Prøv avisen
Debat

Forfatterskoleballade: Uvederhæftigt, at Merete Pryds Helle fortier sin egen rolle

I stedet for at se sagen som udtryk for en plumrådden skole på sammenbruddets rand, har jeg forsøgt at se balladen om Forfatterskolen som i langt højere grad udtryk for en flok tidstypiske, populistiske pressionsmageres utilfredshed med ansættelsen af en mand frem for en kvinde i rektorstillingen for tre år siden, skriver lektor Marianne Stidsen.

Marianne Stidsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Merete Pryds Helle forsøger tydeligvis – som så mange andre i øjeblikket – at glide af på det, der er sagens kerne, nemlig fyringen af Jeppe Brixvold på grund af rygter og sladder, som hun endda selv i høj grad har været med til at igangsætte, skriver Marianne Stidsen, der er lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet

DET ER uvederhæftigt, når forfatter Merete Pryds Helle i sin klumme om Forfatterskolen her i avisen i lørdags undlader at fortælle Kristeligt Dagblads læsere, at hun ikke alene har været medunderskriver af, men efter alt at dømme også primus motor bag det brev med løse rygter og diffuse anklager, som blev sendt til skolens bestyrelse for nogle uger siden, og som førte til fyringen af Forfatterskolens rektor, Jeppe Brixvold, for to uger siden.

Merete Pryds Helle forsøger tydeligvis – som så mange andre i øjeblikket – at glide af på det, der er sagens kerne, nemlig fyringen af Jeppe Brixvold på grund af rygter og sladder, som hun endda selv i høj grad har været med til at igangsætte.

Men det ændrer ikke ved, at det er dét, der er det foreløbigt mest skandaløse og gruopvækkende ved denne sag omkring Forfatterskolen.

DESTO MERE MISTÆNKELIG forekommer manøvren, når Merete Pryds Helle til slut i klummen skriver, at hun for en ordens skyld vil nævne, at hun selv i sin tid søgte den rektorstilling, Jeppe Brixvold endte med at få, men at hun ”nok” ikke vil søge den stilling igen.

For det første: Det er svært at se, hvad avisens læsere – eller andre for den sags skyld – skal bruge den oplysning til. Enten har hun tænkt sig det, eller også har hun ikke. Hvad skal hun med dette ”nok”, hvis ikke at dække sig ind for det tilfælde, at hun alligevel søger stillingen, når den bliver slået op? Eller endnu mere lusket: stillingen, som den ser ud i hendes egne amerikansk inspirerede creative writing -fremtidsdrømme?

For det andet: Hvorfor overhovedet give den oplysning, når hun ikke vil stå ved den nok så relevante oplysning, at hun selv har været en af de drivende kræfter i den rygtekampagne, der nu har ført til fyring af hendes konkurrent?

I ET PAR INDLÆG i Politiken de forgangne uger har jeg diskuteret forfatterskolesagen som et eksempel på MeToo-bevægelsen og dens umådeligt samfundsødelæggende virkning. I stedet for at se sagen som udtryk for en plumrådden skole på sammenbruddets rand, har jeg forsøgt at se balladen om Forfatterskolen som i langt højere grad udtryk for en flok tidstypiske, populistiske pressionsmageres utilfredshed med ansættelsen af en mand frem for en kvinde i rektorstillingen for tre år siden.

En ansættelse, jeg selv som menigt bestyrelsesmedlem var med til at foretage og derfor også nøje fulgte efterdønningerne af i offentligheden. Og de var betragtelige, skulle jeg hilse at sige. Næppe var Brixvold udnævnt som ny rektor for skolen, før en gruppe vrede forfattere begyndte at udspy anklager i dagspressen for både det ene og det andet.

At Merete Pryds Helle nu stiller op i Kristeligt Dagblad med et program, der angiveligt skal ”redde” skolen, bekræfter bare, at jeg hele tiden har haft ret i mine antagelser. Klummen mere end indikerer, at hun selv gerne vil være den ”mor”, der skal få den ”dysfunktionelle familie”, som hun kalder stedet, til at fungere igen.

Men med ovenstående iagttagelser i baghovedet kunne man måske snarere tale om en form for münchhausen-syndrom, hvor redningskvinden viser sig selv at være skyld i de sygdomme, hun vil kurere ”barnet” for.

I min seneste kronik i Politiken i søndags hævdede jeg, at det er på høje tid, institutionerne begynder at imødegå krænkelseskulturens og populismens forsøg på afpresning – eller endog kup – med en langt mere offensiv strategi.

Ud over at afvise at reagere på løse rygter og diffuse anklager opfordrede jeg til, at man begynder at få proportionerne tilbage i synsfeltet, så man ikke kommer til at sammenblande almindelige trakasserier, klodsede misforståelser og tåbelige uoverensstemmelser med egentligt kriminelle og strafbare handlinger.

ENDNU ET AF MINE FORSLAG LYDER, at politikerne – sammen med andre myndighedsinstanser (og instanser i det hele taget) – begynder at overveje muligheden for sanktioner mod personer eller grupper, der i ly af tidens populistiske strømninger bedriver magtspil ved målbevidst at forsøge at underminere demokratiske institutioner med samt deres ansatte og ledere gennem vedholden hetz og mere eller mindre løse beskyldninger i alle sværhedsgrader.

Hvor taktikken er, at det helst skal gå så stærkt som muligt med at rulle den ene sag efter den anden og det ene mere slibrige (sex)scenarie efter det andet frem. Sådan at ingen kan nå at følge med endsige sætte sig roligt ned og med fornuftens brug finde ud af, hvad der er op og ned, hoved og hale i moradset.

Hvad det seneste forslag angår, kunne man måske starte her. Nu er det i hvert fald kommet for en dag, at en af initiativtagerne og indpiskerne i rygtekampagnen mod Forfatterskolen, som endte med at føre til fyringen af dens rektor, selv søgte den stilling, han i sin tid fik ved at følge de almindelige demokratiske spilleregler.

Det kunne måske være interessant at se, om der bag gruppen af brevskrivere – hvoraf flertallet stadig har valgt at gemme sig bag anonymitetens feje kappe – monstro skulle befinde sig andre, som for tre år siden bejlede om rektorposten.

Viser det sig at være tilfældet, forekommer det mig, at vi bliver nødt til at betragte sagen i et helt nyt lys. Og overveje, hvilke konsekvenser det eventuelt skal have under dække af idealistisk oprydnings-/helbredningsarbejde på den måde at bedrive ødelæggende commando raids mod en demokratisk samfundsinstitution.

Om ikke andet for at danne en form for præcedens, så andre lignende typer og grupperinger, der kunne ske at få lyst til det samme, ikke føler, de har alt for let spil. Gør vi ikke det, er jeg bange for, at det kan blive svært – grænsende til det umulige – at være autonom, fornuftsdrevet, meritokratisk samfundsinstitution i fremtiden.

Marianne Stidsen er lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet.