Prøv avisen
Debat

Fra klimaet til Koranen: Valgkampen handler om en fjern fremtid, vi ikke kommer til at opleve

I klimakampen tager mange FN’s klimapanel IPCC’s forudsigelser som objektiv videnskab, men det er de ikke, mener forfatter Hans Hauge. På billedet ses IPCC’s formand, Hoesung Lee, som taler på en konference om global opvarmining i oktober sidste år. – Foto: Jung Yeon-je/AFP/Ritzau Scanpix

Hans Hauge

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Et flertal af danskerne frygter den globale opvarmning, og et mindretal frygter den muslimske indvandring, eller hvad man kalder ”den store udskiftning”. For begge parter handler det om noget, der vil ske i en fjern fremtid, og som de ikke selv kommer til at opleve

Politik handler om verden, som man forestiller sig, den vil se ud om 100 år eller i år 2300. Politik baserer sig på forudsigelser, som hverken kan verificeres eller falsificeres. Man kan profetere med stor nøjagtighed om fremtiden og endog om vejret i år 2300, men ikke om vejret eller valget den 5. juni.

Et flertal af danskerne frygter den globale opvarmning, og et mindretal frygter den muslimske indvandring, eller hvad man kalder ”den store udskiftning”. For begge parter handler det om noget, der vil ske i en fjern fremtid, og som de ikke selv kommer til at opleve. Begge parter forholder sig til en autoritativ tekst, hvori fremtiden fremstilles: klimarapporter eller Koranen.

Dernæst frygter og bekæmper begge parter hinanden, samtidig med at klima og migration er uløseligt forbundet. De er de vigtigste temaer, siger vælgerne tilsyneladende. De to modpolers originaler er to, der har forladt Det Radikale Venstre: Uffe Elbæk og Rasmus Paludan. Resten er kopier eller light-udgaver.

Valgkampen handler således om en fjern fremtid og kun lidt om den nære fremtid (pension). Det er derfor, at politikerne hele tiden henviser til ”vores børn og børnebørn”, skønt de burde sige oldebørn.

Den dag, hvor forudsigelserne kan blive sande, er Folketingets medlemmer døde. Man kan ikke just sige, at politikere kun tænker på de næste fire år. Lidt hører vi heldigvis om år 2050. Da er Lars Løkke over 80, og jeg er død, men oftest er det 2100 eller endog 2300. Da er selv de unge døde.

Klimaforandringerne skaber frygt hos de mange. Kulturforandringer skaber frygt hos de få. Man kan blot ikke se klimafrygten. Klimafrygt er megen teori og liden praksis.

Mindretallet frygter ”den store udskiftning”, at det danske folk udskiftes med et muslimsk. Den store udskiftning er et udtryk, der især er blevet udbredt i Europa af den franske filosof Renaud Camus. Lignende tanker har stor udbredelse i Tyskland, og de fremførtes af Thilo Sarrazin.

Sarrazin er socialdemokrat og økonom. Han har udgivet flere bøger om samme emne, der kommer i kæmpeoplag. Og der er utallige franske, engelske og tyske eksempler på lignende bøger om den store udskiftning, som jo er den tankegang, Stram Kurs repræsenterer. Sarrazin er blevet mødt med vold og optøjer, hvor han møder op.

Der fødes for få tyskere, konstaterer han, og for mange indvandrere, og problemet er, at de har en lavere iq end tyskerne, samt at de får alt for mange børn, der får alt for lidt uddannelse, og som ikke lærer tysk. Om 90 år vil fødselstallet for tyskere ligge omkring 200.000. Til den tid vil kun halvdelen af indbyggerne være tyskere. Da har landet nedlagt sig selv.

Man bekymrer sig ikke for, at Tyskland bliver mindre og dummere, siger Sarrazin. Fire procent er i dag analfabeter. Han mener ganske enkelt, at arabere og tyrkere er mindre intelligente end tyskerne.

Tit knytter Sarrazin indvandring sammen med klimadebatten. Vi gør os tanker om klimaet om 100 eller 500 år. Det ehelt ulogisk, føjer han til. Hvorfor være bekymret for Tyskland, når det ikke findes om 100 år? Uden nationalisme, ingen naturbevaring. Derefter kommer hans demografiske fremtidsudsagn: Or m 100 år er der 25 millioner tyskere, om 200 år otte millioner og om 300 år tre millioner.

