Forsker: Læreplaner har intet at gøre i en vuggestue

Det er absurd, at politikerne taler om læring i forhold til vuggestuebørn, som er ned til seks måneder gamle, hvoraf mange ikke kan gå, og nogle end ikke kan kravle, mener den bogaktuelle børneforsker Thomas Gitz-Johansen

Mens pædagogerne i vuggestuen fokuserer på at give børnene omsorg, vil politikere have dem til at arbejde med læring. Der er en kløft mellem det politiske krav og den faktiske pædagogiske opgave, mener børneforsker Thomas Gitz-Johansen. –
Mens pædagogerne i vuggestuen fokuserer på at give børnene omsorg, vil politikere have dem til at arbejde med læring. Der er en kløft mellem det politiske krav og den faktiske pædagogiske opgave, mener børneforsker Thomas Gitz-Johansen. – . Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix.

Siden 2004 har det været en del af dansk lovgivning, at danske daginstitutioner, altså både børnehaver og vuggestuer, skal have pædagogiske læreplaner. Hvorfor er det efter din opfattelse et problem?

"Mit fokus er alene de 0-2-årige vuggestuebørn. I forhold til dem er det helt åbenlyst hovedopgaven at give dem omsorg og dække deres grundlæggende fysiske og følelsesmæssige behov. Alligevel er vi i den situation, at læringsbegrebet også for de helt små børn er kommet til at fylde meget de seneste 15 år, blandt andet i kraft af de pædagogiske læreplaner. Derfor er der en stor afstand, et skisma, imellem det offentlige og politiske sprog om læring og den faktiske pædagogiske opgave."

Betyder det, at pædagogerne ikke gør det, de får besked på af politikerne, men noget helt andet?

"Min oplevelse fra virkeligheden i en vuggestue er, at pædagogerne gør alt det rigtige. De handler i relation til de uafviselige behov, børnene giver udtryk for. I min bog beskriver jeg, hvordan de drager omsorg, trøster, når børnene græder og så videre. Der er tale om børn, som er ned til seks måneder gamle. Mange kan ikke gå, nogle kan end ikke kravle. De kan endnu ikke tale. At tage læringsbegrebet ind i den ramme er absurd. Derfor arbejder pædagogerne med omsorg og tilknytning. Men det bliver svært at tale med kommunen og forældrene om, når det faglige sprog handler om noget andet."

I debatten om social arv refereres der ofte til den amerikanske forsker og nobelpristager James Heckman, der som økonom har regnet sig frem til, at jo tidligere i børns liv man sætter ind, desto bedre valuta får man for sine investeringer i at få et barn på rette vej i forhold til at lære noget og klare sig i livet. Derfor er det blevet et mantra, at der tidligst muligt skal sættes ind med ikke egentlig undervisning, men sprogstimulering og lignende. Er det ikke fornuftigt nok?

"Debatten tager ofte afsæt i, om det er bedst for barnet at være i hjemmet eller i vuggestue. Andres forskning tyder på, at det kan være omtrent lige så godt for barnet at være i en vuggestue, der giver god omsorg, og hvor der er ressourcer nok. Det, der skal sættes ind med i 0-2-årsalderen, er ikke læring, men omsorg. Vi er nødt til at tro på, at hvis vi dækker børnenes grundlæggende behov i den alder, sker der en udvikling videre frem. Men det behøver vi ikke læreplaner til."

Hvis det er så åbenlyst, at de 0-2-årige kun har brug for at få grundlæggende omsorg, trøst og følelsesmæssig tilknytning til voksne, hvad er så din forklaring på, at idéen om læreplaner også for denne gruppe overhovedet er opstået?

"Jeg mener, man kan se det som en kollektiv fortrængning af den hidtidige småbørnspædagogiske indsigt, som fandt sted i begyndelsen af 2000’erne, hvor man begyndte at se daginstitutionerne som skoleforberedende. Det var hele det øgede fokus på faglige præstationer og PISA-undersøgelser, som skabte en idé om, at det var vigtigt at komme tidligt i gang med den boglige udvikling.

Her blev børnenes grundlæggende behov måske glemt, fordi de sætter en form for grænse for, hvor effektive vi kan blive, og hvor hurtigt vi kan udvikle os. I et samfund, der har fokus på vækst, produktivitet og effektivitet bliver behov, der tager tid, kræver menneskelige ressourcer og ikke lige lader sig planlægge rationelt, en hæmsko."

Tanken med de pædagogiske læreplaner er vel heller ikke at kræve en bestemt effektivitet eller præstation af et barn på seks måneder, men at daginstitutioner gradvist forbereder børn til skolen. Og der er jo en verden til forskel på at være seks måneder og fem år, så i børnehaven giver det vel god mening?

"Jeg skal ikke forholde mig til, hvor relevant læringsbegrebet er i børnehaven. Jeg siger kun, at det er et problem, når vuggestuen får status som førskole. Især fordi vuggestuepædagoger mangler et fagligt sprog for det arbejde, de rent faktisk udfører. Du har ret i, at der sker helt vildt meget med børns udvikling fra de er mellem et halvt og et helt år og frem til de er fem eller seks."

Hvad er efter din opfattelse konsekvenserne for børnene af det misforhold mellem den politiske dagsorden og virkeligheden i vuggestuen, som du beskriver?

"Jeg ved ikke, om der er nogen bestemt risiko. Det mest problematiske er ikke, om der er læreplaner, men om der er for få ressourcer. Og gennem de seneste 20 år er området blevet beskåret og normeringer sat op, så den enkelte pædagog skal forholde sig til flere børn.

Hvis man forestiller sig, at man er enlig forælder til trillinger i etårsalderen og dagligt skal præstere trøst, indlevelse og nærvær i forhold til dem alle tre, får man et indblik i, hvorfor man som vuggestuepædagog kan blive tyndslidt."

Men jævnfør diskussionen om, hvorvidt hjem eller vuggestue er bedst, så er der vel også en diskussion om, hvorvidt pædagoger skal involvere sig lige så meget følelsesmæssigt i barnet som forældre. Kan en af årsagerne til, at man hellere taler om læring end omsorg, være en form for dårlig samvittighed over, at børnene ikke er hjemme hos deres far eller mor?

"På det samfundsmæssige plan oplever jeg, at der er en tilbageholdenhed over for at tale om omsorg, behov og følelser på et professionelt, ikke-sentimentalt niveau. Så er det lettere at tale om kognitiv udvikling. For den enkelte forælder oplever jeg også, at der ofte er en – sikkert ubegrundet – frygt for, om det på det følelsesmæssige plan går an, at man selv går på arbejde og overlader barnet til en vuggestuepædagog.

Men det er klart, at barnets grundlæggende behov ikke pludselig bliver nogle helt andre af, at det er i en vuggestue frem for i hjemmet. Den omsorg, der er brug for, skal vuggestuepædagogerne levere, og jeg skal slet ikke sige, at der leveres mindre i dag, end for 20 år siden. Men jeg ved, at omsorg tidligere har fyldt mere på pædagoguddannelsen og i sprogbrugen om vuggestuer, end tilfældet er i dag."