”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”
Matthæusevangeliet 6, 12
Der er længe blevet reklameret for det gudløse liv som det frie liv. En tilværelse, der ikke er underlagt nedarvede, usynlige autoriteter, men hvor vi er sat fri til selv at afgøre, hvad der er op og ned. Intet ”låg” over menneskene! Som det hed allerede i J.P. Jacobsens ”Niels Lyhne”: Når den overbevisning sejrer, at ”der er ingen Gud”, bliver himlen det uendelige, frie rum ”i stedet for et truende spejderøje. Først da bliver jorden vor, og vi jordens, når hin dunkle saligheds og fordømmelses verden derude er bristet som en boble.”
Men har den moderne tilværelse uden en højere instans så gjort os uafhængige af bindinger?
Økonomisk har vi i gennemsnit fået langt flere udfoldelsesmuligheder end i nogen anden historisk periode; vi kan som aldrig tidligere købe, smide væk og købe nyt. Men betyder denne livsstil, at vi er frie i forhold til det materielle? Det kan virke, som om vi er blevet ganske effektivt fanget ind i det kommercielle væv, der klistret er lagt over den moderne tilværelse. Som om en ny styring har listet sig ind i tomrummet efter fravalget af religiøse rammer.
Dertil kommer, at så snart vi har med andre mennesker at gøre – hvis forholdet da ikke er helt overfladisk – vil der naturligt opstå en form for følelse af, at vi har en forpligtelse over for hinanden. En erkendelse af, at vi har ansvar. Og når vi kommer i situationer, hvor ikke alt er, som det skulle være, erfarer vi også, selvom der kan være stærk modvilje mod at indrømme det, at skyld er noget virkeligt. En eller anden skurren i det indre røber det, men hvad stiller vi op med den tilstand, hvis ikke vi vil erkende, at der er en højere instans end os selv at gå til?
Meget tyder på, at der forekommer fuldt så megen skyldfølelse nu som før. Ole Wivel gav i ”Den skjulte Gud: Breve til en præst” udtryk for en utilpashed ved det moderne byliv uden grænser, som om dommeren er død: ”I byen hvisker det overalt i krogene: du er skyldig – men hvori min skyld består, og hvordan jeg skal sone den, det får jeg aldrig at vide. Det gør mig rasende og angst. Derfor er jeg brudt op for at finde dommeren og høre hans røst.”
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.