Prøv avisen

Forsker: De fattigste folkepensionister hægtes af socialt

Nutidens folkepensionister er opvokset i årene omkring Anden Verdenskrig, hvor mange har lært dyder som ikke at gøre sig bemærket og at gå stille med dørene. Modelfoto. Foto: Tommy Kofoed/Ritzau Scanpix

Rikke Nøhr Brünner

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

En ud af seks danske folkepensionister befinder sig ikke langt fra den grænse på 60 procent af samfundets medianindkomst, som er EU’s officielle grænse for risiko for relativ fattigdom, skriver sociolog og ph.d. Rikke Nøhr Brünner

En ud af seks danske folkepensionister lever stort set udelukkende af folkepension, tillæg og ATP og har dermed hverken private- eller arbejdsmarkedspensioner til at supplere folkepensionen med. Det betyder, at deres månedlige indkomst efter skat ligger på godt 10.000. Det betyder, at de ikke befinder sig langt fra den grænse på 60 procent af samfundets medianindkomst, som er EU’s officielle grænse for risiko for relativ fattigdom. Fattigdom som fænomen forandrer sig over tid, og i takt med at samfundet ændrer sig, og fattigdom har vidt forskellige betydninger forskellige steder i verden. I den vestlige del af verden taler vi om relativ fattigdom. At leve i relativ fattigdom udgør ikke en trussel i forhold til at få dækket essentielle behov, men ikke desto mindre kan relativ fattigdom svække individets fysiske og mentale velbefindende, fordi de har væsentligt mindre end andre. Mennesket er et socialt væsen med behov, der går ud over de rent fysiske behov for mad, tøj og tag over hovedet. For at fungere i samfundet er det afgørende at også sociale behov er tilfredsstillet.

Dette indlæg tager udgangspunkt i ph.d.-afhandlingen ”Fattigdom i alderdommen: Et sociologisk studie af levekår og hverdagsliv blandt de fattigste danske folkepensionister”, som ser nærmere på levekår og hverdag blandt de fattigste danske folkepensionister.

Fælles for de folkepensionister, jeg har talt med, er, at de ikke har været dækket af en arbejdsmarkedspension, og at etablering af private pensionsopsparinger for de fleste ikke har været økonomisk muligt. Ikke desto mindre påtager de sig skylden for deres økonomiske situation, ingen bebrejder for eksempel andre personer eller ydre omstændigheder. At de selv påtager sig skylden, kan forklares gennem neoliberale diskurser omkring individualisering af fattigdom, det vil sige, at individets sociale position afhænger af egen formåen. Denne individualisering af fattigdom kan ligefrem være mere fremtrædende i alderdommen end i andre livsfaser, fordi gamle mennesker jo teoretisk set har haft hele livet til at spare op. Det har blot ikke været en mulighed i praksis for mange mennesker i den nuværende generation af folkepensionister.

Selvom den danske velfærdsstat bidrager med et internationalt set relativt højt niveau af folkepension, hvilket sikrer, at ingen behøver frygte for at blive hjemløs eller at dø af sult, så er deres hverdag præget af et konstant fokus på at få enderne til at mødes, eksempelvis ved udelukkende at købe datovarer, tilbudsvarer og genbrugstøj samt gennem et minimalt forbrug. Deres hverdag indebærer sociale og materielle afsavn, for eksempel undlader de at købe dagligvarer såsom frisk frugt, en steg, loppefrøskaller (til at modvirke negative bivirkninger af medicin), nyt tøj og sko, briller med den nødvendige styrke med videre.

En kvinde fortæller, at hun frygter at modtage en ekstraregning for varme og elektricitet, og at hun derfor nøjes med at have et enkelt elektrisk lys tændt og pakker sig godt ind i tæpper om aftenen i stedet for at tænde for radiatoren. Hun nævner endvidere, at når hun har gæster, så fryser de.

