Ordet ”ghettobørn” er gift for samfundet, integrationen – og de børn, vi taler om

Ordet ”ghettobørn” gjorde mig ked af det, bekymret og ærligt talt rasende, skriver Carolina Magdalene Maier, der er politisk ordfører for Alternativet

Sproget skaber virkeligheden, og når virkeligheden er, at Danmark alene ser dig som et ghettobarn, helt ærligt, hvorfor så overhovedet drømme om at blive mere?
Sproget skaber virkeligheden, og når virkeligheden er, at Danmark alene ser dig som et ghettobarn, helt ærligt, hvorfor så overhovedet drømme om at blive mere?.

”Etårige ghettobørn skal tvinges i vuggestue.” Sådan lød det i en breaking news-besked fra DR for nylig.

Og ordet ”ghettobørn” bredte sig hurtigt. I aviser, blandt politikere og på de sociale medier.

Det gjorde mig ked af det. Det gjorde mig bekymret, og det gjorde mig ærligt talt rasende. Men hvorfor? Hvilken betydning har et lille ord i den store sammenhæng?

For mig er det enkelt: Det lille ord er gift for samfundet, for integrationen – og for de børn, vi taler om. Når du får at vide, at du er et ghettobarn, fortæller vi dig nemlig samtidig, at det ikke er et stempel, du kan vaske væk. Uanset hvor godt du klarer dig, hvor velfungerende, ambitiøs og hjælpsom du er, er du stadigvæk et ghettobarn.

Ikke engang hvis du gør, som nogle partier ønsker: Hvis du lærer at elske frikadeller og kan Grundloven forfra og bagfra, kan du gnubbe stemplet væk. Ikke engang da kan du blive en del af fællesskabet. For du er stadigvæk bare et ghettobarn. Og sådan vil det blive ved med at være, så længe du bor, hvor du gør. For du er, hvor du bor.

Du er ikke Aisha med det skæve smil, der elsker fodbold. Du er ikke krøltoppen Bilal, der drømmer om at blive professionel skater. Du er ikke bogormen Halima, der skriver digte under dynen om aftenen. Du er et ghettobarn.

Sproget skaber virkeligheden, og når virkeligheden er, at Danmark alene ser dig som et ghettobarn, helt ærligt, hvorfor så overhovedet drømme om at blive mere?

Lad os nu én gang for alle smide magtens sprog på møddingen. Der findes ingen ghettoer i Danmark. Der findes ingen ghettobørn.

Der findes boligområder med lidt flere udfordringer end andre (ja, jeg skriver ”lidt flere”, for det står slet ikke så slemt til derude, som nogle politikere vil have os til at tro), og så findes der børn.

Forskellige børn med forskellige liv, der alle har krav på at blive set som lige præcis dem, de er.

Så også Aisha, Bilal og Halima kan få lov at vokse, håbe, drømme og måske en dag være med til at skabe et bedre Danmark, hvor alle er med på holdet og ingen er dømt ude på forhånd – heller ikke af sproget.

Carolina Magdalene Maier er folketingsmedlem og politisk ordfører for Alternativet.