Fremtidsforskere: Vi er blevet så optaget af at bevare, at vi har glemt modet på fremtiden

Stadig færre tror længere på ”fremskridtets doktrin” med globalisering, vækst og fremgang, som i dag fremstår som en lille elites varetagelse af egne interesser. Problemet er, at der ikke synes at tegne sig nye positive fortællinger om fremtiden, skriver fremtidsforskere

At vi skal passe på det Danmark, vi kender, er et hyppigt budskab fra politikerne i disse år. Men hvis alle samfundets grundpiller, som vi skal passe på i dag, er resultatet af, at tidligere generationer har tænkt på fremtiden, bør vi så ikke gøre det samme, spørger to fremtidsforskere.
At vi skal passe på det Danmark, vi kender, er et hyppigt budskab fra politikerne i disse år. Men hvis alle samfundets grundpiller, som vi skal passe på i dag, er resultatet af, at tidligere generationer har tænkt på fremtiden, bør vi så ikke gøre det samme, spørger to fremtidsforskere. Foto: Leif Tuxen.

Vi skal passe på det, vi har, det er et hyppigt budskab fra politikerne i disse år. Hinanden, fællesskabet, Danmark, uddannelsessystemet, velfærden, velstanden, sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedets parters frie forhandlingsret, demokratiet, ligestillingen, friheden, beskæftigelsen, miljøet. Fortsæt selv listen, der er nok at tage af, grundpiller, som vi ikke vil undvære, fundamenter for vores samfund og vores liv. Vi skal passe på dem.

Men her er en tanke: Alle disse grundpiller, som vi skal passe på i dag, er resultatet af, at tidligere generationer har tænkt på fremtiden. De har haft idéer, de har arbejdet for dem, og de har skabt fremtiden – som vi lever i nu.

Men hvad så med os? Hvad skaber vi? Passer vi bare på, som kustoder på et museum, eller har vi også noget at bidrage med?

Og har vi ikke et ansvar for at bidrage til den næste fremtid, næste generationers uundværlige grundpiller – et ansvar for at tænke på fremtiden? Og gælder det ikke i særlig grad de af os, der er beslutningstagere?

Tager vi erhvervslivet, er tidshorisonten mange steder blevet meget kort, i reglen kun et år, allerhøjst to-tre år. Det handler om at klare sig igennem, holde sig flydende, sikre bundlinjen. Dagsordenen er båret af ord som disruption, agilitet, resiliens. Brugbare ord, men ikke ord, der åbner for fremtiden.

Disruption betyder forstyrrelse og betegner risikoen for, at tæppet pludselig hives væk under os og alle vore gængse antagelser og planer. Derfor må man nedtone langsigtede planer.

I stedet må man være agil – man må hurtigt kunne bevæge sig væk fra den platform, der synker, og over på en ny, og derefter endnu en, og endnu en. Hop, hop, hop.

Eller man må være resilient, det vil sige modstandsdygtig, i stand til at absorbere udefrakommende chok uden at miste sin funktionsevne. Konsekvensen er, at man fokuserer på smidighed, flugtmuligheder og tilpasningsevne. Idéen om at sætte en retning og at opbygge noget, skabe noget, trænges i baggrunden.

Det er almindeligt og regnes for fornuftigt ikke at bruge tid på fremtiden – den er alligevel svær at sige noget om, som det påpeges, og det er selvfølgelig også rigtigt. Men skal vi så bare lade være at beskæftige os med den?

Tilsvarende gælder for det politiske landskab, som decideret er præget af nostalgi i disse år. Store vælgergrupper længes efter en fortid, hvor der var gode job til ordentlige mennesker, hvor det nationale fællesskab var selvfølgeligt og uantastet af nytilkomne, og hvor der var en større grundlæggende social tryghed og solidaritet.

Trygfondens undersøgelser doku menterer faldende oplevet tryghed. Undersøgelser i lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien viser, at mange længes efter fortiden. I Storbritannien mener to tredjedele af befolkningen, at livet var bedre, dengang de voksede op.

