I KRONIKKEN den 11. juni ”Er der forkyndelseskrise i folkekirken?” beskriver sognepræst, ph.d. Maria Louise Odgaard Møller, hvordan Første Verdenskrig førte til forskydninger i det teologiske landskab i Danmark. Den udbredte optimisme og fremskridtstro på den europæiske oplysnings og videnskabs vegne blev undermineret af krigens grusomme realiteter – på europæisk, kristen grund.
Ifølge Maria Louise Odgaard Møller blev en af følgerne, at man nu ikke så gerne talte om Gud som skaberen af denne verden med al dens lidelse og gru. Men hellere om Jesus Kristus, næstekærlighedens forkynder.
En teologisk forskydning fra første til anden trosartikel, som Maria Louise Odgaard Møller især finder tydelig i gudstjenestens forkyndelse gennem de seneste årtier.
Det gælder særligt i forbindelse med dåben, hvor det ifølge Maria Louise Odgaard Møller forkyndes, at ”Gud er rummelig, Gud er kærlighed, han har skabt os i sit billede, og han er med os alle dage indtil verdens ende”.
Gud bliver individualiseret og psykologiseret som ”din egen kærlige far eller anerkendende terapeut”.
Maria Louise Odgaard Møller skriver videre, at ”hvis jeg ikke tager fejl, så kommer meget af denne dåbsforkyndelse fra den del af folkekirkens præster, der definerer sig som grundtvigske”.
Men Maria Louise Odgaard Møller har ret i, at denne bløde Gud ikke er Grundtvigs. Til hans teologi hørte forkyndelsen af dommedag og af fortabelsens realitet – som når han taler om ”fortabelsens æt”. Men spørgsmålet er, hvem der for Grundtvig udgør ”fortabelsens æt”?
I Grundtvigs originale teologisk- historiske syn rummer alle mennesker – trods syndefaldet – en rest af gudbilledligheden fra skabelsens dage, nemlig sproget, talen, det levende ord, hvorigennem åndens kraft forplanter sig gennem tiden. Det er gennem ordet og ånden, at menneskeheden udvikler sig til stadig større oplysning og indsigt – også i kristendommens væsen. Også ud over, hvad Luther og hans tid kunne se! Grundtvig satte de hedenske nordboere højt, fordi de havde en åndelig livsanskuelse som et levn fra paradistiden. Ligesom han satte for eksempel jøderne højt af samme grund. Og ved dommedag vil såvel hedenske nordboere som udøbte jøder og hans samtids ”naturalister med ånd” indgå i Guds evige rige.
Fortabelsens æt er ikke de udøbte, men kun dem, der har fornægtet menneskets åndelige væsen, ”som trodser med ordet mod ånden”.
Grundtvig gik så vidt, at han om den katolske skærsildslære skrev, at den ikke i sig selv var ukristelig – bortset fra det ukristelige i afladstanken – idet den for så vidt kun udtrykte den sandt evangeliske tanke om ”Guds miskundhed og hans langmodighed, der når til den yderste dag”. Dette syn er jo lige så uluthersk som Grundtvigs tro på det jordiske fremskridt mod et gyldenår på Jorden før dommedag. Og Grundtvigs hele teologisk-historiske syn blev da heller aldrig taget alvorligt på universitetets teologiske fakultet.
Til gengæld gav hans syner, sange og salmer nyt liv til menighederne landet over – for en tid.
Maria Louise Odgaard Møller kan meget vel have ret i, at tidens bløde og luftige forkyndelse især kommer fra ”den del af folkekirkens præster, der definerer sig som grundtvigske”. Maria Louise Odgaard Møllers kronik vidner i sig selv om en forkyndelseskrise. Det vil ikke være i Grundtvigs ånd i en åndelig krisetid blot at søge tilbage – hverken til Luther eller til Grundtvig selv. Men snarere at opfordre til at søge kampen, en åndelige kamp for et fornyet og troværdigt gudsbillede.
Ole Vind er dr.phil. og lærer på Grundtvigs Højskole i Hillerød.