Jeg var ved at få morgenteen i den gale hals. Frans af Assisi er for Iben Thranholm en del af begrundelsen for at tilslutte sig Stram Kurs. Det fortæller hun i kronikken i lørdags i Kristeligt Dagblad. Dette kan ikke undgå at interessere mig og overraske mig i min egenskab af formand for Assisi-Kredsen. Burde vi i virkeligheden på kredsens hjemmeside opfordre vore medlemmer til at støtte dette parti, fordi det er mest i samklang med den fattige helgen fra Assisi?
Thranholms argumentation bygger på den kendte begivenhed, hvor Frans under et korstog forlod lejren i Damiette og blev taget til fange af sultanens soldater, og blev ført frem for sultanen. De havde en samtale, som gav ham sultanens respekt. I Assisi er det stadig muligt at se et elfenbenshorn, som er den gave, sultanen gav ham, da han løslod ham igen. Iben Thranholm mener at vide, at Frans støttede korstogsideologien og havde det synspunkt, at ”hvis muslimer med deres tro på Koranen ville afskære de kristne fra troen og fra Guds kærlighed, så skulle de afvises, slås tilbage og smides på porten”. Frans’ holdning til islam skulle primært være konfrontatorisk (og altså i samklang med ønsket om at smide alle muslimer ud af landet).
Dette er dog ikke en tolkning, som alle er enige om, og den bygger på nogle kilder, som er af tvivlsom oprindelse fra ikke nærmere angivne franciskanske kilder og tilskrevet broder Illuminato.
Blandt dem, som ikke er enige, er franciskanerne selv, som netop i år fejrer 800-året for den hellige Frans’ møde med sultanen og ser det som en udfordring til den konfrontatoriske holdning, som mange har i forhold til islam. Jeg citerer fra en artikel i den italienske avis La Stampa: ”I en tid med militære interventioner i Mellemøsten kaldet ’korstog’ såvel af jihadistisk propaganda som af kirkelige kredse og med opbygning af anti-islamiske følelser i de vestlige lande ramt af terrorisme, bliver mødet mellem den hellige Frans og sultanen en afgørende snublesten og et tegn på modsigelse.”
Frans var næppe i Egypten for at støtte korstogssagen. Heller ikke, fordi han mente, at kristendom og islam var et og det samme. Men han var der måske, fordi han længtes efter martyriet, at dø for sin tro. Derfor gik han frygtløst dem i møde, som kun kunne opfatte ham som en fjende.
Fra andre sammenhænge har vi kendskab til Frans’ holdning til muslimer. Forskerne i de franciskanske kildeskrifter argumenterer blandt andet ud fra den ordensregel, som Frans fik godkendt af paven i 1221. I denne regel opfordres brødre, som vil rejse til ”saracener og andre vantro”, at de ikke ”skal lave strid eller diskussion, men være underkastet alle menneskelige skabninger for Guds kærligheds skyld og bekende at være kristne”. Så skal de ”når de ser, det behager Herren, forkynde Guds ord, for at de skal komme til tro på Gud den almægtige Fader, og på Sønnen, genløser og frelser, og for at de skal døbes (...)”.
Her var der hverken tale om korstog eller koranafbrændinger eller om at ligestille kristentro og islam. Og da franciskanske brødre på hans tid rejste som missionærer til Marokko, så var det ikke med magt bag, det var i magtesløshed og endte med deres martyrdød. Frans’ vej over for islam er ikke korstog, det er at forkynde kristendom. Og når Iben Thranholm finder, at det sekulariserede Vesten er forsvarsløst over for islam, så er løsningen ikke udvisning af alle muslimer, som Stram Kurs kræver. Det er at forkynde evangeliet til tro – også blandt etniske danskere.
Jeg skal til Assisi for at besøge de franciskanske steder sammen med en flok af Assisi-Kredsens medlemmer. Derfor har jeg brevstemt til folketingsvalget. Det blev ikke på Stram Kurs.
Gunnar Bach Pedersen er formand for Assisi-Kredsen.