Prøv avisen
Debat

Konservativ rådmand: Frigørelsesideologien vinder frem. Det er på høje tid at bremse den

Der kan være fine intentioner bag, når man hjælper transkønnede med at få et lettere liv, men bagved igen er en samfundsopløsende frigørelsesideologi, mener rådmand Nikolaj Bøgh (K).

Nikolaj Bøgh, (K), rådmand, Frederiksberg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I årtier var det et ganske eksotisk synspunkt, som man mest fandt blandt radikale feminister og i ganske bestemte kønsforskerkredse, at kønnet skulle være en såkaldt social konstruktion. Altså, at de kønsforskelle, som vi kan se med vores egne øjne og erfare fra vores eget liv, i virkeligheden er en samfundsmæssig abstraktion, noget, vi bilder hinanden ind, er virkelighed, men at det lige så godt kunne være anderledes.

Siden loven om ”juridisk” kønsskifte blev indført i 2014, er det imidlertid blevet helt officiel dansk politik, at det faktisk forholder sig sådan. Vores køn er åbenbart ikke mere virkeligt, end at vi kan skifte det ved at få ændret vores cpr-nummer.

Den udvikling truer nu med at accelerere med et bebudet forslag fra regeringen om, at også børn nu skal kunne få foretaget juridisk kønsskifte. Og det bliver ikke meget bedre af, at det op til de 15 år forudsætter samtykke fra forældre. For trangen til at putte børn i bestemte kønskategorier er i mange tilfælde givetvis først og fremmest et voksenbehov og udtryk for en ekstrem og overdreven fokus på køn og seksualitet i vores tid.

De forældre, der i den bedste mening vil støtte deres ”drengepige” eller meget feminine dreng i, at det er en god idé at skifte køn, løber en uhyggeligt stor risiko for at gøre sig skyldige i et omsorgssvigt, som måske aldrig kan gøres godt igen, og som vil kunne forfølge børnene resten af livet.

Vi ved, at der er børn, som har det svært, fordi de føler sig forkerte og hellere ville have haft et andet køn end deres biologiske. Det kan også ændre sig igen, og derfor er det helt rimeligt og fornuftigt, at man skal være myndig, før man kan tage en så vidtrækkende beslutning.

Intentionerne bag at ville hjælpe transkønnede med at få et lettere liv kan sådan set være sympatiske nok, men bagved ligger også en samfundsopløsende frigørelsesideologi, hvor politikere fra både venstre og højre bliver mere og mere optagede af, at det enkelte menneske skal være fri for medfødte og samfundsskabte begrænsninger.

Vi skal kunne designe vores tilværelse helt selv uden hensyntagen til biologi, familierelationer eller traditioner. At biologien også skal gøres til genstand for frit valg, er blot den mest ekstreme udgave af denne grundlæggende tankegang, som socialister og liberalister deler, selvom de når derhen fra hvert deres ideologiske udgangspunkt.

Men det giver ikke noget lykkeligt liv, at ingenting ligger fast, og man selv skal påtage sig at definere sig selv fra grunden. Det er for stor en opgave at pålægge et menneske, og derfor ser vi da også en stigende tendens til stress, angst og rodløshed, ikke mindst blandt børn og unge, som stadig er under udvikling, og som er de mest sårbare over for et samfund, som i stadig højere grad pålægger dem hele ansvaret for deres liv – uden hensyntagen til på forhånd givne rammer.

Frigørelsesideologien er en ekstrem og samfundsopløsende tendens, og med regeringens forslag om juridisk kønsskifte for børn er der en oplagt lejlighed for ikke mindst de borgerlige partier til at sige klart og tydeligt fra over for den.

Nikolaj Bøgh (K), rådmand, Frederiksberg.