Et andet afsavn, som fylder meget, er, at de ikke har råd til at invitere gæster til et måltid mad eller til at tage på en ferie. En anden kvinde fortæller, at hun har en gruppe af veninder, som hun ser jævnligt. Når venindegruppen mødes på en restaurant, er hun imidlertid nødt til at melde afbud, ligesom hun heller ikke har råd for at gengælde deres middagsinvitationer med en middagsinvitation i hendes hjem. I stedet inviterer hun dem blot på kaffe.

At købe gaver til børnebørn og andre familiemedlemmer er ligeledes en stor udfordring og bekymring, og mens nogen har skåret ned, har andre set sig nødsaget til helt at stoppe med gaverne.

Selvom familie og venner generelt udviser forståelse for den økonomisk knappe situation, som disse folkepensionister står i, giver størstedelen udtryk for, at de skammer sig over, at de ikke formår at bidrage til og deltage i sociale sammenkomster som jul og fødselsdage på lige fod med andre.

Med sociale og materielle afsavn samt stor nøjsomhed og sparsommelighed får de imidlertid hverdagen til at hænge sammen – det er de jo nødt til: Qua deres kronologiske alder er de uden for arbejdsmarkedet, og mange er begrænset helbredsmæssigt. Det betyder, at deres muligheder for at ændre på de økonomiske omstændigheder er forsvindende små, og at deres eneste egentlige mulighed er at acceptere og tilpasse sig de økonomiske omstændigheder.

Alle undersøgelsens deltagere har erfaring med økonomisk knaphed fra tidligere livsfaser – nogle fra barndommen og andre fra voksenlivet. Denne erfaring betyder, at de har en praktisk sans for at få enderne til at mødes i økonomisk knaphed.

Selvom ingen har sparet op til alderdommen i traditionel forstand, så har nogen sparet op i sociale relationer. En kvinde fortæller for eksempel, at hun har et tæt forhold til sine børn, og at hun altid har været der for sine børn og har støttet dem økonomisk. Det betyder, at når hun af og til har økonomiske problemer, så kan hun regne med økonomisk støtte fra børnene. Imidlertid er det ikke alle folkepensionister, der har børn eller andre sociale relationer at trække på i hverdagen.

Hverdagslivet blandt de fattigste folkepensionister er således præget af nøjsomhed og sparsommelighed, sociale og materielle afsavn samt eksklusion fra den almindelige levevis i 2019.

Selvom de får hverdagen til at hænge sammen, så kan vi ikke komme uden om, at deres økonomiske råderum er væsentligt mindre, end det er tilfældet for de fleste andre i det danske samfund, hvilket har stor betydning – især socialt. Deres liv i relativ fattigdom giver anledning til bekymringer, skamfølelse, og det begrænser dem i at deltage i og bidrage til sociale fællesskaber. Som nævnt kan relativ fattigdom påvirke individets mentale og fysiske velbefindende, og afhandlingens kvantitative analyser viser i tråd hermed, at de fattigste er karakteriseret ved signifikant dårligere levekår end folkepensionister i den højere ende af indkomstspektret. De fattigste har for eksempel dårligere funktionsniveau, dårligere selvvurderet helbred, svagere sociale relationer og oplever oftere ensomhed.

Imidlertid er det hverken brok eller oprør, der bedst indfanger de fattigstes måde at forholde sig til deres økonomiske situation på. Et yderligere aspekt, som er helt centralt i forhold til at forstå oplevelsen af økonomisk knaphed i alderdommen nu (og i årene fremover), er, at nutidens folkepensionister er opvokset i årene omkring Anden Verdenskrig, hvor mange har lært dyder som ikke at gøre sig bemærket og at gå stille med dørene. De kommende generationer af pensionister er opvokset under andre kår i en anden historisk og samfundsmæssig periode og vil givetvis ikke lydløst acceptere en alderdom i økonomisk knaphed på det nuværende niveau af folkepension.

Rikke Nøhr Brünner er sociolog, ph.d. og analytiker ved VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd