Kære Rosanna Børsting Sørensen. I 1969 var jeg som studerende med til at starte miljøbevægelsen og senere (1980-1983) med til at sikre fremtidige generationer mod uforsvarlige depoter af plutonium med mere i Jyllands undergrund. Som forskningschef (1987-1998) var jeg med til at oprette en afdeling for miljø- og klimahistorie og med i Miljø- og Energiministeriets ledelse for blandt andet at sikre Danmarks grundvand mod nitrat, fosfat og pesticider.
Så jo, jeg føler i meget høj grad ansvar for Jorden, selvom du skrev det modsatte i Kristeligt Dagblad i mandags. De drakoniske klimaudgifter, vi allerede har skaffet os selv på halsen, har sat den umiddelbart nødvendige natur- og miljøpolitik alvorligt tilbage. Miljøministeriets økonomiske råderum til naturgenopretning, pleje af beskyttede naturarealer, bevarelse af vigtige biotoper, grundvandsbeskyttelse, naturnær skovdrift og bekæmpelse af støj, røg og møg i det hele taget er en skygge af sig selv, fordi vi bruger alle pengene på tvivlsomme klimaindsatser.
For eksempel her på Læsø, hvor jeg bor, er de offentlige udgifter på naturpleje faldet fra cirka otte millioner kroner i 2006 til 0,7 millioner kroner i 2018. Til gengæld har lovgivningen ”sikret”, at vi i klimaets navn har fået et solfangeranlæg, der kan producere cirka fire gange så meget strøm, som vi kan bruge.Men jeg føler også ansvar for, at videnskaben ikke bliver trækdyr for politiske og eksistentielle luftkasteller i en tid, hvor efterkrigstidens politiske vildskab har skudt sig selv i sænk, og ungdommen derfor desperat leder efter meningsfulde livsprojekter.
Forskellen på miljø- og energipolitikken dengang (1970-2010) og nu er, at både radio, tv og aviserne dengang tillod en levende debat om og kritik af den officielle miljøpolitik. Den tid er slut, for så vidt angår klimapolitikken. Ikke fordi vi såkaldte klimaskeptikere har fordrejet hovedet på befolkningen, men fordi befolkningen i de seneste 10 år har været under en så massiv propaganda, at åbenbart kun de få, der har været med til at udforske klimaet i en menneskealder, har kunnet gennemskue både propaganda og fupnumre.
Du efterspørger dokumentation for mine og mange andre ”klimaskeptikeres” påstande, formentlig vel vidende, at debatspalterne ikke skrives som 20 siders afhandlinger med alenlange kildehenvisninger.
Hvis du gerne vil have den efterlyste dokumentation, kan du opsøge den i den videnskabelige litteraturs mere end 30.000 artikler på området – eller, hvis du vil have dokumentationen i mere kortfattet form, kan du finde den i for eksempel glaciologiprofessor Johannes Krügers bog ”Klimamyten”. Eller i de godt 240 hæfter, som en lang række velmeriterede skandinaviske klimaforskere har udgivet, og som giver en seriøs behandling af stort set alle vigtige aspekter af klimaspørgsmålet (www.klimanytt.no). Du kan også gæste danske ”klimaskeptikeres” Facebook-side ”Klimarealisme” og finde utallige links til debatindlæg, videoer og afhandlinger, der imødegår IPCC’s utallige fordrejninger og propagandanumre.
Endelig: Hvis dokumentationen for, at vi er på vej mod en klimakatastrofe, virkelig er så overbevisende, som du hævder, så fatter jeg ikke, at det skulle være så slemt, at vi, der mener noget andet, kommer til orde en gang imellem. Du og enhver anden har ret til at modsige os, og modsat os kommer I til orde, hvis I vil.
Men det lyder næsten, som om du ønsker et samfund, der kun giver plads til ”de rigtige meninger”. Der skilles vore veje helt og aldeles, og jeg behøver vist ikke dokumentere, hvordan det er gået de lande, hvor ”de rigtige meninger” var enerådende. Efterhånden som du og mange andre ønsker, at klimapolitikken skal gennemsyre hele samfundet, ja, skal være det dominerende samfundsområde, bliver det mere og mere afgørende for de demokratiske processer, at ikke kun ”de rigtige meninger” kommer til orde.
I ordentlig videnskab findes der ingen endegyldig sandhed, det gør der såvist heller ikke i politik.
Jens Morten Hansen er geolog, ph.d. og forhenværende direktør for Forskningsstyrelsen.