DET VAR BEFRIENDE at læse skoleleder Per Jacobsens kronik ”Lad os få dannelsesaspektet tilbage i folkeskolen” i Kristeligt Dagblad den 5. april. Per Jacobsen understreger i sin kronik, at vores kulturhistorie og vores skole- og uddannelsestænkning hænger tæt sammen og må forstås som hinandens forudsætninger.
Men skole- og uddannelsestænkningen har i alt for høj grad isoleret sig i et politisk-pædagogisk reservat, hvor man ikke ønsker, at almindelige mennesker blander sig i, hvad der foregår. Den pædagogiske styring og teoridannelse er blevet ufolkelig og abstrakt og har mistet forbindelsen til det daglige liv. Per Jacobsen mener, at der i den moderne skole er for lidt plads til undren, kreativ udfoldelse og livtag med tilværelsens modsætningsfyldte spørgsmål. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange børn og unge der mistrives. Måske kunne det være en idé at se på, om der er en sammenhæng.
JEG LÆSTE FOR NYLIG et indlæg af den gamle navnkundige Askov-forstander Knud Hansen, som blev bragt i Information den 7. oktober 1959. Det hed ”Forbyd spørgeskemaer” og handlede om pædagogik og den schweiziske pædagog Pestalozzi (1746-1827). Pestalozzi understreger, at det i opdragelsen gælder om at få forstanden og følelsen til at arbejde sammen. Forstanden alene er noget koldt og beregnende, siger Pestalozzi, og hjertet alene er magtesløst.
For Knud Hansen er det ikke nok med metoder og teknik og gold viden og kunnen i skolen; der må noget mere og andet til, nemlig ”at læreren selv har mødt virkeligheden og ved dette møde er blevet vakt til live til at forstå sig selv og til at forstå den verden, vi liver i”. Skolen skal udvikle intellekt og følelse og fantasi på samme tid, så man undgår at udvikle individualiserede forstandsuhyrer, der bliver afstumpede og snusfornuftige. Formålet med skolen er ikke så effektivt som muligt at lære børnene en masse, så de kan udfylde et spørgeskema og blive i stand til at klare sig i kampen for tilværelsen og finde sig til rette i et på effektivitet indrettet samfund i en globaliseret verden.
Det er i den sammenhæng ikke nogen hjælp at opdrage børnene til ustandselig at reflektere over deres egen situation og læringsproces. For det fører til selvoptagethed og en psykologiseret effektivitetskultur. Vi glemmer det, der er det vigtigste: ”mødet med virkeligheden” og forbindelsen med det fællesmenneskelige rodnet.
I DAG VIL VI BESTEMME OG STYRE det hele, så vi kan klare os i den globale konkurrence. Det er det, alle disse spørgeskemaer og tests skal bruges til. Så kan vi lave nogle grafer og procenter og diagrammer at jonglere med og se, om udviklingen går op eller ned, uden nogensinde at behøve indsigt og erfaring. De mange tests har ikke primært pædagogiske formål, men fungerer som styringsredskaber i ”kvalitetsdialogerne” i stat, kommune, skoleledelse, lærere, forældre og elever med ”Fælles Mål”, operative måltal, datavarehuse, elevplaner, læringskonsulenter, målstyring og så videre. Grundtvig sagde meget apropos, at ikke bare kirken, men også staten skulle blande sig udenom.
Der er tilsyneladende tale om en gammel udvikling. Knud Hansens kritik fra 1959 er stadig aktuel her 60 år efter. Kritikken går ud på, at alle spørgsmål her i livet ikke kan besvares på en bestemt og entydig måde, som kan styres, evalueres og perfektioneres, og hvor man tvinges til at forenkle det komplicerede, så det passer i grafer og procentregning efter devisen: ”Mål alt, hvad måles kan, og gør det måleligt, som endnu ikke kan.”
Over for en sådan tankegang understreger Knud Hansen vigtigheden af at møde en lærer, der lægger vægt på både erfaring, fornuft og følelse. Dette møde sker ikke, uden at kærlighed og fantasi er på spil, og den slags lærer man ikke ved tabeller og spørgeskemaer. Og det er her, udfordringen ligger.
C.S. Lewis har i bogen ”Menneskets afskaffelse” sagt: ”Man skal opdrage sine børn, ligesom de voksne fugle lærer deres unger at flyve, og ikke som hønseriejeren, der opdrætter kyllingerne.”
Jørgen Juul Petersen er tidligere sognepræst.