Uretfærdighed og undertrykkelse kan i nogle situationer blive så ekstreme i omfang og systematik, at ens traditionelle synspunkter og teologiske principper må korrigeres.
Hvis man har mødt den velorganiserede og systematiske uretfærdighed, som det palæstinensiske folk i stigende grad er udsat for, er tavshed ikke længere en mulighed. Principielt og i sikker afstand af den palæstinensiske virkelighed er jeg enig med Niels Jørgen Cappelørn, når han i Kristeligt Dagblad den 19. august understreger, at synden ikke skal moraliseres, og at kristendom ikke skal bruges til politikformulering.
Kristendom kan og skal nemlig ikke formulere politik, men kristendom skal være kritisk vagthund, når uretfærdigheden systematiseres, som for eksempel i ulovlige bosættelser og besættelser, i et de facto-apartheidsystem, eller viser sig som antisemitisme.
Har man stået i de overbefolkede og 70 år gamle palæstinensiske flygtningelejre og set unge blive beskudt og fanget af fuldt udrustede soldater og sendt til tortur, er sagen ikke ”kun” etisk, men også et eksistentielt anliggende. Her er ens eksistens, herunder gudstro og gudsrelation på spil.
Ingen tænkning og teologi må være så fastlåst, at en ny virkelighed ikke kan ændre og supplere den. Teologi er altid kontekstuel.
Biskop Marianne Christiansen har kendskab til den palæstinensiske virkelighed og har med sin modige og ansvarsfulde underskrift på dokumentet ”Giv os håb” været med til at bringe denne virkelighed ind i de danske studerekamre og fredelige kirker og sognegårde.
På KFUM og KFUK’s landsmøde i dette efterår skal vi markere et 20-årigt tæt partnerskab med YMCA East Jerusalem, som blandt andet arbejder med forsoning og med at plante træer, hvor besætterne har ødelagt gamle olivenlunde. Gennem de 20 år har hundredvis af unge danskere mødt jævnaldrende palæstinensere, der på krop og sjæl og med svindende håb er underlagt den ulovlige besættelse af deres land.
Midt i den komplicerede virkelighed har de unge været med til at fastholde det ukomplicerede: At uretfærdighed skal afdækkes og kritiseres.
Jeg har drukket kirkekaffe hos både lutherske, katolske og ortodokse menigheder i Palæstina. Det fælles kirkekaffetema er bekymringen over, at de unge flygter ud i verden på grund af den israelske besættelse og på den måde er i gang med at lukke de i forvejen små kirker og menigheder.
Jeg har derfor to spørgsmål til den tavse danske regering:
Hvad gør regeringen for at beskytte de små kristne menigheder i Jesu fødeby og omegn, der er forfulgt af den israelske besættelse?
Hvordan arbejder den danske regering i internationale fora med at sikre international lov i de palæstinensiske områder?
Det er ofte lettest at være på afstand og forblive uvidende. Men eksistentielt er det en smutvej til uansvarlighedens rige.
Jørgen Kvist er generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark.