Anker på fem år fra København har gået til baby-salmesang, fra han var fire måneder, og synger nu i kirkens spirekor. Han elsker at synge og kan allerede mange salmer udenad. Maria på 13 år fra Viborg startede i kirkens børne- og ungdomskor, da hun var seks år. Dér har hun fundet venner og et fællesskab, som har udviklet hende sangmæssigt og personligt.
Hanne på 42 år fra Aarhus har sunget i kirkekor så længe, hun kan huske. I dag synger hun ved alle højtiderne i det lokale kantori. Kirkens og korets fællesskab betyder meget for hende.
Rundt om i Danmark er der hver eneste uge skønsmæssigt 20.000 børn, unge og voksne, der som Anker, Maria og Hanne tager hen til den lokale kirke for at synge i kor. Her møder de et inkluderende fællesskab, lærer den danske sang- og salmeskat at kende og får venner for livet. Og stifter bekendtskab med kirkens rum, dens budskab, traditioner og menighed.
Men ikke i efteråret 2020. Kravet om to meters afstand og fire kvadratmeter pr. korsanger afholder i mange kirker korene fra at gå i gang. Vi har simpelthen ikke plads nok. De små i spirekoret kan ikke høre hinanden med den afstand. Vi øver udenfor, men det kan vi snart ikke længere. Sådan lyder det for øjeblikket fra korledere landet over.
Corona ER en alvorlig pandemi. Danmark har heldigvis haft succes med at holde den nede med krav og retningslinjer – også på kirke- og kulturområdet. Men konsekvensen af, at rigtigt mange korsangere i landets kirker ikke kan mødes efter sommerpausen, er også alvorlig. Ikke mindst for børnene. Nogle af dem siger måske helt farvel til koret og finder andre måder at bruge deres fritid på. Også for kirken og samfundet har det konsekvenser, fordi kirkekorene er blandt de vigtigste mødesteder for folk og kirke, for tradition og fornyelse og for trosliv og menneskeliv.
De fleste kor i folkekirken er amatørkor. Amatører har behov for at mødes ofte for at holde niveauet og sangglæden ved lige. Dertil kommer det sociale element. De fleste har nok oplevet den stærke sammenhængskraft ved fællessang. At synge hver for sig er ikke den oprindelige grundpræmis for korsang.
Det er derimod fællesskabet og glæden ved fysisk at synge sammen. De gældende restriktioner er derfor en amputation af et vigtigt musikalsk og menneskeligt fællesskab.
Videnskaben ved stadig ikke meget om risikoen ved at synge i kor. Er det selve det at synge, som udgør en risiko? Eller er det snarere knus, kram og kaffebord i forbindelse med korsang, der kan give virus let spil? De danske myndigheder følger et forsigtighedsprincip. Men man kan konstatere, at det fortolkes forskelligt i landene omkring os og inden for forskellige sektorområder. For eksempel er der åbnet for sportslige aktiviteter uden de samme afstandskrav.
Covid-19 kan være en alvorlig sygdom, og vi skal ikke gå på kompromis med sikkerheden. Men de gældende begrænsninger for sangen har alvorlige konsekvenser for kirkernes korliv. Myndigheder og beslutningstagere bør i det lys overveje de nuværende retningslinjer for korsang. Er det sundhedsfagligt velbegrundet med to meter mellem sangere, der vender hovedet samme vej? Bør der gælde samme retningslinjer for børnekor som for voksenkor? Kan der, uden at vi går på kompromis med sikkerheden, formuleres nogle retningslinjer, der sikrer kirkekorenes fremtid og sangernes trivsel?
Vi spørger på vegne af Anker, Maria og Hanne. Vi skylder dem et svar.
Christiane Gammeltoft-Hansen er formand for Folkekirkens Ungdomskor, Karin Schmidt Andersen er formand for Dansk Organist og Kantor Samfund, Ingrid Bartholin Gramstrup er formand for Organistforeningen, og David Danholt er formand for Dansk Kirkemusiker Forening.