VERDEN UDVIKLER SIG lige nu i en retning, vi ikke har set før. Visse steder med lighedstræk til tider, vi har svoret, vi ikke vil tilbage til. Fake news udfordrer vores demokratier. Misinformation og smædekampagner presser menneskerettighedsforkæmpere over hele verden. Rettigheder, vi troede vi nu kunne tage for givet, udfordres og knægtes.
I Myanmar, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, tvinges rohingyaerne i disse dage tilbage i armene på dem, der udførte, hvad FN’s højkommissær for menneskerettigheder har kaldt et skoleeksempel på etnisk udrensning. I Tanzania forfølges homoseksuelle lige nu på uhyggelig vis.
Brasilianerne har valgt en præsident, der hverken tror på kvinderettigheder eller minoritetsrettigheder. I Ungarn har Viktor Orbán i samme ånd forbudt kønsstudier på universiteterne og slår hårdt ned på både det kritiske civilsamfund og den kritiske presse. En af vores ungarske jødisk ansatte i ACT fortalte mig, at hendes bedstemor opfordrer alle børnebørn til at slå sig ned et andet sted.
Denne politik bakkes op af illiberale trossamfund, der har vundet markant politisk indflydelse. Religion misbruges altså til at fremme en illiberal, antidemokratisk dagsorden og til at fratage kvinder, seksuelle minoriteter og andre religiøse grupper deres rettigheder. Som en trosbaseret organisation føler vi os forpligtigede til at modarbejde et sådant principielt og demokratisk forfald. Ikke mindst der, hvor vi ser, at det kristne budskab bliver taget til indtægt for dette.
Hvis man går på kompromis med én gruppes rettigheder – om det så er flygtninge, migranter, muslimer, jøder, kristne eller homoseksuelle – smuldrer idéen om menneskerettighederne som et bærende fundament i et samfund. Bevæger man sig væk fra, at menneskerettighederne er universelle, går en nedadgående spiral i gang. Andre gruppers rettigheder krænkes. Liberale friheder presses. Det siger faktisk sig selv.
Alligevel er der pres på menneskerettighederne og grundlæggende friheder på en måde, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig. Princippet om menneskers ligeværd er udfordret globalt – også i Europa. Jeg har taget mig selv i at kigge på mine unge sønner og være reelt bekymret for, hvilken verden de skal være voksne i. Sådan havde jeg det altså ikke for bare fem år siden.
I Folkekirkens Nødhjælp baserer vi vores arbejde på en fast overbevisning om, at menneskerettighederne og næstekærligheden er uløseligt forbundet. Med udgangspunkt i dette, har vi en lang og stolt tradition for at samarbejde med progressive kræfter i hele verden, samtidig med at vi også samarbejder med dem, vi ikke enes med om alt. Begge dele er afgørende nu, hvis vi skal udfordre de, der argumenterer for, at vi værner om de kristne værdier ved at gå på kompromis med netop menneskerettighederne.
På denne måneds generalforsamling i ACT Alliancen, Action of Churches Together, blev jeg valgt som ny bestyrelsesformand. Jeg har tænkt længe over, hvorvidt jeg overhovedet skulle stille op. Det er ikke en nem opgave at samle – og rykke – 150 meget forskellige kirker og trosbaserede organisationer fra hele verden.
Jeg besluttede alligevel at gøre det, fordi jeg – måske mere end før – mener, at der er behov for en stærk, global, trosbaseret stemme til forsvar for menneskerettighederne og de demokratiske principper. Til forsvar for næstekærligheden som moralsk kompas. Og som modsvar til dem, der bruger det kristne budskab til at retfærdiggøre brud på menneskerettighederne og overgreb mod minoriteter.
Kirkerne kan bidrage til at beskytte de værdier og de spilleregler, der opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig. Kirkerne kan kæmpe for, at menneskerettighederne fra 1948 forsat vil være universelle. Vi kan og må agere moralsk kompas. Det vil jeg kæmpe for som formand for ACT. Det føles vigtige end nogensinde.
Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.