DEN SÆRDELES detaljerede og inspirerende rapport ”Tradition og fornyelse. Teologiske perspektiver på gudstjeneste og liturgi” lægger op til aktuel debat om højmessen.
Ud fra min grundindstilling, der går ud på, at fornyelse af en tradition meget vel kan bestå mere af en konstruktiv styrkelse end af en destruktiv forandring, skal det følgende læses som et eksempel på hvordan.
Jeg ønsker hermed at appellere til at bevare en gennem tiderne åbenbart slidstærkt udviklet, tidløs og hævdvundet liturgi ved at gennemgå og forstærke formaliteterne i forbindelse med en af den danske højmesses vigtigste elementer: velsignelsen.
Når præsten efter en højmesses afsluttende Fadervor har lyst velsignelsen, sker det med en meget sigende armbevægelse, hvormed der først lodret så vandret tegnes et luftigt kors. I den danske folkekirke foretages den sidste bevægelse i den symbolske tegngivning fra venstre mod højre, vel at mærke set fra præstens synsvinkel!
Det højtidelige markeres ofte med en særlig fingersætning, som også kan ses på gamle helgenbilleder og ikoner: højre hånds tommel- og pegefinger holdes samlet. Nogle præster gør meget ud af sådan at ”slå korsets tegn”, andre gør det med strakte fingre og håndens lillefingerside vendt mod menigheden. Lodret som var det et håndkantslag.
At slå korsets tegn er for mange katolske og ortodokse kristne en så naturlig handling, at vi for eksempel på tv kan se – ofte i forbindelse med fodboldkampe – hvordan mange sportsfolk for åben skærm med tydelige håndbevægelser, af og til demonstrativt, vedgår deres tro, søger styrke til sejr eller udtrykker taknemmelighed for et vellykket resultat.
I vores protestantiske sammenhæng er vi ejendommeligt nok tilbageholdende med at vise en sådan åbenhed. Når velsignelsen lyses i kirken, overlader vi det til præsten alene at afslutte med korstegnet. Ejendommeligt, fordi vi i folkekirken tilslutter os den protestantiske opfattelse, at vi alle er præster for Gud. ”Det almindelige præstedømme” kaldes denne sympatiske indstilling.
Men det er vigtigt, at vi i vores kirke får betonet, at det hverken er en paves, en biskops eller en præsts velsignelse, vi beder om at modtage. Det er Guds. På den måde får vi markeret, at en velsignelse ikke er en magisk besværgelse. Snarere en gensidig guddommelig håndsrækning. At slå korsets tegn er et gensidigt anliggende. Derfor bør menigheden også sammen med præsten gøre korsets tegn. Det kan virke som en afværgende gestus, som et udtryk for tro, håb og taknemmelighed. Derfor fortjener det at blive tegnet med eftertryk.
Der må aldrig være noget hokuspokus ved en velsignelse. Historien har alt for mange eksempler på, at velsignelser er blevet misbrugt til for eksempel vilkårligt at tryllebinde eller forpligte ægteskabelige forhold eller til at forgude og retfærdiggøre våbenbrug og andre krigeriske handlinger.
Som en slags afværgemanøvre bør ordlyden af ønsket om Guds velsignelse derfor rettelig lyde: ”Herren velsigne os og bevare os, Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig, Herren løfte sit ansigt mod os og give os fred.” I overensstemmelse hermed bør præsten slå korsets tegn to gange, og menigheden ligeledes svare ved at gøre korsets tegn. Sådan at den rituelle gestus får en inkluderende karakter: Kors, bevar os vel.
Den ene gang markerer håndbevægelserne korstegnet først lodret så vandret fra højre mod venstre med to gange amen (for menigheden). Den anden gang med det langtrukne amen først lodret og så vandret fra venstre mod højre (for præsten selv).
Dermed gives der vel at mærke økumenisk set også korstegn på både protestantisk, katolsk, fra venstre mod højre, og ortodoks manér, fra højre mod venstre. Dette dobbelte korstegn (”for dit ansigt og for dit bryst”) er meget passende og sigende i forvejen også en traditionel del af dåbsritualet.
Jeg ser de sidstnævnte tegnsproglige ”håndslag” som en bøn om, at livet må udfoldes i pagt med såvel hjerne som hjerte. Et godt sted at begynde. For kun om dåben gælder det jo, at godt begyndt er helt fuldendt.
Baggrunden for udformningen af dette forslag er også det biskoppelige udvalgsarbejde med at skabe muligheder for flere liturgiske variationer i folkekirkens gudstjenester og større mulighed for de enkelte menigheder til at udarbejde egne liturgier.
En markering af, at vi livet igennem befinder os på den kristne valgfriheds korsveje.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.