Følelsen af, at alt var bedre før i tiden, kan hænge sammen med tendensen til stigende ulighed og svækkelsen af social velfærd. Men den synes at række længere og dybere. Og politikerne responderer på den. Stadig færre tror længere på ”fremskridtets doktrin” med globalisering, vækst og fremgang. Den havde i en periode status af en uomgængelig megatrend, men nu fremstår den for mange som en lille elites varetagelse af egne interesser. Problemet er, at der ikke synes at tegne sig nye positive fortællinger om fremtiden, det er længslen mod den gyldne fortid, der dominerer.

Ser man på, hvilke løsninger der tilbydes af meningsdannere, debat- og selvhjælpsbøger, handler de mest om at sige nej til den megen støj fra marked og medier.

Det kan der være god grund til i en verden fuld af distraktion og kattevideoer – og stigende stress. Men budskaberne er mere forenelige med indadvendthed og tilbageskuen end med et fokus på, hvordan vi kan bringe verden videre, og hvordan vi kan bidrage aktivt og kreativt.

Det er kort sagt, som om vi har tabt interessen for fremtiden. Eller måske snarere modet på fremtiden. Det er blevet almindeligt og acceptabelt, selv for ansvarlige beslutningstagere, at afvise fremtiden som ”nice to know”. Men dermed afviser man også chancen for at skabe den.

Specielt burde ansvarlige beslutningstagere gøre sig den overvejelse: Er det nok bare at klare den til næste budgetår, næste valg eller næste nyhedscyklus? Er det ansvarligt? Vi har brug for et opgør med den dominerende fremtidsfornægtelse.

Fremtiden er fundamentalt usikker. Som fremtidsforskeren Ian Wilson har peget på, kan vi ikke undslippe det dilemma, at al vor viden handler om fortiden, mens alle vore beslutninger handler om fremtiden.

Det er rigtigt, at fremtiden er svær. Vi kan ikke forudsige den. Men det er ikke rigtigt, at vi kun kan tilpasse os den, forsvare os mod den eller flygte fra den. Vi kan også forme den. Hvis vi vil og tør.

Det er blevet beskrevet, hvordan Påskeøens beboere ødelagde grundlaget for deres civilisation gennem en fuldstændig afskovning. Én af grundene var, at det foregik over en 600 år lang periode, og at den enkelte generation ikke havde nogen fornemmelse af udviklingsretningen. Derfor var de optaget af kortsigtede projekter og magtkampe.

I modsætning til Påskeøens indbyggere har vi masser af data og viden, som kan give os et billede af udviklingsretningen.

Men det forudsætter, at vi giver det opmærksomhed, for mange af de udviklinger, der skaber fremtiden, er umærkelige på det korte sigt. Befolkningsudviklingen betyder meget lidt fra det ene år til det næste. Men på 10 års sigt bestemmer den, hvor mange flere plejehjemspladser eller børnehaver vi har brug for.

Klimaudviklingen og den teknologiske udvikling er andre eksempler på forandringer, der i et længere perspektiv summerer op til transformationer.

Fremtiden kommer, hvad enten vi forholder os bevidst til den eller ej. Men det er kun ved at forholde os bevidst til fremtiden, at vi kan påvirke den, forme den, bruge den – og dermed aktivt bidrage til at skabe den. Ellers er vi henvist til at tilpasse os den retning, vi allerede er på vej i, eller den fremtid, andre skaber for os.

Vores generation har en rolle og et ansvar. Forældre har ansvaret for, at børn og unge kan se fremtiden i øjnene uden en fornemmelse af frygt. Vi har alle et ansvar for at turde have visioner og forfølge dem.

Som fremtidsforskere oplever vi tit, at vi mest forholder os til fremtiden ved særlige lejligheder. Strategidage. Grundlovsdag. Nytårstale. Folkemøde. Fremtiden bliver en skåltale.

Så her er et forslag til dig som forælder, borger, politiker eller erhvervsleder: Brug fem minutter på fremtiden hver dag.

Og tænk så over spørgsmålet: Hvad ønsker du for din familie, dit land, din virksomhed eller organisation? Er du på vej i den rigtige retning, eller er der behov for nye tiltag, der kan skabe en anden fremtid for dig og dine

Søren Steen Olsen og Steen Svendsen er begge fremtidsforskere og partnere i Public Futures.