Generalsekretær: Hvad de kristne bag Jerntæppet lærte os

Berlinmurens fald lærer os, at forandring er mulig, og at kirken kan spille en afgørende rolle, skriver generalsekretæren i Dansk Europamission

Den 9. oktober 1989 samledes op mod 70.000 mennesker efter et bedemøde til fredelige protester, som bidrog til Berlinmurens fald, mener Samuel Nymann Eriksen. –
Den 9. oktober 1989 samledes op mod 70.000 mennesker efter et bedemøde til fredelige protester, som bidrog til Berlinmurens fald, mener Samuel Nymann Eriksen. – . Foto: Uwe Pullwitt/Reuters/ Ritzau Scanpix.

30-ÅRSJUBILÆET FOR Berlinmurens fald giver anledning til at reflektere over de bemærkelsesværdige omvæltninger i østblokken, hvor ateistiske diktaturer faldt ét efter ét stort set uden blodsudgydelser.

Nogle i Vesten har tolket kommunismens fald som et resultat af, at østblokken tabte våbenkapløbet til Vesten og derfor blev tvunget til reformer. Denne analyse tager dog kun højde for det eksterne pres mod østblokken og ikke interne faktorer, dels kirkens rolle, dels Mikhail Gorbatjovs manglende vilje til at knuse folkelige protester.

Knap 10 år inden Berlinmurens fald blev den uafhængige fagforening Solidaritet stiftet i Polen. Kirken spillede en afgørende rolle i denne protestbevægelse, og der findes videoklip, hvor man ser skarer af arbejdere på skibsværftet i Gdansk bøje knæ i bøn.

I Østtyskland endte bedemøderne i Nikolaikirken i Leipzig, siden en spæd begyndelse i 1982, med at blive en katalysator for store protester mod styret. Den 9. oktober 1989 samledes op mod 70.000 mennesker til demonstration efter et bedemøde. Havde demonstranterne kastet med sten mod politiet, kunne styret have svaret brutalt igen, men demonstranterne bar i stedet levende lys. Kampvognene trak sig uden at affyre et skud. Et medlem af DDR’s socialistpartis centralkomite udtalte: ”Vi havde planlagt alt. Vi var klar til alt – undtagen bønner og levende lys.”

I Tjekkoslovakiet havde præster og almindelige kristne afgørende betydning for gruppen Charta 77, som påpegede uretfærdigheder begået af styret, og hvoraf flere deltagere kom i fængsel for åbenmundetheden. I Rumænien ledte den ungarske præst Laszlo Tokes an i protesterne i Timisoara, som førte til diktatoren Nicolae Ceausescus fald.

Ovenstående er blot få eksempler på, at kirken spillede en afgørende rolle i kommunismens sammenbrud. Kirken repræsenterede en tro, der var uforenelig med den ateistiske materialisme, som kommunistpartierne forsøgte at presse ned over befolkningerne. Prisen for udholdenhed kunne blandt andet være intens overvågning af ens familie, udelukkelse fra gode stillinger og fængselsstraf. Som ganske ung læste jeg blandt andet hos Dansk Europamission om forfølgelsen, men også om, hvordan et rigt trosliv udfoldede sig under modstand. De forfulgte kristne i østblokken lærte os, at en kristen kirke i bøn, til trods for at den før kommunismens sammenbrud lignede en udgrænset minoritet, kan have historisk betydning.

På grund af Gorbatjovs nye ledelse i Moskva siden 1985 havde nationale kommunistpartier i østblokken ikke rygdækning til at knuse de folkelige opstande. Man kan derfor spørge, om Gorbatjov var en dygtig leder, da han i hvert fald ikke varetog østblokkens egeninteresse i at overleve som system. Men i stedet vil han blive husket som en fredens mand, der gav undertrykte befolkninger frihed.

I dag forfølges kristne i Mellemøsten, Centralasien og Asien – dels i diktaturer, dels i skrøbelige stater af ekstremister i deres civilsamfund. Ligesom det dengang syntes utænkeligt, at kommunismen ville falde, kan det i dag virke utænkeligt, at de undertrykkende diktaturer falder, og forfølgerne ændrer kurs. Men Berlinmurens fald lærer os, at forandring er mulig, og at kirken kan spille en afgørende rolle, hvilket også protesterne i Hongkong i øjeblikket er udtryk for.

Samuel Nymann Eriksen er generalsekretær i Dansk Europamission og cand.scient.pol.