Det er kun prisværdigt, at Kristeligt Dagblad sætter fokus på den brede historie om højskolen med flere artikler og en ny lydserie, ”Højskoledanmark”, i forbindelse med 175-året for Rødding Højskole. Den danske folkehøjskole får ære og ris for mangt og meget, men det er uomtvisteligt, at højskolebevægelsen har sat et markant præg på vores samfund på en lang række områder. Et af de allervigtigste steder, hvor værdierne fra Rødding og de andre første skoler tydeligst præger unge generationer, overses dog tit, når højskoledanmark skal besynges – nemlig på landets efterskoler.
I august begyndte 30.000 unge på landets i alt 240 efterskoler. Det er rekordmange og en rekordstor del af en ungdomsårgang. Med så stort et elevoptag favner efterskolerne meget bredt, og mange unge oplever at få venner fra andre dele af landet og fra andre lag af samfundskagen, end de er vokset op med. Når journalist Morten Mikkelsen i fredagens avis påpeger, at mangfoldigheden på landets højskoler i dag er gået tabt, og at man nok ikke længere møder ”hele Danmark, både høj og lav”, så kig mod efterskolerne.
Når Højskolesangbogens 19. udgave kommer fra tryk om et års tid, vil den helt store kundegruppe ikke være landets højskoler, men efterskolerne. Hver eneste morgen udfordres den blufærdighed, mange unge såvel som mange voksne for den sags skyld, har ved at synge højt i fællesskab, når eleverne til morgensang præsenteres for den danske sangskat fra Brorson til Brunse.
De oplever at blive fortalt ind i et stort historisk fællesskab gennem sangene, til fortælletimer, medborgerskabstimer, aftensang og så videre. De oplever, at læring ikke blot handler om den næste test, men at fordybelse og begejstring fint kan hænge sammen. De møder voksne ikke kun som lærere, men som samtalepartnere om både små og store spørgsmål. Alt sammen altså ikke kun for de lærde blot, der har sparet sammen til et højskoleophold efter gymnasiet, men for et meget stort tværsnit af en ungdomsårgang.
Historisk set er efterskolerne vokset ud af højskolebevægelsen, og de to skoletyper har altid været tæt forbundet. Da de første efterskoler blev grundlagt i anden halvdel af 1800-tallet, var ordet ”efterskole” blot en måde at markere, at en højskole var for unge under 18. Siden har landets højskoler gennemgået en række transformationer, meget fint beskrevet i Ove Korsgaards nye bog ”Strejftog i højskolernes idéhistorie”. Det samme har efterskolerne. Men sigtet begge steder har altid været det samme: At ruste eleverne til ikke blot en kommende eksamen, men til at blive medborgere i det samfund, der venter dem. Vil man se det udfoldet for fuld styrke 24/7, så kig mod efterskolerne.
Rasmus Bro Henriksen er forstander på Aarhus Efterskole.