I KRISTELIGT DAGBLAD den 11. januar udtaler børneforsker Thomas Gitz-Johansen, at læring og læreplaner intet har at gøre i vuggestuen. Hans forskning viser, at pædagogerne i vuggestuen drager omsorg og trøster, og han udtaler: ”At tage læringsbegrebet ind i den ramme er absurd”.
Jeg anfægter ikke Thomas Gitz-Johansens forskning om omsorgens vitale betydning. Den deler jeg. Men denne forskning overser dog betydningen af de mangfoldige læringsprocesser, som hverdagslivet indeholder for de et-to-årige børn. Læringsmættede situationer, som pædagogerne både fanger i hverdagslivet og selv iværksætter sammen med børnene.
MASSER AF international og dansk forskning viser, at de første 1000 dage i et barns liv er afgørende såvel for dets trivsel og følelsesmæssige udvikling som for dets generelle læring. Vi ved blandt andet, at et aktivt, empatisk nærvær og dialog med barnets nære og kære personer (forældre og primærpædagog) har afgørende indflydelse på dets sproglige læring og udvikling.
Tilsvarende vil vuggestuens dynamiske læringsmiljø åbne for en fordybelse i de øvrige fem læreplanstemaer, der foruden det første læreplanstema, kommunikation og sprog, rummer temaerne: 2) krop, sanser og bevægelse, 3) kultur, æstetik og fællesskab, 4) natur, udeliv og science samt 5) social udvikling. Temaer, der tilsammen bidrager til 6) barnets alsidige personlige udvikling.
Når Thomas Gitz-Johansen afsværger læring i vuggestuen, skyldes det måske en gammeldags læringsforståelse, nemlig at den voksne overfører kundskaber og færdigheder til barnet. Heroverfor hersker i de fleste vuggestuer en dynamisk læringsforståelse, der sætter barnet i centrum og udgår fra barnets nysgerrighed og undren, som pædagogen støtter ved at indlede en medundring præget af praktiske og dialogiske undersøgelser, hvor pædagogen sprogligt benævner relevante genstande og hændelser. Alt sammen noget, der foregår på barnets præmisser, båret af et empatisk og omsorgsfuldt forhold til barnet.
En sådan læringsdimension har jeg været med til at dokumentere i flere aktionsforskningsprojekter sammen med hundredvis af pædagoger. I disse projekter har vi set aktive og empatiske pædagoger, der mestrer at forene omsorg og læring, hvilket nedenstående episode fra et af projekterne viser:
En etårig dreng sidder på hug og iagttager med stor opmærksomhed vand, der drypper ned fra en tagrende og ud gennem et rør. Han følger dråberne og er fascineret af dråbens møde med en lille pyt, men så forsvinder vandet. En ny dråbe rammer, og væk er den. Han stirrer intenst på det sted, hvor dråberne forsvinder. Han er stærkt fokuseret og fordybet i fænomenet. En iagttagende pædagog sætter sig på hug ved siden af ham for at dele hans fascination og undren.
Drengen har ikke et verbalsprog, hvormed han kan stille spørgsmål såsom: ”Hvor kommer vandet fra, og hvor forsvinder det hen?”. Men her kan den nærværende og medundrende pædagog hjælpe ham med at skabe bevægelse i en undersøgende proces, der kan belyse hans usagte spørgsmål.
Eksemplet viser en omsorgsfuld pædagog, der støtter barnets undring, hvilket bidrager til skabelse af et nysgerrigt og videbegærligt barn. Omsorg og læring er ikke hinandens modsætninger. Men der er behov for flere pædagoger i vuggestuen for at muliggøre et omsorgsfuldt og læringsorienteret samspil med børnene.
Lad det ske i valgåret 2019.
Stig Broström er professor emeritus, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).