ESBEN KJÆR HAR mange meninger i sin kronik i Kristeligt Dagblad lørdag den 3. november. Jeg er enig i, at der i vores forhold til sorg gennem de senere år er sket en positiv udvikling. Først og fremmest består den udvikling for mig at se dog i, at vi netop ikke længere er underlagt bestemte meninger om, hvordan vi skal sørge.
Vi ved i dag, at enhver sørger på sin egen måde og ikke nødvendigvis i forhold til de sorgfaser, der tidligere var normen. Enhver kan i dag, som Esben Kjær selv, lave ”altre” derhjemme over deres døde uden at blive betegnet som splittergale.
Men netop dér laver Esben Kjær en fatal fejlslutning. Han har fundet sin måde at leve med tabet af sin søn på, men det er ikke min måde at leve med tabet over min søn og ikke alle andres måder at leve med deres tab på. Nu var vi endelig kommet væk fra sorgstandarderne, som Esben Kjær lægger op til at genskabe nu bare efter sin mening.
Et enkelt eksempel: ”Hvordan omformer og vedligeholder man båndene til de døde?”, spørger Kjær og svarer, ”Det gør man ikke ved at henvise til, at ’de døde er hos Gud’ (…). Dét svar bærer og støtter ikke efterladte”. Men, Esben Kjær, det er lige præcis det, det kan gøre. Det er det, jeg overlever på. Før var båndet mellem to levende. Nu er det mellem mig, der lever, og min søn, som efter alt, hvad jeg tror og inderligt håber, er hos Gud.
Esben Kjærs karakteristik af udsagnet ”De døde er i Guds hånd” som ligegyldig platitude, gælder for ham, og fred være med det. For andre er det forudsætningen for, at de kan leve videre. Det er ikke bedre at mene det ene end det andet, men det har katastrofale følger, hvis vi, der beskæftiger os professionelt med sorg, ikke støtter mennesker i det udtryk, der er det rigtige for dem og ikke nødvendigvis for os.
I min bog ”Hjertebånd – at leve med sine døde” viser jeg en række eksempler på, hvordan mennesker har skabt ritualer omkring deres tab. Det var der brug for, fordi forskning gennem de seneste 20 år har vist, at det hjælper nogen at gøre noget, at få en tatovering, skabe særlige ritualer til jul, have deres særlige udtryk og så videre.
Men pointen er, som også forskning viser, at det er godt for nogen, ikke for alle. Kjær henviser til, at den slags ritualer er psykologisk sunde. Det er den slags generaliseringer, som forpester sørgendes tilværelse, og som vi netop burde være kommet ud over i dag.
Jeg har mødt mange, for hvem det har været en befrielse at blive støttet i på den måde at skabe deres egne ritualer, men lige så mange, for hvem det har været en befrielse at blive støttet i at lade de døde være døde og frigøre sig fra dem. Sorgarbejde er jo, som Marianne Davidsen-Nielsen har formuleret det, altid adskillelses- og forandringsarbejde, og det er netop individuelt.
KRONIKKEN RUMMER OGSÅ mange meninger om folkekirken. Grundlæggende er det forkert, at de døde kun ”får lov at komme ind i nogle kirker” til allehelgen. Vi går hen over kirkegården til kirken, der er gravsten i gulvene, epitafier på væggene, en myrdet mand på et kors på væggen, der er hver eneste søndag levende lys og ritualer og salmer, der er så proppede med ord om liv og død, at man ikke finder det magen til nogen steder.
Der er plads til tro, men ikke til overtro. Der er en insisteren på, at døden er virkelig, og at de døde er døde, men også plads til håbet om, at der er mere at sige, end vi kan sige os selv. En præst sagde til Esben Kjær: ”De døde er hos Gud. Og det, vi ikke ved noget om, må vi overlade til Ham”. For Kjær er svaret utilstrækkeligt. For mig er det det eneste mulige hæderlige svar. Sådan er vi mennesker forskellige. Også når vi sørger.
Lise Trap er teolog og sognepræst. Har skrevet bøgerne ”Sorg – den dybeste ære glæden kan få” og ”Hjertebånd – at leve med sine døde”.