Fjernelsen af navnet Israel fra Det Nye Testamente i ”Bibelen 2020” har vakt kritik. Debatten afslører imidlertid, at det er uklart, hvad kritikken egentlig handler om.
Bibelselskabet har valgt det princip, at ordet Israel ikke skal findes i Det Nye Testamente i ”Bibelen 2020”. Begrundelsen er, at en dansk læser i dag vil blande Israel på Jesu tid sammen med den moderne stat Israel.
Jeg mener, at det er en nedvurdering af en moderne dansk læser. De fleste vil uden videre skelne mellem Israel på Jesu tid og den moderne stat. Hvis argumentet holdt, skulle navnet Egypten jo også være fjernet for at undgå en sammenblanding mellem Bibelens Egypten og den moderne stat Egypten.
Oversættelsen fjerner Israel i Det Nye Testamente på to måder. Mange steder omskrives Israel til ”det jødiske folk” eller lignende. Det er fint, og det er ikke det, kritikken går på. Men andre steder fjernes ordet Israel uden nogen omskrivning. Matthæusevangeliet fortæller, at Josef og Maria med Jesus-barnet rejste tilbage til ”Israels land”, men ”Bibelen 2020” fjerner Israel og skriver bare, at de ”rejste hjem”. Her er ingen omskrivning med ”det jødiske folks land” eller lignende.
Det er historisk bemærkelsesværdigt, at Matthæus kalder det land, Jesus levede i, for ”Israels land”, fordi landet officielt hed Judæa. Benævnelsen ”Israels land” er brugt allerede i Det Gamle Testamente og blev efter Jesu tid helt almindelig hos rabbinerne. Fjernelsen af navnet i den ny oversættelse gør ikke forståelsen af verset lettere, men den skjuler for læserne, at Matthæus faktisk valgte at kalde det land, Jesus levede i, for netop ”Israels land”. Det er kritisabelt.
I Det Gamle Testamente i ”Bibelen 2020” sker noget lignende. Mange steder beholdes navnet Israel, eller det omskrives til for eksempel Nordriget. Det er udmærket og giver god mening. Det skal selvfølgelig ikke kritiseres.
Men nogle steder vælger den nye oversættelse helt uden grund at fjerne Israel, så betydningen bliver ændret i forhold til det, der faktisk står. En af Davids salmer slutter med en bøn for Israels folk: ”Gud, udfri Israel af alle dets trængsler!” (salme 25, 22). I den nye oversættelse er det blevet til: ”Befri os alle fra sorgen.”
I Salme 121 er den markante sætning ”Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn” blevet til ”Ham, der passer på os”.Det er ikke et forsøg på at gøre indholdet af Bibelen forståeligt for den moderne dansker. Det er censur af salmens indhold. David beder en bøn for sit eget folk, Israel, men af en eller anden grund kan oversætteren ikke lide det, og så bliver teksten bare ændret. Der er desværre en række eksempler på den slags steder, hvor oversættelsen ændrer betydningen. Ordet Israel bliver simpelthen slettet og erstattet af ”os” eller ”jeg”, men den slags er ikke i orden i en oversættelse. Det er disse eksempler, kritikken af ”Bibelen 2020” handler om.
De steder, hvor den nye oversættelse ændrer tekstens betydning ved at slette ”Israel”, er alvorlige. De er nemlig fortsættelsen af en alt for lang kirkehistorisk tradition, hvor kristne har forsøgt at svække sammenhængen mellem Bibelen og Israels folk. Det kaldes traditionelt for ”erstatningsteologi”, fordi kristne har hævdet, at Bibelen ikke længere handler om Israel, men kun om os kristne. Når ”Bibelen 2020” nogle steder direkte erstatter ordet Israel med ”os”, er det en form for erstatningsteologi, som for længst burde have været forhistorie i den kristne kirke.
”Bibelen 2020” giver mange steder en god og letforståelig oversættelse af bibelteksterne, også når de handler om Israel. Det er glædeligt. Men eksemplerne fra både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente på, at man ved at slette ordet Israel har ændret betydningen, fortjener kritik. De slår alvorlige skår i glæden over ”Bibelen 2020”.
Ole Andersen er generalsekretær i bevægelsen Ordet og Israel.