Generalsekretær: Det bibelske perspektiv mangler i debatten om forfulgte kristne

Som barn kom Samuel Nymann Eriksen i en kirke, hvor et skib hang fra loftet som symbol på menighedens sejlads mod himlen. Jesus lovede ikke kun sejlruter i rolige, demokratiske farvande, men også ind i diktaturstater med bølgegang og storm. Men også her er det kirkens opgave at kaste redningskranse til mennesker i åndelig havsnød, skriver han. På billedet ses kirkeskibet i Tunø Kirke, en model af linjeskibet ”Louise Augusta”, søsat 1783. – Foto: Morten Rasmussen/Biofoto/ Ritzau Sc

Kristeligt Dagblad lægger jævnligt spalteplads til debatindlæg, hvor der nævnes eksempler på forfølgelse af kristne efterfulgt af en appel til politikerne om handling. Disse indlæg er vigtige, da de giver stemme til udsatte, som kun i begrænset omfang selv kan tale deres sag.

Dog oplever jeg, at forfølgelse af kristne i den aktuelle debat typisk iagttages ud fra et retsligt perspektiv, med indignation og forargelse, som en krænkelse, der bør bringes til ophør.

Dette rettighedsbaserede perspektiv er vigtigt, fordi det fastholder flertallet på dets forpligtelse til at beskytte anderledes troende og tænkende. Det kan begrundes i, at et menneske som Guds skabning har en værdighed, som ikke bør krænkes, uanset om befolkningsflertallet er enigt i dets overbevisning eller ej. Og Paulus inspirerer til at anvende de muligheder, retsvæsenet og politisk engagement giver for at forebygge, begrænse og undgå forfølgelse, da han udnyttede sit romerske statsborgerskab til at undgå tortur. Ud fra et rettighedssynspunkt udgør kristenforfølgelse et fænomen på linje med forfølgelse af andre minoriteter som ahmadiyya-muslimer, ateister eller politiske dissenter.

Men der er samtidig et andet bibelsk perspektiv på modstanden mod kristne, ikke kun som en krænkelse, men også som et vilkår. For den forfølgelse, kristne udsættes for, er forbundet med Jesu egen lidelse. Det er i grunden ikke de kristne som minoritet, modstanden retter sig mod. Det er Kristus i de troende. Da Paulus blev standset af Jesus på vej mod Damaskus for at fængsle de troende dér, siger Jesus til ham: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”.

Jesus taler flere steder om forfølgelse som et vilkår, for eksempel i Bjergprædikenen: ”Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde.” Jesus sagde også: ”Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.” Dette løfte gentages af Paulus: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” Apostlene blev pisket, fordi de fortalte om Jesus, men de var ”glade, fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld”.

Dette perspektiv på forfølgelse som et vilkår, står ikke i modsætning til den rettighedsbaserede tilgang, og begge perspektiver må tages i anvendelse, når vi skal forstå og ikke mindst hjælpe forfulgte kristne. Det rettighedsbaserede perspektiv giver forfølgelsen et sprog til at sætte ord på og reagere på lidelsen, også juridisk og politisk. Men i forlængelse heraf, åbner Jesu positive undervisning om forfølgelse nye mulighedsrum for kristendomsformidling.

I mine 12 år hos Dansk Europamission har jeg personligt mødt flere hundrede forfulgte kristne. Der er stor variation i forfølgelsen, de har været udsat for, ligesom der er stor forskel på deres reaktion og fortolkning af den. En forfulgt kristen, jeg har mødt, er Izar fra Irak.

Da Islamisk Stat i 2014 fordrev kristne i Irak, blev en række andre ikke-sunnitiske minoriteter fordrevet, herunder den stamme, Izar var del af. Syv år forinden var han et prominent medlem af stammen, men da han konverterede til den kristne tro, blev han udstødt af familien, gjort arveløs og måtte rejse væk. Men da Islamisk Stat fordrev hele stammen fra dens landsbyer, fik den brug for nødhjælp.

Konvertitten blev leder for det projekt, som Dansk Europamissions givere støtter, og han kunne nu give nødhjælp til de mennesker, der år forinden havde udstødt ham.

