Mens Finansloven for 2021 netop nu forhandles, kæmper Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum med næb og kløer for at bibeholde et midlertidigt årligt driftstilskud på 1,5 millioner kroner. Tilskuddet, som museet har modtaget i over ti år, udgør 40 procent af museets samlede statstilskud, og det vil i sagens natur være katastrofalt for museet, hvis disse penge bortfalder ved årets udgang.
Gammel Estrups kamp for de 1,5 millioner kroner illustrerer selvfølgelig, hvor vigtigt det forholdsvis beskedne beløb er for museet, men kampen viser også med al tydelighed, at der er behov for at gentænke hele museumsområdet og den måde, de statslige tilskud gives på. Tilskuddene bør uddeles på en fair måde, og de permanente tilskud bør kunne dække den basale drift, så man ikke hvert andet eller fjerde år skal ud til politikerne med hatten i hånden for overhovedet at sikre museets overlevelse.
Det er opslidende og uværdigt, men også spild af sparsomme ressourcer og de få ansattes tid gang på gang at skulle kæmpe for at få bare en brøkdel af, hvad det koster at drifte et sted som Gammel Estrup, når vi kunne have brugt tiden til at gøre det, vi er bedst til. Nemlig at forvalte, forske i og formidle den vigtige danske kulturarv og fortællingen om de mange mennesker, der levede på og omkring de store godser gennem århundreder.
Jeg og mine dygtige medarbejdere har i løbet af de seneste 20 år hentet over 120 millioner kroner hjem fra private fonde til bevaring og udvikling af museet. For hver offentlig krone, vi får, skaffer vi selv tre. Det er vi enormt stolte af, men det kan kun lade sig gøre, hvis vi har økonomisk opbakning fra staten. 1,5 millioner kroner er jo peanuts på den samlede finanslov, men fordi Gammel Estrup får så lidt i statstilskud i det hele taget, er det særligt alvorligt for os. De statslige tilskud er nemlig forudsætningen for, at vi kan hente millioner af kroner hjem fra fonde og sponsorer. For fonde giver ikke til drift – der skal altid være en vis egenfinansiering, og den skal jo komme et sted fra.
Kunne den så ikke komme fra en anden offentlig kasse, kunne man måske spørge? Nej, ikke når der er tale om et statsanerkendt specialmuseum som Gammel Estrup. Museet er ikke et lokalmuseum, som skal drives og finansieres af kommunen, men et nationalt museum med ansvar for hele Danmarks herregårdshistorie. Det er derfor staten, der primært skal understøtte museet. Og det bør i særlig grad være statens pligt at sørge for, at museerne med nationalt ansvar også er tilgængelige på landet og i såkaldte udkantskommuner, hvor museer som Gammel Estrup ligger.
Men tjener I da ingen penge selv, kunne man indvende? Jo, de knap 100.000 gæster, der besøger Gammel Estrup hvert år lægger naturligvis penge både for entrébilletten og arrangementer, souvenirs og kaffe, men det kan jo ikke tilnærmelsesvis dække de store opgaver og omfattende forpligtelser, som Gammel Estrup har i forhold til museumsloven. Museet skal forvalte vores allesammens kulturarv ved at indsamle, registrere og bevare genstande, der knytter sig til herregårdene, ligesom vi skal forske i og formidle herregårdshistorien, som er en af de vigtigste signaturfortællinger om livet på landet. Og når ens vigtigste museumsgenstand er en fredet herregård, så koster den faktisk en herregård at vedligeholde – en udgift, som staten næppe har lyst til at påtage sig selv.
Kulturhistoriske museer er vigtige – ikke mindst i en verden, hvor folk konstant søger efter deres egen identitet og ståsted, og hvor det kan være svært at se forskel på kvalificeret viden og fake news.
For Gammel Estrup er løsningen derfor ikke kun at forlænge det midlertidige statstilskud med to år eller fire år, men at forhøje tilskuddet til et værdigt niveau og gøre det permanent, så vi kan blive ved med at fortælle den vigtige del af alle danskeres historie, som herregårdshistorien udgør.
Britta Andersen er museumsdirektør, Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.