Roepolakker, svenskere, kartoffeltyskere og jøder. Det er blot et udpluk af de indvandrergrupper, der de seneste 150 år gradvist er gledet ind i det danske samfund.
Men intet tyder på, at muslimske Muhammed i løbet af få generationer integreres kulturelt i Danmark. Tværtimod er det multikulturelle samfund en realitet, og selvom danskere og indvandrere på mange måder fungerer udmærket sammen på arbejdspladsen, så lever de i høj grad adskilt i privatsfæren.
Det mener lektor i statskundskab Jens Peter Frølund Thomsen fra Aarhus Universitet, der blandt andet forsker i spændinger mellem etniske grupper. En måling, YouGov har lavet for Kristeligt Dagblad, viser, at de færreste danskere oplever det som et problem at arbejde sammen med indvandrere på arbejdspladsen. Til gengæld er egentlige venskaber mellem danskere og indvandrere sjældnere, og meget få ønsker en muslimsk svigersøn i familien.
”Det er i høj grad på arbejdspladser og på uddannelsen, at vi mødes. Det gælder både herhjemme og i andre europæiske lande og USA. Men der er ikke tale om højkvalitetskontakt. I privatsfæren omgås indvandrere primært indvandrere og danskere primært danskere. Opdelingen er især tydelig i forhold til første generation af indvandrere, der ikke taler så meget dansk. Der sker en udvikling over tid. Efterkommerne har gået i dansk skole og får gradvist mere kontakt med danskere også i privatsfæren. Alligevel lever grupperne meget adskilt,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.
Hvorfor er det sværere for danskere og indvandrere at omgås privat?
Kulturelle forskelle er helt afgørende. Har man meget forskellige vaner og forskelligt syn på tingene, så begynder tingene at blive besværlige. Det er noget helt eksistentielt. Traditioner som fødselsdage, religiøse højtider er noget helt andet for os end for muslimske indvandrere. Derfor vælger mange nok den slags venskaber fra og siger:
”Det kan være nogle søde mennesker, men jeg vil ikke begive mig ud i noget, der måske kan blive meget konfliktfyldt.”
Jeg tror i høj grad, at både danskere og indvandrere vælger hinanden fra,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.
Han henviser til, at YouGov-målingen også viser, at kun otte procent af de adspurgte med etnisk dansk baggrund er gift med en person med ikke-vestlig baggrund. Et tal, der ifølge Jens Peter Frølund Thomsen har været uændret i mange år.
Men vil forskellene ikke udviskes i løbet af få generationer?
Jeg har nok et lidt pessimistisk syn på fremtiden. De kulturelle forskelle mellem danskere og etniske minoriteter med muslimsk baggrund er meget sejlivede. Det har åbenbart stor betydning for mange indvandrergrupper at bevare deres kulturelle egenart. For eksempel bevarer de tyrkiske indvandrere og efterkommere et tæt forhold til Tyrkiet. Vi kan få en bedre integration på arbejdsmarkedet, og så har vi nået en hel del. Men tilbage står stadig de kulturelle forskelle, som mindsker sammenhængskraften. Når danskere og indvandrergrupper lever meget adskilt i privatsfæren, så er det en tendens, der ifølge socialpsykologer kan rumme kimen til en udvikling med fordomme og fjendtlighed og i sidste ende et mere opsplittet og konfliktfyldt samfund.
Danmark har i århundreder modtaget indvandrere, der kulturelt er blevet en del af det danske samfund. Hvorfor skulle det være anderledes med de 500.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere?
I forhold til de muslimske indvandrere, så forekommer deres kultur og religion at være længere væk fra os end for eksempel tyskeres og polakkers kultur. Muslimer vil gerne vores samfund på nogle punkter, men de vil ikke kulturen og livsformen. Der sker fremskridt i integrationen. Skellene mellem oprindelige danskere og indvandrere vil blive mindre i fremtiden, men de vil ikke helt forsvinde. I Danmark er vi vant til det tykke fællesskab, fordi vi ligner hinanden så meget. I indvandrerlande som USA og Canada er der et tyndt værdifællesskab. Det multikulturelle samfunds pris er, at det tykke fællesskab forsvinder.
Hvad kan det danske samfund stille op med den udvikling?
Det positive er, at der sker en integration på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt at satse på, at så mange indvandrere og efterkommere som muligt er i beskæftigelse. For gruppen uden for arbejdsmarkedet lever i høj grad isoleret fra det danske samfund, og mange kender formentlig slet ikke nogen danskere rent personligt.”