Der kan være flere udfordringer for nogle muslimske kvinder, når de ønsker skilsmisse. Det viser en ny undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ligesom det ses i den aktuelle sag fra Odense, hvor en skilsmissekontrakt stiller særlige krav til kvindens fremtidige adfærd. For nogle kvinder kompliceres ønsket om at blive skilt fra deres partner ikke mindst af det ofte indviklede forhold mellem civil og religiøs lov, som eksisterer i mange muslimske samfund.
Kvinder, som bor i Danmark, og som har indgået et religiøst og civilt ægteskab, kan være i den vanskelige situation at være fastholdt i det muslimske ægteskab på trods af at være skilt efter dansk lovgivning. Det sker for eksempel, hvis manden nægter at lade sig skille efter islamisk ret.
Det vil imidlertid være forkert at behandle den aktuelle sag og andre lignende sager udelukkende som et spørgsmål om ressourcestærke eller -svage kvinder. Tværtimod må fortalerne for en mere ligestillet ægteskabs- og skilsmissemodel først og fremmest adressere nogle af de grundlæggende strukturer og normer, der ligger til grund for det muslimske ægteskab.
Slaveri og især kønnet slaveri, som det blev praktiseret i de områder, hvor islam opstod i 600-tallet, har for eksempel spillet en afgørende rolle i udformningen af det muslimske ægteskab. Også når det handler om skilsmisse. Og det lader til, at særligt nogle forestillinger om køn, sex og ejerskab, som er reflekteret i de tidlige islamiske juristers behandling af ægteskabet, fortsætter med at præge nogle minoritetskvinders mulighed for ægteskabelig ligestilling. Også i Danmark.
Ved muslimsk ægteskab ( milk al-nikh ) er brudens samtykke og/eller hendes pårørendes samtykke som minimum nødvendig. Men nogle historiske beretninger antyder også, at der ikke nødvendigvis altid har været en klar linje mellem frie og ufrie kvinder, hvorfor der også findes vigtige overlap mellem ægteskab og slaveri inden for tidlig islamisk lovgivning og praksis. Eksempler på overlap inkluderer blandt andet forholdet mellem kvindelighed og slaveri som juridiske ulemper og mellem slaveejerskab og ægteskab som juridiske institutioner.
For de tidlige islamiske jurister gav indgåelse og opløsning af ægteskab anledning til de klareste paralleller mellem ægteskab og slaveri. Ligheden mellem en hustru og en kvindelig slave kom klarest til udtryk i den overførsel af kontrol/ejerskab, eller milk, der fandt sted både ved køb af en slave eller ved indgåelsen af et ægteskab.
I denne henseende er den muslimske disposition af forventninger om sex, økonomisk støtte og trældom i øvrigt helt unik: Medgiften, det vil sige den pris, som brudgommen betaler sin brud ved indgåelsen af ægteskabet, hænger uløseligt sammen med en hans ret til et seksuelt forhold til sin hustru.
Kvindens krav på løbende ”vedligeholdelse”, som groft sagt inkluderede kost, beklædning, logi og samvær, er ligeledes forbundet med ægtefællens fortløbende ret til at udøve kontrol over hendes færden og seksualitet, når han ønsker det. På den måde er familien og husholdningen begge hierarkiske forhold, hvor manden ganske vist indtager en dominerende position, men hvor begge parter er gensidigt afhængige af hinanden.
Problemet opstår, og det gælder så også for nogle muslimske kvinder i dag, når kvinden oplever ikke at kunne blive løst fra sit muslimske ægteskab. I så fald kan den mandlige ægtefælle nemlig ifølge tidlig muslimsk lovgivning og praksis fortsat forvente sig adgang til hendes bolig og person. Skilsmisse suspenderer imidlertid det seksuelle forhold mellem to ægtefæller.
Inden for islamisk skilsmisseret er talaq, bogstaveligt talt ”frigørelse”, den mest almindelige form. Den er også langt hen ad vejen den største forhindring for ægteskabelig ligestilling for kvinder. Talaq er særligt problematisk, fordi den repræsenterer en ret forbundet til ægteskabet som en form for ejerskab eller kontrol. En ægtemands ret til talaq, altså retten til at forstøde sin hustru, udsprang af hans eksklusive kontrol over ægteskabsbåndet – præcis som en herres magt over sin slave.
Denne ret var grundlæggende i forhold til ægteskabet: Manden erhvervede en begrænset magt over sin kone på kontrakttidspunktet ved betaling af en medgift, ligesom en herre erhvervede magt og ejerskab gennem købet af en slave. Begge parter, husbond og herre, kunne ensidigt give afkald på ejerskabet, når han ønskede det.
Ligeledes kunne han i visse tilfælde fortryde og tage sin hustru tilbage. Selvom mandens ret til at vende tilbage til sin ægtefælle ikke var ubetinget, kunne dette vel at mærke ske uden hendes samtykke. I modsætning til ægteskabspagten, som kræver kvindens tilsagn, familiens accept eller begge dele, er skilsmisse ved talaq altså en ensidig handling. Den kvindelige ægtefælle som den, der var bundet af ægteskabsbåndet, havde lige så lidt del i denne ret til skilsmisse, som en slave kunne vælge at frigøre sig selv.
Hendes muligheder for at opløse ægteskabet var yderst begrænset, men kunne for eksempel indebære skilsmisse mod erstatning, også kaldet khul . Khul krævede mandens accept, men gjorde det som udgangspunkt muligt for en kvinde at tage initiativ til skilsmisse ved at betale sin mand medgiften eller et lignende beløb tilbage. Khul var på den måde meget tilsvarende en slaves køb af hans eller hendes egen frihed fra sin herre.
De islamiske jurister har langt fra været alene om at bruge slaveri som et redskab at tænke med. Også rabbinerne udviklede en model til lovgivning vedrørende ægteskab og skilsmisse, som tog udgangspunkt i deres forestillinger om slaveri og frigørelse. Nøgleprincipper omkring slaveri, ægteskab og seksualitet i senere jødisk litteratur viser, at kvinders og slavers juridiske status var dybt forbundne: Love om slaveri og ægteskab eller kvinders status og slavers status blev gentagne gange betragtet sammen på måder, der indikerer, at de to var dybt sammenflettede i den rabbinske tankegang. Rabbinerne udviklede for eksempel en model, hvor skilsmisse fra en hustru helt grundlæggende blev betragtet som den samme proces, det var at frigøre en slave.
Naturligvis kan analogien ikke bringes videre; en hustru var og er ikke sin mands slave. Men fordi strukturen i den islamiske ægteskabskontrakt forudsætter den mandlige ægtefælles kontrol over fortsættelsen af ægteskabet på samme måde som en herre over slave, vil nytænkninger af skilsmisselove, der ikke adresserer denne grundlæggende norm, være begrænsede i de ændringer, de i sidste ende kan gennemføre.
Langvarig og vidtrækkende reform af skilsmisse anno 2020, der grundlæggende sigter efter at sikre muslimske kvinders ligestilling i ægteskab, kræver derfor en reform i selve det muslimske ægteskabs fundamentale struktur.
Sarah Monberg er master of arts fra Københavns Universitet med speciale i Europas religiøse rødder.