Vejen til en bedre folkeskole går gennem prioritering af lærernes status

Stillet over for øget brug af vikarer taler politikere nu om at gøre læreruddannelsen mere attraktiv. Hvis man vil beholde folkeskolen som en fælles kvalitetsgrundskole, synes det også nødvendigt at anerkende lærerfagets særstatus ved at gå tilbage mod de gamle arbejdstidsregler, skriver Gunnar Olesen

”Man må konstatere, at den danske folkeskole som almen grundskole er under pres fra en udbredt opfattelse af, at den ikke tilgodeser alle elevers behov,” skriver Gunnar Olesen. –
”Man må konstatere, at den danske folkeskole som almen grundskole er under pres fra en udbredt opfattelse af, at den ikke tilgodeser alle elevers behov,” skriver Gunnar Olesen. – . Foto: Thomas Lekfeldt /Ritzau Scanpix.

INDEN FOR det halve århundrede fra min egen skolestart til min søns lærerjob har der været et markant fald i både lærerstandens og folkeskolens status. Samtidig med at uddannelse er blevet mantra for alt godt, og krav til skole og lærere er vokset. Hvordan går det til?

Tidligere havde lærere ofte en central rolle i lokalsamfund og kulturliv. Nogle af de mest respekterede forfattere som for eksempel Martin A. Hansen og mange politikere havde lærerbaggrund. Seminarierne havde prestige i lokalsamfundene, og uddannelsen blev brugt som springbræt til meget andet end lærergerningen. Den opsugede noget af intelligensreserven i en befolkning, hvor de færreste havde mulighed for akademisk uddannelse.

Der er givetvis flere årsager til den efterfølgende tilbagegang. Nogle mere oplagte end andre.

De lokalsamfund, som lærerne kunne udfolde sig i, findes ikke mere på samme måde. Skoler er blevet større, mere ”anonyme og fabriksagtige”, hvad der er forstærket med kommunalreform og tilbagegang i yderområder.

Det kan spille en rolle, at lærerfaget er gået fra at være et mandefag til et overvejende kvindefag, selvom det ikke burde betyde noget i et ligestillet samfund. Man kan gisne om, hvorvidt det har haft noget at sige, at der ikke længere er mange politikere med lærerbaggrund.

Hvor lærerne før havde mere uddannelse end de fleste elevers forældre, har de nu en ”mellemuddannelse”, mens lange uddannelser er blevet almindelige. På det halve århundrede er de gymnasiale uddannelser eksploderet fra en halv snes procent af årgangene til tre fjerdedele, hvad der på irrationel vis kan have reduceret opfattelsen af grundskolens betydning.

NOGLE VIL MENE, at lærernes faglighed er blevet ringere. De kan finde et argument i, at det er blevet mindre efterstræbt at komme ind på en læreruddannelse. Disse er følgelig blandt andet efterspurgt af uddannelsessøgende, som ikke er purunge, ofte bruger mere end normeret tid og har gang i andre ting ved siden af. Det forhindrer dog ikke, at uddannelseskrav stadig kan være høje og relevante, selvom de nu tilgodeses inden for University Colleges, hvis prestige ikke står mål med de nedlagte seminariers.

Ingen vil bestride, at respekt for læreren er blevet mindre i takt med en almindelig nedbrydning af autoritet i samfundet. Omsat i antiautoritær opdragelse og pædagogik siden 1970’erne har det ført til udbredte disciplinproblemer, som gør det sværere at levere god undervisning i folkeskolen, hvor lærerne reelt er sanktionsløse. Opgaven er nogle steder ikke blevet nemmere med indvandrerbørn med særlige behov, eller med at elevernes mobiltelefoner er blevet permanente konkurrenter om deres opmærksomhed.

En udbredt opfattelse af kvalitets- og disciplinproblemer i folkeskolen har i de senere år ført til en vandring mod privatskoler med større muligheder for sanktioner, ultimativt eksklusion af elever, og for et tættere forhold til forældrene. Offentlige tilskud gør merudgiften overkommelig for de fleste, mens lærernes rammevilkår er cirka de samme i de private som i folkeskolen.

