En ny, foreløbig britisk undersøgelse peger på det, vi selv oplever i praksis: Almindelig fællessang er ikke mere smitsom end samtale. Hvis det er korrekt, så er der ikke længere belæg for at kræve to meters afstand ved fællessang.
Den britiske pendant til Sundhedsstyrelsen, Public Health England, samt det britiske kulturministerium, Department for Digital, Culture, Media and Sport, har bestilt en rapport fra Bristol Universitet, hvor man har en afdeling, der forsker i luftbårne aerosoler.
Rapportens foreløbige konklusioner viser, at sang ikke skiller sig voldsomt ud fra tale som potentiel smittespreder. Faktisk er der stort set ingen forskel på sang og tale ved lav volumen. Men når volumen skrues op, så smitter både sang og tale væsentligt mere. Så fokus skal ifølge rapporten ikke ligge på sang eller ej, men på volumen, tiden man synger/snakker sammen og udluftning.
Rapporten bekræfter det, vi har set i praksis i danske sammenhæng. På fodboldtribunerne må vi sidde med en meters afstand, også selvom vi synger. På skoler, musikskoler, aftenskoler med mere tilrådes der fortsat to meters afstand af sundhedsmyndigheder i forbindelse med sang, men samtidig gives der tilladelse til fravigelse af de generelle regler, hvis det ”er en forudsætning for at efterleve kravene i de almindelige bestemmelser for undervisningen”.
I realiteten har det ført til, at vi en lang række steder har sang med væsentligt kortere afstand end to meter, uden at det har ført til øget antal kendte smitteepisoder.
Kirkerne har længe og loyalt fulgt sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Også selvom det har store konsekvenser for kirkernes liv og virke. I flere fri- og sognekirker, som før corona var fyldte til gudstjenesterne, kan der nu kun sidde en stærkt reduceret gruppe, mens resten af de normale gudstjenestegængere må blive hjemme – alt sammen på grund af kravet om to meters afstand, hvis der skal synges fællessang.
En kirke, der normalt har 200 mennesker til en gudstjeneste har måske kun plads til lidt over 50 mennesker, der sidder spredt ud i hele kirkesalen. Det er der ikke meget fællesskabsfølelse over. Hverken for dem, der er plads til, eller de mange, som der ikke er plads til.
Hvis konklusionerne fra den engelske undersøgelse holder, som vores egne hidtidige erfaringer også peger på, så må det give anledning til at ændre Kirkeministeriets retningslinjer for gudstjenester. Så er der ikke længere belæg for at hindre både fællesskab og fællessang.
Hvis sang på fællessangniveau ikke er mere smitsom end tale, så må afstandskravet sænkes til én gange én meter ved gudstjenester, som er den generelt anbefalede afstand på offentlige steder.
Kirkerne har med sin hidtidige adfærd vist, at de er ansvarlige. Der er derfor al grund til at have tillid til, at de kan administrere ansvarlige retningslinjer, også med én gange én meters afstand. For naturligvis kræver corona fortsat fuld opmærksomhed på adfærden:
I forbindelse med fællessang skal menigheden sidde med ansigtet i den samme retning. Der skal opfordres til, at menigheden synger afdæmpet på den gode danske fællessang-manér.
Vi skal undgå kram, highfives og tæt kontakt med personer. Der skal være god anvisning til, hvilken vej folk bevæger sig ind i kirkesalen og ud igen, så ophobninger undgås. Der skal være særhensyn til særligt sårbare personer og så videre.
Desuden er det let at lave eventuel smittesporing i forbindelse med en gudstjeneste. De fleste kender andre til en gudstjeneste, og dermed kan der lettere følges op, hvis en smittebærer har været til stede. Alt dette kan kirkerne sagtens administrere.
Det har kostet meget, både for kirker og enkeltpersoner, at restriktionerne har været så skrappe. Nu hvor der sættes spørgsmålstegn ved grundlaget for de to meters afstand, så håber jeg, det giver anledning til en revurdering af retningslinjerne, så vi igen kan opleve både fællessang og fællesskab til gudstjenesterne.
Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i Frikirkenet.