Prøv avisen

Formand for Det Jødiske Samfund: Nu er det nok – udfald mod jøder i omskæringsdebatten er kørt helt af sporet

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Henri Goldstein

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

”Børnemishandling”, ”svineri”, ”lemlæstelse”, ”syg religion” – det er nogle af de ord, som bliver brugt på de sociale medier om de jødiske og muslimske omskærelsesritualer. Nu er det nok, skriver Henri Goldstein

”Børnemishandling”, ”svineri”, ”lemlæstelse”, ”syg religion” – det er nogle af de ord, som bliver brugt på de sociale medier om de jødiske og muslimske omskærelsesritualer.

I de seneste 20 år har debatten om omskæring af jødiske og muslimske drenge været aktuel.

Den har dels drejet sig om de sundhedsmæssige konsekvenser, dels om barnets selvbestemmelse – samt en hetz mod den traditionelle omskæring af små drenge ud fra et religiøst synspunkt og religiøs tradition. Sidstnævnte har i en række medier fået en hård medfart, fordi man ikke vil erkende, at der i dette land er mennesker, hvor religionen betyder meget.

Det dansk-jødiske samfund kan om få år fejre sit 400-årsjubilæum, og i disse århundreder har omskæring været en meget vigtig del af jødisk liv i Danmark. Næppe mange kan hævde, at danske jøder ikke er integrerede i samfundet. Alle jødiske flygtningebølger i blot det seneste århundrede har betydet lynintegration – oftest på blot én generation. Omskæringen har den jødiske menighed holdt fast i.

Denne tradition er fulgt af danske jøder, som ellers hverken besøger synagogen, spiser efter de jødiske spiseregler eller sender deres børn i den jødiske skole i København.

Nu går debatten igen på grund af et borgerforslag, som er fremsat flere gange. Alle andre borgerforslag blev færdigbehandlet før sommeren – men ikke dette, som i dansk-jødiske kredse betragtes som helt vitalt for jødisk liv her. Det er vi meget kede af.

Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet et notat i februar 2020, hvor man slår fast, at det er patientsikkert at foretage omskæring af små drenge. Styrelsen har gjort et stort stykke arbejde for at få et fagligt solidt produkt, og det er lykkedes.

De, der er uenige med styrelsen, lægger vægt på følelser og politiske holdninger, som de bruger til at nedgøre fakta. Man kan efter min mening ikke bruge sine politiske følelser under dække af sin faglighed. Fagpersoner må meget gerne have følelser og politiske holdninger, men de skal ikke transformeres til videnskab og faglig ekspertise.

Modstanden mod den rituelle omskæring har vind i sejlene. Ikke mindst da nogle få journalister og politisk bevidste borgere fuldstændig overhører mennesker, der vil tillade omskæring af små drenge.

Vi oplever gang på gang at blive ignoreret, vores holdninger bliver fordrejet, og interviewaftaler bliver brudt sammen med almindelig god presseskik. Forældre, der lader deres drenge omskære, udråbes som onde, barbarer, uetiske og mange flere negative gloser. Jødiske forældre er ikke onde og vil det bedste for deres børn, men de mener noget andet end et flertal.

De sociale medier giver mulighed for at udtrykke sin afsky for det, man ikke kan lide. Her kan man anonymt udtrykke den lille antisemitisme, som blandt andet kan få afløb i modstanden mod jødisk tradition og religion.

Der er ikke noget filter mod had på Twitter, Facebook eller Instagram. Man har frit slag med sine konspirationsteorier om ”jødisk lobby”, om ”det jødiske verdensherredømme” og andre gamle kendte antisemitiske holdninger, som trivedes længe før zarens Rusland og Hitlers Tyskland. Hvis man tvivler på, at det forholder sig sådan, kan man tage et kig på kommentarsporet på de sociale medier.

Læser man det danske mediebillede i al sin bredde, er modstandere af omskæring blevet mere rå i deres udtryk. Debatten er gået fra en sundhedsdebat, hvor man så bort fra religion som en faktor for mange mennesker, til en grov debat, hvor såvel antisemitisme som islamofobi hersker.

Da en læge foreslog, at jødiske læger skulle angive deres religion ved publikation af videnskabelige artikler i Ugeskrift for Læger om omskæring, mindede det os om den stigmatisering, som vi søger at undgå i Danmark, og som vi kendte i midten af forrige århundrede. Det var et antisemitisk forslag under dække af diskussionen om omskæring.

Nu er det nok. Nu har vi som en jødisk minoritet i Danmark fået nok. Diskussionen har antaget former, som ikke hører hjemme i et pluralistisk demokrati. Det er ikke overraskende, at omskæring af drenge virker fremmedartet og svært at forstå for mange danskere. Vi er trods alt et af verdens mest ikke-religiøse folk. Men vi synes, at man har en særlig forpligtelse til at prøve at sætte sig ind i baggrunden for ting, man ikke forstår. Ikke mindst, når man er flertallet.

Vi håber, at vi kan fortsætte vort jødiske liv i Danmark på alle områder. For os er retten til at omskære vore drenge på ottendedagen lige så vigtig som vor ret til at bede til Gud i synagogen eller begrave vore døde på en jødisk begravelsesplads.

Det er lige så umuligt at praktisere jødedom uden omskæring af drenge, som det er umuligt at praktisere kristendom uden dåb.

Til alle, der alligevel ønsker en aldersgrænse eller et forbud mod omskæring, vil jeg sige: Er I virkelig klar til – som en konsekvens af borgerforslaget – at sætte muslimske og jødiske forældre i fængsel i op til seks år, fordi de udøver deres tro?

Henri Goldstein er formand for Det Jødiske Samfund, speciallæge, dr.med. og cand.mag.