Demokratisk problem, at vi er blevet forbrugere frem for borgere – vi må huske vores pligter

Demokratikommissionen fremlægger i dag en analyse af tilstanden for det danske demokrati. I kommissionen retter vi berettiget kritik til partierne, til medierne, til folkestyret og til civilsamfundet, hvor sidstnævnte er blevet en politisk forbruger, der dømmer hjemmefra stuen i stedet for at deltage i en politisk forening

"Jeg medgiver, at tomme, rituelle debatter, som aldrig for alvor gør nogen klogere, er trættende," skriver medlem af Demokratikommissionen i debatindlæg. Hun skriver også, at man som borger må ud af sofaen og ind i en politisk forening. Det vil styrke demokratiet, mener hun. Arkivfoto.
"Jeg medgiver, at tomme, rituelle debatter, som aldrig for alvor gør nogen klogere, er trættende," skriver medlem af Demokratikommissionen i debatindlæg. Hun skriver også, at man som borger må ud af sofaen og ind i en politisk forening. Det vil styrke demokratiet, mener hun. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Hvor begynder det mon? Udviklingen af den tilbagelænede politiske forbruger, som ikke orker hverken medier, politikere eller at stille op til bestyrelsen i badmintonklubben. Den forbruger, der agerer dommer hjemme i sofaen, når ”levebrødspolitikerne” på tv danser den rituelle konfliktunderholdningsdans om hurtige, grøftegravende pointer, mens de bekræfter hinanden i, at ”politiker, det er man kun for sin egen skyld”.

Den forbruger, der nok skal få sin kritik hørt, hvis nu forholdene omkring forbruget i den lokale forening har svingende eller dalende kvalitet, men som overlader til andre at finde løsningerne.

Demokratikommissionen fremlægger i dag en analyse af tilstanden for det danske demokrati. I kommissionen retter vi berettiget kritik til partierne, til medierne, til folkestyret og til civilsamfundet og kommer med anbefalinger til, hvad vi sammen kan gøre for at sikre demokratiet langsigtet opbakning og styrke.

De eneste, vi ikke for alvor retter kritik mod, er os alle sammen. Folket. Men med fare for at kaste mig selv for ulvene vil jeg gerne her gøre præcis det: kritisere os, folket. For jeg frygter, vi helt har blandet rollen som forbruger og rollen som borger sammen.

Som kritiske forbrugere er vi vant til at tage stilling til, hvilken vare der er bedst for os selv at investere i, efter vi har sammenlignet udbuddet. Men det er ikke den disciplin, det er at være borger. Som borgere er vi nødt til at tage medansvar for helheden. Som borgere kan vi ikke bare varetage vores egne, snævre interesser. Som borgere har vi ikke ret til at stå af.

Jeg medgiver, at tomme, rituelle debatter, som aldrig for alvor gør nogen klogere, er trættende. Jeg får også lyst til at stå af, når en folkevalgt politiker svarer den samme indstuderede sætning for femte gang i et kritisk interview. Og jeg sukker dybt, hver eneste gang en journalist italesætter magten som ”ministerbiler” og beklikker Christiansborg-politikernes motiver.

Jeg savner overvejelser om komplekse politiske spørgsmål med plads til tvivl. For vi ved jo godt, at der sjældent findes nemme løsninger.

Jeg savner plads til, at folkevalgte kan sige, hvad de virkelig mener, og ikke er henvist til at gentage partilinjens fokusgruppegodkendte budskaber.

Jeg medgiver, at det er meget lidt stimulerende. Også for mit samfundsengagement.

Men det går bare ikke, at kun fire procent af danskerne er medlemmer af et politisk parti, hvis partierne fortsat meningsfuldt skal udgøre en væsentlig del af folkestyrets fundament. Det går bare ikke, hvis politikere ikke legitimt kan diskutere præmisserne for deres arbejde, uden at vi straks mistænker dem for at mele deres egen kage.

For vi er nødt til at lytte, når politikerne siger, at de er pressede, og at vi har utilstrækkelig kvalitet i landets lovarbejde.

Det går bare ikke, at vi kun husker vores rettigheder som borgere, men glemmer pligterne. Det går bare ikke, hvis vi, folket, glemmer vores opgave: at udgøre det frie, oplyste folk, som er folkestyrets forudsætning.

Det kan hverken medierne, Christiansborg eller civilsamfundet fikse alene.

Lisbeth Trinskjær er formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark og medlem af Demokratikommissionen.