Han kunne på en praktisk måde demonstrere Bibelens budskab om tilgivelse. Ikke alene fik stammen nødhjælp, men også hjælp til at vende tilbage til landsbyerne, herunder genetablering af vand- og strømforsyning, klinikker og skoler. I dag er han accepteret, bor med stammen, og flere er interesserede i at vide mere om den kristne tro.

I Kirgisistan interviewede jeg for nogle år siden en kvinde, Aida, som arbejdede inden for et sundhedsprojekt, vi havde i landet. Hun fortalte, at hendes svigerfar var imam, før han fik et stærkt møde med Jesus og begyndte at dele evangeliet i sin landsby. De ældre i landsbyen blev derfor vrede, og han blev dræbt i januar 2006. Han blev tæsket voldsomt, og der var blod i rummet, hvor Aida og hendes mand gjorde rent efter drabet.

I lang tid efter var hun bange. Men hun og hendes mand tilgav bødlerne og bosatte sig i den selvsamme landsby for at vise Aidas svigerfars forfølgere Guds kærlighed. Hun blev truet med seksuelle overgreb, og deres børn fik uretfærdigt dårlige karakterer i skolen. Men ægteparret hjalp til gengæld naboerne praktisk, blandt andet gennem hendes frisørarbejde og mandens tømrer- og elektrikerarbejde.

Gennem godgørenhed begyndte stemningen at vende i landsbyen, så omkring halvdelen blev positivt indstillet over for den kristne konvertitfamilie, og nogle vil gerne høre om kristendommen.

Der er mange sådanne eksempler, hvor forfulgte kristne reagerer med tilgivelse og kærlighed til deres forfølgere. Hvor deres ønske om at dele budskabet om Guds kærlighed i Jesus Kristus med deres medmennesker er større end deres frygt for forfølgelse. I nogle tilfælde er eksemplerne som skåret ud af beskrivelserne af de første kristnes liv i Det Nye Testamente, hvor forfølgelse nogle steder beskrives som fremmende for mission.

Tertullian opfandt begrebet religionsfrihed som en rettighed i en tid, hvor kristenforfølgelser var hyppige, og sagde, at ”martyrernes blod er kirkens udsæd”. Luther sagde: ”Kirken vokser under forfølgelse, men hvor fred og ro råder, bliver kristne dovne og apatiske.” Professor i religionsfrihed Christof Sauer spørger modsat, om det er kirkevækst, der leder til forfølgelse. Uanset årsagssammenhængen konverterer mange muslimer i dag til den kristne tro, trods risiko for forfølgelse, for eksempel i Indonesien, Tyrkiet, Yemen, Algeriet og Iran.

I Irak og Syrien bliver tusinder af muslimer kristne, men deres antal kan langtfra opveje det store antal blandt andre etniske kristne, der emigrerer fra landene, ikke kun på grund af islamisk forfølgelse, men også af en række andre årsager. Eksempelvis kunne mange kristne forældre ikke se nogen fremtidsmuligheder for deres børn i Syrien, da skolesystemet delvist var brudt sammen under borgerkrigen.

Konvertering i den muslimske verden er blevet et fænomen, som forskningen beskæftiger sig med, for eksempel ph.d. Sara Afshari, i forhold til betydningen af kristent tv i Iran. Ph.d. Duane Alexander Miller skønner, at op mod 500.000 muslimer kan være blevet kristne i Iran, mens professor i religionsfrihed Thomas Schirrmacher vurderer, at tallet er endnu højere. Antallet af kristne med muslimsk baggrund i Indonesien er godt 6 millioner, mens skøn for Algeriet ligger mellem 50.000 og 380.000.

Anvendes alene et retsligt blik, kan et andet bibelsk perspektiv på forfølgelse overses. Nemlig at forfølgelse ikke kun er en krænkelse, men også et vilkår. At forfølgelse er en Kristus-lidelse, men at kirken netop der kan opleve hans opstandelseskraft, så evangeliet når længere ud.

Som barn kom jeg i en kirke, hvor der hænger et skib ned fra loftet som symbol på menighedens sejlads mod himlen. Måske kan skibsillustrationen også gælde her, så Jesus ikke kun lovede sejlruter i rolige, demokratiske farvande, men også ind i diktaturstater med bølgegang og storm. Men også her er det kirkens opgave at kaste redningskranse til mennesker i åndelig havsnød.

Samuel Nymann Eriksen er cand.scient.pol. og generalsekretær i Dansk Europamission.