Da folkeskolens problemer blev omsat i en betydelig restgruppe af elever – især unge mænd – som ikke får nok ud af skolen til at gå videre med en uddannelse, fik det politiske alarmklokker til at ringe. De blev udmøntet i en 2013-folkeskolereform og overenskomst med hovedpunkter som mere digitaliseret undervisning, lektiehjælp og forlængede skoledage, nivellering af lærernes arbejdstider med andre lønmodtagere og styrkelse af skoleledernes position.

Reformen faldt sammen med, at specialundervisning under amterne delvist faldt bort sammen med disse, hvorefter en del af børnene herfra skulle inkluderes i den almindelige undervisning, hvad der ikke gjorde udfordringer mindre.

Lærerklager over forringede vilkår for forberedelse af mere krævende undervisning blev ignoreret og deres modstand nedkæmpet med en månedlang lockout i 2013, som tømte deres strejkekasse. Hvad der synes at have reduceret attraktiviteten ved lærerjobbet, som et stigende antal forlader. Nu er der, for første gang i mange år, mangel på lærere og dertil hørende vækst i anvendelsen af vikarer.

Lærerne kæmpede længe sammen med andre offentligt ansatte under OK-18 for at rulle de nye arbejdstidsregler tilbage som en anerkendelse af fagets særlige forhold. Men på det punkt stod arbejdsgiverne fast, og spørgsmålet blev udskudt til behandling i en kommission.

Om reformen har haft en gavnlig virkning, er der delte meninger. Herunder om forlængede skoledage er af det gode, og der er rejst kvalificeret tvivl om, hvorvidt digitalisering af undervisningen har haft den ønskede virkning.

KIGGER MAN UD OVER GRÆNSEN, kan man notere sig, at den offentlige grundskole ofte kæmper med lignende problemer som i Danmark, og at mere velstillede borgere som en selvfølge vælger dyre privatskoler med store krav til både elever og lærere, der har bedre vilkår her end i det offentlige.

I et land med lignende forudsætninger som de danske – Finland – har man draget den konsekvens af grundskolens betydning, at lærerstanden er blevet opgraderet ved at henlægge uddannelsen til universiteterne, mens klasseundervisningen intensiveres ved, at læreren suppleres af en assistent. Dette må siges at være i tråd med det moderne samfunds behov. Ofte fremførte klager over et faldende niveau blandt de studerende på universiteterne peger tilbage på gymnasiet og videre tilbage på folkeskolen.

De finske erfaringer er anerkendt som værende gode og blev inddraget under forberedelserne af folkeskolereformen. At de ikke blev brugt, hænger sandsynligvis sammen med en vurdering af, at det ville fordyre reformen, i det mindste på kort sigt. I Frankrig – hvor undervisning prioriteres højt – har man forbudt mobiltelefoner i skolen ved lov, mens den danske undervisningsminister henviser til, at den enkelte skole selv kan gøre, hvad den finder nødvendigt. Hermed overser hun dog, at den i så fald skal overvinde et pres fra elever, forældre, bestyrelser og digitaliseringens mange fortalere, som den næppe altid vil have styrke til.

Alt i alt må man konstatere, at den danske folkeskole som almen grundskole er under pres fra en udbredt opfattelse af, at den ikke tilgodeser alle elevers behov på grund af disciplinproblemer og for lidt læring. Desuden at det ikke efter fem år med 2013-reformen er oplagt, at denne løser problemerne, og at deres løsning nu vanskeliggøres ved lærerflugt.

Hvis disse tendenser fortsætter, kan man forudse, at de danske tilstande vil nærme de internationale med en generelt lavere status for den offentlige grundskole end for private skoler og med en fortsat stor restgruppe, som over tid repræsenterer en stor menneskelig og samfundsmæssig omkostning.

Stillet over for øget brug af vikarer taler politikere nu om at gøre læreruddannelsen mere attraktiv. Hvis man vil beholde folkeskolen som en fælles kvalitetsgrundskole, synes det også nødvendigt at anerkende lærerfagets særstatus ved at gå tilbage mod de gamle arbejdstidsregler. Men på sigt er den finske vej mest perspektivrig med sine større krav til lærernes uddannelse og sine forbedrede muligheder for effektiv undervisning.

Gunnar Olesen er international rådgiver, cand.scient.pol.