Fortabt, fundet, genforenet

”Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et genstridigt folk, som følger en vej, som ikke er god.”

Esajas’ Bog 65, 2

Man kan beundre et spædbarn for den ihærdighed, det lægger for dagen ved at afprøve virkeligheden: Igen og igen kaster det sit tøjdyr, rangle, eller hvad det nu kan være, på gulvet – kommer det tilbage? Kan det lade sig gøre at miste og så få det mistede tilbage? Igen og igen prøves det af. Det kan være irriterende for forældrene, hvis ikke de gør sig klart, at barnet opbygger afgørende erfaringer: Hvor tillidsfuld kan man være over for tilværelsen?

Og endnu alvorligere: erfaringen af selv at kunne gå tabt. Med ét rammes det lille barn af oplevelsen af, at det er alene, overladt til sig selv. Da det blev dysset eller sunget i søvn, var den gode nærhed fra mor eller far der. Der var en stemme, en hånd. Men nu, da barnet vågner, er der ingen, og gråden kan være hjerteskærende udtryk for, at barnet kender sin afhængighed og nu mærker et sug af ængstelse og forladthed, som skal besvares. En desperation efter at blive fundet, blive hentet ind.

Bibelen har mange billeder på Gud som den, der rækker ud mod sine mennesker. Som vi ser hos profeten Esajas: Også når menneskene er genstridige. Guds rækken ud er ikke en belønning for, at menneskene har udmærket sig, men Gud ser igennem det genstridige – som forældre vil gøre over for deres børn. Og denne trang hos Gud til at nå sine mennesker kom til udtryk i umådelig forstærket form, da Jesus trådte frem.

Han vakte forargelse ved at indgå fællesskab med mennesker, som de moralsk velbjergede anså for fortabte, forkastede af Gud. Men Jesus så på dem med helt andre øjne – på Guds vegne. Forskellen mellem de ”ordentlige” og de ”mislykkede” er ubetydelig.

Gud er så forbundet med menneskene, at han også i den fortabte kender sit eget barn og sætter alt ind på at hente det ind. Intet menneske er bestemt til varig fortabelse, men har som skabt i Guds billede den høje bestemmelse i sig – måske godt skjult, også for sig selv – at forenes med Gud.

Gud er med andre ord som den mor eller far, der hører, når barnet kalder, og samler dét op, som barnet smider, og giver det tilbage som bekræftelse på, at vi tillidsfuldt kan tage imod livet.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.