”Opråb bedsteforældre” i avisen i lørdags udgør et godt eksempel på, hvor svært det er at opnå en velfunderet debat om vigtige samfundsproblemer.
Barbara Palmer har set en dokumentar på DR 2, hvor en leder af et dagtilbud grædende fortæller, hvor galt det står til, og hvorfor hun vil sige sit job op.
Barbara Palmer fortæller, at der i udsendelsen gives to sådanne eksempler. Hun generaliserer derefter, at dokumentaren viser, at børn i dag efterlades i en virkelighed, hvor der ikke er voksne nok til at give børnene den tryghed og udvikling, de har brug for.
Generaliseringen føres helt igennem: ”Vi er en gruppe bedsteforældre, der med stigende bekymring bevidner det offentlige udpinte tilbud til småbørnsforældre.”
Jeg er selv bedstefar – og kan kun være fuldstændig enig med Barbara Palmer i hendes afsluttende ord om, at vi skal ”sætte fokus på vore børnebørns trivsel og udvikling i dagtilbuddene”.
Ja! Få ting er så vigtige som at give de næste generationer den bedste start.
Men det er simpelthen – og heldigvis – forkert at fremstille det, som om vi i kraft af dårlige normeringer er et land, hvor børn generelt, med Barbara Palmers ord, udsættes unødigt for ”udviklingen af opmærksomhedsforstyrrelser, angst, depression og manglende empati hos børnene”.
Der skal nok være børneinstitutioner, hvor det er tilfældet. Måske af interne årsager på institutionen, måske på grund af placering i områder med særligt vanskelige børn, måske begge dele på én gang – eller noget helt tredje.
Det ændrer bare ikke ved, at der også i vore dage er institutioner, der fungerer fortræffeligt med både børn og pædagoger i fuld – om end travl – trivsel.
Jeg er så privilegeret at have et barnebarn i nærheden og selv opleve en institution tæt på. Vi har, som mange bedsteforældre, ofte fornøjelsen af at kunne hente guldklumpen fra institutionen og være sammen med hende nogle timer, til forældrene er hjemme.
Så sent som i sidste uge hentede jeg den to et halvtårige. Det var, som jeg har oplevet det før: liste ind på stuen midt i aktiviteterne og se en flok glade børn. Nogle gange i livlig leg, nogle gange, som nu, koncentreret omkring et bord i gang med ansigtsmaling, modellervoks, eller hvad de omsorgsfulde og opmærksomme voksne nu har valgt.
Det er nok ikke en potemkinkulisse sat behændigt op til netop, når jeg ankommer.
Til tider er vi længere på stedet, og for nylig såmænd en hel halv dag på bedsteforældredagen. Og når vi i det daglige har barnebarnet hjemme i timerne derefter, hører vi om, hvad der er sket i dag, og mærker, hvordan dagens stemning nu har forplantet sig i barnet. Altid kun godt.
Det er en helt almindelig kommunal aarhusiansk børnehave i byens udkant. De får ikke ekstra midler, og mig bekendt er det ikke sådan, at Aarhus flotter sig markant mere end andre kommuner.
For et par uger siden besøgte jeg den børnehave, som mine egne børn gik i for mellem 30 og 40 år siden – uanmeldt og igen blot listende diskret ind i en stund som ”fluen på væggen” – da jeg havde et andet ærinde på stedet. Det er en privat drevet børnehave, men med kommunalt tilskud og underlagt helt samme normering og samme økonomi som den offentlige.
Oplevelsen var som på den kommunale institution, og i øvrigt helt som da mine egne børn var der.
Det er jo gode oplevelser, som gør en bedstefar glad i hjertet. Og det var så to eksempler, samme antal som i den nævnte DR 2-dokumentar.
Dermed er det billede af den danske situation på daginstitutionsområdet, som DR 2-dokumentaren med held har fået formidlet til Barbara Palmer og sikkert andre bedsteforældre med, gendrevet.
Nu vil jeg så ikke generalisere og forsøge at hævde, at vi i Danmark kun har pragtfulde institutioner med afbalancerede, overskudsagtige, vågne og tilsvarende glade børn.
Der findes sørgeligt nok eksempler, som de viste i DR 2, og der kan ikke hurtigt nok sættes ind sådanne steder. Af hjertet under jeg gerne pædagoger, både de dårlige og de gode steder, lidt ekstra hænder.
Det hjælper bare ikke at gøre det til en påstand om generelle normeringsforhold. I virkeligheden kommer generaliseringen til at skygge for den egentlige udfordring: at blive klogere på, hvorfor det med samme midler, normering og så videre kan falde så voldsomt forskelligt ud.
Det er helt parallelt med, at de dyreste folkeskoler i Danmark koster mere end dobbelt så meget at drive som de billigste – uden at eleverne på de dyre har en bedre skolegang, eller opnår bedre resultater.
Hvis vi gjorde os klogere på, hvad der ligger bag den type forskelle, og formåede at bruge den klogskab uhæmmet af tabuer, særinteresser og andet blokerende, ville der sikkert frigøres ressourcer nok til at få det bedste i alle børnenes udviklingsfaser. Inklusive højere uddannelse, hvad jeg selv i 16 år har haft lejlighed til at følge på indersiden af systemet.
Det ville være så utroligt mere konstruktivt end udsigtsløse kampe om generelle bevillingsniveauer – som efter alle solemærker på alle fronter kun vil blive mindre i fremtiden.
Det sker dog næppe. Der venter kun bøvl og ballade, hvis man begynder at fordybe sig i, hvorfor mennesker i flok i så høj grad får noget forskelligt ud af de samme ressourcer. Slagsmålet om lagkagestykkets størrelse er langt mere ufarligt.
Jens Otto Kjær Hansen er tidligere rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.