Mange tror ikke på Sarazins fremtidsudsagn, der ikke kan verificeres, derimod tror de fleste på FN’s klimapanels, selvom de ikke kan verificeres, før om mange hundrede år, hvor vi alle er døde. IPCC har beregnet, at ”verdenshavene vil stige med maksimalt 59 centimeter frem mod år 2100”. Bemærk nøjagtigheden: 59 og ikke 56 centimeter.

Til den tid er mine børnebørn, om de lever, omkring 95 år. Her er et andet: ”Hvis den menneskelige klimapåvirkning i år 2100 blev stabiliseret på et niveau svarende til de lave udslipsscenarier ville det føre til yderligere opvarmning efter 2100 på cirka 0,5 grader. Den globale vandstandsstigning på grund af vandets varmeudvidelse ville blive 0,3-0,8 meter i 2300 og stige langsommere derefter.” 2300 er fiktiv videnskab.

Problemet er, at især udsagn om klima ikke er fænomenologiske. Man kan ikke opleve klimakrisen. Derfor leder de efter tegn i sol og måne, som de kan tolke som tegn på farerne.

Jeg hørte en klimaskræmt ung mand, der var bekymret, fordi vejret i maj skiftede mellem solskin og regnvejr. Byger, der går og kommer, var for ham et tegn på verdens undergang og ikke på den danske sommer. En varm sommer er tegn på dommedag. Tegn på den store udskiftning er lettere at sanse: tørklæder, selvmordsbomber, Coca-Cola, der fejrer ramadan, ghettoer, der rives ned, og så videre.

Når videnskabelige udsagn ikke kan verificeres eller sanses, gør man noget andet. Man vedtager, at de er sande. Sandhed er konsensus i et panel af økonomer, ingeniører og metrologer. Vi hylder et konsensus-sandhedsbegreb, men som alternativ til det findes også et matyrologisk sandhedsbegreb. Det så vi i Sri Lanka. Her gik mennesker i døden i forventning om en belønning i en fjern fremtid, som de med sikkerhed kunne forudsige.

FN’s Intergovernmental Panel on Climate Change (ICPP) blev nedsat i 1988 i Genève, og en af dets fædre var den svenske metrolog Bert Brolin, der vist var den første til at tale om global opvarmning. Han var politisk knyttet til Olof Palmes regering.

IPCC består af mennesker, der er sammensat efter forskellige ikke-videnskabelige principper, hvor både køn, race, religion og nationalitet spiller ind. Formanden fra 2002 til 2015 var ingeniøren R.K. Pachauri. Han lagde ikke skjul på, at han var hindu, og anlagde en slags holistisk syn på klimaet: Vi har ikke at gøre med objektiv eller værdifri videnskab. Så blev han fyret på grund af sex-chikane og afløst af sudanske Ismail El Gizouli. Han blev valgt af Sierra Leones regering. Han knyttede i et foredrag konflikten i Darfur sammen med klimaforandringer. Han var modstander af COP 15. Nu er han afløst af en sydkoreansk økonom, H. Lee, og økonomi kan som bekendt ikke forudsige fremtiden. Det er den slags objektiv videnskab, politikken i Danmark delvis bygger sine fremtids-visioner på.

Religionsforskere forudså, at i moderniteten ville religionen forsvinde. De tog fejl. Nu forudsiger de, at der bliver mere religion om 100 år. Mormonismen er en af de hurtigst voksende religioner i verden. Det tager den engelske politolog Eric Kaufmann udgangspunkt i i bogen ”Shall the Religious Inherit the Earth? Demography and Politics in the Twenty-First Century” fra 2010. Kaufmanns tese ligner på sin vis Sarrazins.

De religiøse får flere børn. Og derfor vil de arve verden. Det kan godt være, at darwinisterne har de bedste argumenter, men kreationisterne har flest børn.

Kaufmann gennemgår en lang række især fundamentalistiske religiøse bevægelser, både kristne, jødiske og muslimske. De er alle i vækst. Sekularismens triumf lægger spiren til sit eget endeligt. Kaufmann vil med oplysning udrydde religion.

”Om 100 år vil de religiøse dominere hele verden,” siger Kaufmann, ”medmindre vi får religion udryddet.” ”Om 100 år er tyskerne i mindretal i Tyskland” (Sarrazin). Medmindre de får muslimerne udvist. ”Om 100 år er verdenshavene steget med 59 centimeter (IPCC)”. Passer det? Det finder vi nulevende aldrig ud af. Måske gør vore oldebørn.

Hans Hauge er forfatter. og tidligere universitetslektor.