Prøv avisen
Mediekommentar

Generalsekretær: Morgenandagten vækker gentagelsens glæde

Seks af ugens dage kan man begynde dagen med præst, organist og kor fra Vor Frue Kirke i København. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Birgitte Stoklund Larsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når man lytter til Morgenandagten, bliver man en del af menigheden, også selvom man ikke synger med, når man sidder i s-toget, skriver Birgitte Stoklund Larsen, der er generalsekretær i Bibelselskabet

Morgenandagten på P2 er gået ram forbi i denne omgang i DR’s omlægning af trosstoffet – bortset fra, at den nu på tv vises på DR2 i stedet for på DRK. Seks af ugens dage kan man begynde dagen med præst, organist og kor fra Vor Frue Kirke i København.

Morgenandagten er live transmission, af og til kan man høre en hosten i kirkerummet, men man har ikke fornemmelsen af, at der er mange i Vor Frue. Menigheden er hjemme eller på farten; selv hører jeg regelmæssigt Morgenandagten i s-toget på vej til arbejde. Andagt to go.

Gør det en forskel, at det er en rigtig andagt, der transmitteres? Jeg tror det, selvom jeg personligt hører andagten fra dagen før, fordi Morgenandagtens sendetider ikke rigtigt passer til mine rejsetider. Men at det er en transmission betyder, at man som lytter bliver en del af et fællesskab. Lytteren bliver en del af menigheden, også selvom man ikke synger med, når man sidder i s-toget. Mediet selv træder i baggrunden til fordel for begivenheden. Det er ikke en reportage fra en andagt, men en andagt. Det er den balance, man også skal forsøge at holde i omlægningen af gudstjenestetransmissionen, hvor lytteren skal hjælpes på vej af en journalist.

Morgenandagten er den samme dag efter dag, salmer og tekster skifter, men liturgien er den samme. Det er gentagelsens glæde, ingen nyheder her. Det er det fine ved det. Men samtidig bliver bønnen som den eneste aktuelt nyformulerede del af Morgenandagten vigtig. Det er her, præsten kan gribe aktuelle begivenheder, som er i alles hoveder, og gøre dem til genstand for bøn. Som når præsten Stine Munch i forgangne uge, hvor mediernes opmærksomhed har været på situationen i Iran og Irak i kølvandet på drabet på den iranske general Soleimani, bad for de udsendte soldater. Helt på sin plads, sådan skal det være.

Bønnen er det sted, hvor præsten på menighedens vegne formulerer en bekymring eller en taknemmelighed i forhold til et fælles anliggende. Morgenandagten er en national andagt i kraft af radiotransmissionen, så præsterne ved domkirken har faktisk ansvaret for at forvalte den fælles bøn. Det gør præsterne ved Vor Frue generelt godt – til og med ofte med markant fine formuleringer. Af og til ærgrer man sig som lytter over tomgang og kristne klicheer. Men præsterne er forskellige, og som lytter får man sine favoritter. Stine Munch er en af mine. Hun har gode ord og overrumplende formuleringer. ”Tak for, at du stabler os op hver morgen”. Det passer til en mandag morgen.

Morgenandagten lever af gentagelsen. En gang er ingen gang. Liturgi er ikke noget, man skal ændre så tit, som TV-Avisen ændrer sendetider. Men at fire ud af fem præster i Vor Frue stadig siger ”helliget vorde dit navn” – det siger noget om, at når man ændrer, så er der steder, hvor man skal finde fodslag. Ellers bliver hvert fadervor en kampplads.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet