Formand for Indre Mission: Bibelen lærer os troen på alles frelser og ikke alles frelse

Uden troen på Jesus venter fordømmelse, Guds vrede og evig fortabelse, skriver formand for Indre Mission i et modsvar til lektor Lars Sandbeck

Lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck har bestemt fat i noget rigtigt, når han i kronikken den 1. februar sætter ord på den folkekirkelige tilstand. Teori og praksis halter i flere tilfælde. Hvor folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelse og teologi tilsidesættes, gør det noget ved budskabet og praksis.

Men så ophører enigheden. Løsningen på problemet er for Sandbeck en evangelisk folkekirke med frelsesuniversalisme som det forløsende evangelium uden den lutherske forankring. Folkekirkens mission havner dermed i at hjælpe mennesker til at tro på den løgn, at alle bliver frelst til sidst uanset. Og at det er sand bibelsk lære.

Gid det var sandheden. Jeg deler C.S. Lewis’ udsagn om, at ”der er ingen lære (om fortabelsen, min tilføjelse), som jeg hellere ville fjerne fra kristendommen end denne, om det stod i min magt.” Det er der mange, som har forsøgt gennem kirkens historie – og Sandbeck er ikke en undtagelse. Men som Lewis tilføjer: ”Det ville dog ikke være en tusindedel af den pris, Gud allerede har betalt for at fjerne sagen.”

Sandbeck præsenterer en mærkværdig læsning af Paulus, hvor kun én side fremhæves. Dermed fremstår Paulus’ budskab i tråd med resten af det Nye Testamente ikke blot uklart, men fejlagtigt. På den baggrund kan det måske ikke undre, at Sandbeck har en tolkning af såvel Luther som Kierkegaard, der heller ikke er i samsvar med deres egen.

Nogle af de græske kirkefædre (Origenes, Gregor af Nyssa) læste Paulus på lignende vis, som Sandbeck taler for, mens en lang række andre kirkefædre argumenterede bibelsk for den frelseslære, som de oldkirkelige bekendelser slog fast. Og med god grund.

Det er mig simpelthen en gåde, hvordan den bibelske lære om, at ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, kan mistolkes så grundigt. Jesus tilføjede hertil om sig selv: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Troen på Jesus Kristus som verdens frelser står i centrum. Uden troen på ham venter fordømmelse, Guds vrede og evig fortabelse. Det er netop dét centrum i Skriften, som er kernen i Luthers friheds-teologi, og som gør den så bibelsk og evangelisk.

I Sandbecks fremstilling er troen på Kristus som frelser helt udeladt. For Luther er Guds frelsesvilje universel. Hans løfter gælder alle, og han vil, at alle mennesker skal frelses, men ikke alle tager imod Kristus i tro. Årsagen hertil skal man søge i mennesket, ikke i Guds vilje, peger Luther på. Der er ikke tale om dobbelt forudbestemmelse hos Gud til frelse eller fortabelse i luthersk teologi. Gud har åbenbaret sin frelse i Kristus, hvorfor troen på ham er afgørende til frelse. Og i det lys må vi fremholde læren om evig frelse og evig fortabelse sammen med et kald til omvendelse og tro.

Den forkyndelse bør lyde i folkekirken med al frimodighed og tydelighed, med ord og røst lånt fra Kristus selv til fred og trøst. Det vil på en troværdig måde være skridt i den retning, hvor teori og praksis hænger sammen.

Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark.