsentere et tredje køn.
For det første er interkøn ikke en tredje type reproduktiv funktion, men netop et mellemkøn, hvor de ydre kønsorganer ikke nødvendigvis stemmer overens med de sekundære kønskarakteristika, eller hvor man har en underudviklet variant af begge kønsorganer.
For det andet rejser det meget lille antal af interkønnede et spørgsmål om, om ikke en interkønstilstand snarere må regnes som en genetisk variant, der forårsager en afvigende biologisk kønsudvikling end som et selvstændigt køn.
Dette er ikke at sige, at interkønspersoner er mindre værd eller er dårligt egnede som romantiske partnere. Det betyder blot, at det ikke giver mening at anse interkøn for et tredje køn på lige fod med mand og kvinde.
Spørgsmålet om køn og identitet er en af vores tids vanskeligste debatter, som der er brug for, at vi tager i største ydmyghed over for de mennesker, der kæmper med kønsidentiteten. I vores materiale ønsker vi ikke at udskamme nogen eller efterlade nogle med en følelse af at være forkerte. Vi er dog overbeviste om, at det er bedst for menneskers trivsel, hvis man kan komme til at føle sig tilpas i sit biologiske fødekøn, og at der er plads til at være sit eget unikke jeg netop som den mand eller kvinde, man er.
Og når Sex & Samfund ovenikøbet medgiver, at vi formår at formidle dette i et tolerant sprog, vover jeg at tro, at projektet faktisk er lykkedes.
Jacob Munk er stud.theol. og medforfatter til ”Jeg er køn”.